Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Myten om de skrøbelige kvinder

 

 
FORUM/31.10.2000 Jubii. Den tidligere syv-dobbelte Grand Slam vinder og temperamentsfulde John McEnroe, er blevet godt knotten igen. I avisen siger han, at han vil stille op imod super tennisstjernen Venus Williams for at tilbagevise hendes udsagn om, at hun sagtens kan slå mange af de mandlige spillere i international tennis. Det er bare for meget, siger han. Slå drengene i tennis. Aldrig i livet.

Men der er en vis frygt at ane i Johns udsagn. For tænk, hvis nu hun rent faktisk slog ham - at han skulle lide et nederlag på størrelse med det Bobby Riggs led mod Billie Jean King i den historiske tenniskamp i 1973? Tænk, hvis denne sorte, kvindelige tennisspiller vandt over den tidligere hvide konge af Wimbledon! Det kunne jo godt gå hen og rykke lidt i fordommene om kvinders fysiske og sportslige formåen.

Dette scenario er lige vand på forfatteren Colette Dowlings mølle. Med sin nye bog The Frailty Myth (Skrøbelighedsmyten), er hun nemlig ude for at slå fordommene om kvinders fysiske og sportslige formåen itu. I bogen udøver hun tesen om, at kvinder igennem tiden ikke bare har været underlagt en social, kulturel og økonomisk undertrykkelse, men også en fysisk og kropslig undertrykkelse. Denne undertrykkelse har manifesteret sig i en myte om, at kvinder fysisk er nogle sørgelige, skrøbelige eksistenser uden magt og middel. Før denne skrøbelighedsmyte forsvinder fra både vores kollektive bevidsthed og fra basketballbanen, og før kvinder selv overvinder deres skrøbelighedskompleks, vil kvinder ikke blive ligestillede med mænd, siger Dowling.

Kvinder skal altså på den igen. Op på hesten. Ind i kampen. Ud med riven for at udfordre den sidste bastion - mændenes ultimative darling, det sidste sted hvor mænd kan styrke deres ego, nemlig: Sporten.

Colette Dowling mener at skrøbelighedsmyten gennemsyrer hele vores kultur og samfund. Især er den synlig i sportens verden, hvor kvinder til stadighed behandles som undermennesker. Man regner ikke rigtig kvindelige fodboldspillere, for eksempel, for kvinder. Og i sproget udtrykkes myten også: Når nogen spiller dårligt "griber, tackler eller kaster de som en pige" og en kamp kan blive dømt efter "tøseregler".

I pressens behandling af kvindelige sportsstjerner som f.eks. den amerikanske løber Marion Jones, den russiske tennisstjerne Anna Kournikova, eller den svenske hækkeløber Ludmilla Engquist, får den heller ikke for lidt med diskriminationen: Hver en artikel handler ufravigeligt mere om atletens fysiske attributter end hendes sportslige præstationer, viser Dowling os. Når disse kvinder praler eller på anden måde glædes offentligt over deres egen præstationer - en egenskab der ikke er ukendt hos mandlige atleter - dømmes de lynhurtigt som ufeminine, arrogante og prætentiøse.

Men myten manifesterer sig også på en mere usynlig måde, hvor den har langt mere vidtrækkende og alvorlige konsekvenser, siger Dowling. Hun mener, at fordi vi igennem tiderne har opfattet kvindekroppen som svag, skrøbelig og ubrugelig, har vi gjort det umuligt for os selv at behandle den med respekt. Derfor vil vi ødelægge den. Denne disrespekt overfor og destruktion af kvindekroppen kommer blandt andet til udtryk i de afsindig høje spiseforstyrrelses- og lemlæstelsesstatistikker for teenagepiger. Den viser sig i de eskalerende volds,- sexchikane,- og incestsager. Og den viser sig i vores straffelovgivning på området. Hvordan er det, at 7 mandlige amerikanske universitetsstuderende slipper fra at massevoldtage og tæske en mentalt retarderet pige på 14 år, med et baseballbat? spørger Dowling i langt det mest interessante kapitel i bogen.

Og for at få Dowlings pointe ned i stueplan, kan vi spørge os selv hvorfor fire store drenge i Århus slipper med en betinget dom på tre måneder for at massevoldtage en pige på 14 år? Eller hvordan og hvorfor at fire unge drenge (hvoraf tre var under den kriminelle lavalder) kan slippe af sted med at voldtage en trediveårig kvinde, på et offentligt toilet i København?

Sådanne domme (hvis man overhovedet når til domsafgørelse) sender et signal om at kvinders kroppe (og kvinden selv) ikke respekteres i vores samfund. At det er OK at mishandle og misrøgte en kvindes krop. Og dette er, ifølge Dowling, essensen i hvad skrøbelighedsmyten kan forårsage af ulyksaligheder.

Og det er lige præcis her Dowlings argument har gennemslagskraft. Det er her, læseren kan relatere. Det er ikke i de afsnit hvor hendes egne erfaringer og anekdoter med skrøbelighedsmyten fortælles. For det er egentlig ret ligegyldigt, hvilke begrænsninger hun som ung pige i 50ernes Amerika har følt på sin krop. Det er også ligegyldigt med de til tider søgte hverdagseksempler - som f.eks. et med at mænds manglende respekt og afmagt for kvindekroppen viser sig i en smålig macho-attitude på gaden, hvor de ikke kan drømme om at flytte sig på fortovet for en kvinde. Det er ikke engang underholdende at læse, og det underminerer mere end det understøtter Dowlings seriøse budskab om skrøbelighedsmytens menneskelige konsekvenser.

Men hvordan skal vi tro på at kvinders fysiske underlegenhed blot er en myte? Er mænd ikke stærkere end kvinder af rent naturlige årsager? Og har det ikke altid været sådan?

Jo, det har altid været sådan fordi nogen (!) gerne ville have at det var sådan, mener Dowling. Skrøbelighedsmyten var og er et meget effektivt undertrykkelsesvåben. Bilder man kvinder ind, at deres krop er skrøbelig (som man gjorde i stor stil i 1900-tallet), at dens mekanismer (som f.eks. menstruation) er ulækre og helst skal skjules med bind, strømper og kjoler (som var holdningen i starten af sidste århundrede og egentlig stadigvæk), at kvindelige psykoser og depressioner er fysisk funderet i kroppen (som man bildte kvinder og især kreative kvinder ind helt op til 1960erne), så er det ikke så dælens mærkeligt, at kvinder væmmes ved deres krop, føler sig offer-agtige og at de ikke tør at gøre oprør ved hjælp af den. Så er det ikke så super mærkeligt, at kvinder føler sig fysisk utilstrækkelige og må have en mand til at skrue ting i, åbne sennepsglasset, eller hænge reolen op.

Nu er det jo heldigvis sådan med myter, at de er sociale konstruktioner, forankret i kulturen. De er produkter af menneskers fantasi, fordomme og uvidenhed, og derfor kan de fleste tilbagevises ved hjælp af videnskabelige undersøgelser. Og myte-busting ved hjælp af videnskaben har lige siden hendes gennembrudsværk The Cinderella Complex (Askepotkomplekset) i 1981, været Dowlings speciale. Ved hjælp af sprit-nye biologiske, sociologiske og fysiologiske undersøgelser af børns adfærd, opvækstvilkår og fysiske evner, tilbageviser Dowling, myten om kvinden som det svage køn: Vi fødes fysisk ligestillede, afslører researchen blandt andet. Drengebørn er før puberteten hverken højere, stærkere eller motorisk dygtigere end pigebørn. Vi opdrages bare forskelligt. Vi opfordrer vores drengebørn til at lege vildt og voldsomt med fysisk udfordrende legetøj, og fordi de sådan kan komme af med deres aggressivitet, udvikler de deres motoriske og fysiske evner i langt højere grad end pigebørn gør. Vi vil jo helst have, at pigebarnet sidder pænt på stolen og samler benene, mens hun klæder Barbie på. Det, at piger ikke får lov til at udvikle deres muskler og motoriske evner, påvirker deres hjerne og indlæringsevne, siger Dowling. Piger bliver langsommere end drenge til at lære og forstå ting, og inaktiviteten præger også pigebarnet til at få en forskruet kropsopfattelse - en følelse af både fysisk og psykisk utilstrækkelighed, usikkerhed og afmagt, som de tager med sig i gennem hele livet. - Aha.

Muskuløse stærke kvinder og kvindekroppe er altså YT i vores kultur, fordi de repræsenterer en trussel mod den herskende orden. Måske den sidste trussel mod patriarkatet. Fysisk styrke er mændenes sidste bastion, deres sidste varemærke, deres sidste våben i kampen om magten og æren i evighed. Hvis vi som Venus Williams eller Marion Jones prøver at udfordre denne bastion, vil vi altså få med mændene at bestille på alle planer, mener Dowling.

Og det mener Dowling altså, at vi er nødsaget til at gøre. Vi må finde Venus Williams frem i os alle. Den totale ligestilling og frihed opnås først, siger hun, når kvinder får lige mulighed for at udvikle deres motorik og muskler, når kvinder får lige adgang til sportsverdenen, til idrætsuddannelserne og konkurrencerne, og når vi holder op med at tale om 'pigeting' og 'drengeting'. Dette kan afhjælpes ved at vi f.eks. lader piger kravle, springe og løbe lige fra de er helt små, at vi giver småpigerne nogle gode rollemodeller og nogle entusiastiske trænere, at far også hepper på datteren fra sidelinien, og at vi laver specielle sportslegater til kvinder. Og det kræver at vi - som Venus gør det - tør udfordre mænd fysisk.

Nogle af disse løsningsmodeller er lige lovlig letkøbte. Og mange af Dowlings eksempler på, hvordan skrøbelighedsmyten manifesterer sig i den amerikanske kultur, er svære at relatere til for en dansk kvinde, der med sikkerhed har siddet med sin kæreste og hoppet foran skærmen i åndeløs begejstring over, hvor vinder-agtige og totalt overlegne håndboldpigerne var - på en kvindelig måde.

The Fraily Myth er interessant læsning både for de diskussioner, den tager og de diskussioner den mangler, som f.eks. hele pornodiskussionen, der ligger lige for, når man taler om hvordan kvindekroppen opfattes i kulturen.

Mette Bom er skribent og redaktør af Teknologidebat.dk. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Værd at vide:
I 1998 var der 187 voldtægtssager i Danmark: 7 personer blev idømt en længerevarende fængselsstraf (max 6 år) , 54 anklagede fik en ubetinget dom, der var 100 sager hvor tiltalen frafaldt, i 16 sager blev der truffet en anden afgørelse, og 10 tilfælde blev anklagede frifundet.
Kilde:
Danmarks statistik
Retsinformation

Colette Dowling: The Frailty Myth - Women approaching physical equality. Random House, New York, 2000. Ikke udgivet på dansk.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk