Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Noget på hjertet

 

 
FORUM/21.7.2000 Det er svært at have en mening i dag. Eller rettere: Det er svært at være kvinde og mene noget i dag. Altså, at mene noget rigtigt. Enten er det ikke politisk nok, ikke feministisk nok, ikke social indigneret nok. Eller så er det for overfladisk. Enten er man en forkælet, navlebeskuende overklassekvinde, eller så er man en frustreret, forkalket feminist. Der er ingen mellemvej.

Aviserne, tv og forlagene skriger ellers efter nogen der har en mening. Og et mod til at udtrykke den. I talkshows skal der bekendes. I nyhedsudsendelser konfronteres de mest divergerende meninger. Kokke udtaler sig om vidensamfundet, politikere om deres madvaner. Kom så. Men dog noget!

Så siger man noget. Skriver en kronik, eller en bog. Og så kommer den. Reaktionen: Ti dog stille. Hvem spurgte dig? Hvad kan vi andre bruge dine erfaringer til? Hvem gider at høre på, hvad du har at sige? Kvinderne råber højest.

I 1920'ernes England bliver en af den tids store kvindelige forfattere, Virginia Woolf, bedt om at holde et foredrag med titlen: "Kvinder og fiktion". Woolf går på biblioteket for at researche, og det undrer hende, at hun ikke finder nogen kvindelige forfattere. At kvinders erfaringer og oplevelser udelukkende er nedfældet af mænd. Hun skriver herefter, hvad skulle blive en af kvindelitteraturens og feminismens store manifester Eget værelse (1929). Før kvinder kan få deres egen stemme må de have økonomisk frihed, så de kan få passet deres børn og få tid til at skrive. Skrive om deres erfaringer. Om de liv de har levet. Det skriver Woolf i 1920ernes England. Stort.

Sådan er det ikke i dag. I dag er der andre boller på suppen. Vi har gået hele tre store kvindelitteratursbølger igennem - modernismen, postmodernismen og det eksperimenterende udtryk. Kvinder har fabuleret, forklaret - bekendt kulør som man siger i kortspil. Blixen, Brøgger, Hammann og Holst. Vi har vores eget værelse. Vi har retten til at skrive. Vores stemme kan blive hørt. Og mændene hører os gerne.

I foråret var jeg medforfatter til to femi-bøger. Den ene skrev jeg en novelle til, den anden var en email-bog vi skrev i det netværk, jeg tillader mig at være med i. Øst for Gener, et netværk af 16 veluddannede, velformulerede hårdtarbejdende kvinder. Begge bøger skabte furore. Den første var ikke politisk nok, mente de sure meningsdannende kvinder. Den anden var for navlebeskuende. Vi var forkælede. Og rige (!) Boede de forkerte, 'rigtige' steder (3 ud af 16 bor i whiskeybæltet). Talte ikke alle kvinders sag (hvad den så end er). Den var ikke kvindesolidarisk nok. Havde ikke alle kvinders erfaringer med. Netværk, hvad er det? Og for hvem? Ti stille.

Nu er jeg i gang med endnu en bog om feminisme.

Der var ingen dengang i 60'erne, der bad den seksuelt bramfrie Suzanne Brøgger om også at have KAD-kvindens seksuelle erfaringer med. Eller fordømte Karen Blixens blå blod i årerne. Det er en tendens, der har sneget sig end senere. I takt med at kvinder har fundet deres "egen stemme" og en vilje til at udtrykke den, tror jeg.

Nogen kalder denne reaktion for Jante, andre misundelse og kvindehad. Men ved I hvad? Det er egentlig ligegyldigt, hvad man kalder spaden. Den skal afskaffes. Den vil nemlig ikke noget andet end at kvæle stemmen. Stikke en sok godt langt ned i halsen på den kvindelige forfatter. Det er et udtryk for intet andet end hvad de i USA kalder for Backlash - tilbageslag.

For det at være kvinde i dag er en kompleks sag. Og det at være kvindelig forfatter er følgelig ligeså komplekst. Og det handler derfor om at skrive - at formidle denne kompleksitet. Det handler om at udtrykke den verden man ser omkring sig. Og om at skrive for at ændre den. At udtrykke sig om sit eget, men samtidig have det brede perspektiv i behold. Man har jo ikke levet de andre kvinders liv.

Det handler om at finde en stemme, for der er mangt og meget her i verden der vil forsøge at kvæle den. Det handler om at have noget på hjertet. Det handler om at skrive for at kæmpe imod frygten og for at forstå livet, som den argentinske forfatter Luisa Valenzuela skriver. Bare gør det. Skriv.

Express yourself - don't repress yourself. Madonna i sangen Human Nature.

Mette Bom, cand.mag., er projektleder i Teknologirådet og redaktør af Teknologidebat. Hun er freelance skribent og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk