Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Et kvindeligt netværk - uha!

 

Det var et ophold i New York, der satte skub i denne skribents netværkeri. Siden har hun i Danmark måttet høre meget for at kvindenetværket Øst for Gener er både overklasse-agtigt og andet grimt. Men hvorfor er det suspekt, at ville noget her i livet, spørger Mette Bom?

 

 

FORUM/28.4.2000 "Du vil da gerne være med i klubben, ikke Mulle?" At Mulle i filmen Zappa faktisk spiste den dér klamme skovsnegl, gik over min forstand. Men jeg voksede jo også op - tynd - i 1970'ernes Danmark, hvor vi alle sammen havde lige tænder, lige muligheder (not!) og havde ens pagehår. Jeg skulle nok blive til noget. Og uden at tro jeg var noget, jeg havde misforstået.

I Virum Sorgenfri var klubber noget med larmende Manchester United fans, noget med to blege Jehovas Vidner i brunt tøj, tomme øjne og med et åndssvagt blad ingen nogensinde gad læse. Klubber betød at udelukke andre. Dem, der ikke var gode nok. Fine nok. Ligesom Mulle - arbejderdrengen med rokokopuden - der havde fedt på stemmen, var for tyk til at lege med MiddelklasseBjørn og for underdog-agtig til overhovedet at komme i betragtning hos smukke, rige og meget kærlighedsløse Sten.

Lige siden udvælgelsen til fodboldholdet i gymnastiktimerne har jeg altid hadet klubber. Jeg var drengenes ven, hvilket var godt nogle gange, men ikke når det virkelig gjaldt. Ikke når der skulle vælges hold. Der stod jeg tilbage med mine stikkelsbærben. Mig og så Fede-pede (aka Mulle). Nogle gange blev jeg slet ikke valgt og måtte bare gå med et af holdene. Men det var trods alt bedre end ovre hos pigerne. Der gjaldt det ikke om at være god til at sjippe, men om at være populær. At have det rigtige Nørgaardtørklæde på og at være 'hende drengene var vilde med'. Pernille Petersen hed hun på min skole.

Den eneste klub jeg derfor nogensinde blev medlem af var Ladyklubben - en klub der havde sit eget Ladysprog, masser af regler og kun to medlemmer: Gitte-flitten og jeg. Vi lavede Ladyklubben, fordi vi ikke lige gad lege med Bolette den uge. Og hun ville aldrig kunne leve op til de nærmest fascistoide regler. Jeg var også medlem af Greenpeace i et svagt øjeblik i firserne, men meldte mig ud, da de ikke var trendy længere og jeg var for gammel til at synes det var sjovt at gå til stor-demo på Rådhuspladsen.

Så tog jeg til New York for at uddanne mig. Og blev så sandelig også klogere. I hvert fald på hvad det vil sige at være med i klubben (eller rettere udenfor). Til Joni Mitchell kunstfernisering i Soho var der ingen af gæsterne, der kiggede på billederne. Til gengæld interesserede de sig meget for at udveksle små visitkort. Masser af "How are you's" og "Really?" De nikkede og smilte meget.

Det de gjorde var at networke. Jeg stod ovre i hjørnet og gloede på billederne sammen med Jante og kendte ikke spillereglerne til denne amerikanske ceremoni. Derfor fik jeg ikke det job, jeg havde brug for, for at klare min undervisningsafgift på Columbia. Derfor blev jeg ikke automatisk indlemmet i de newyorkske skrivende saloner.

Konkurrencen på det amerikanske arbejdsmarked er så hård, at kun de mest stålsatte og målrettede bliver til noget. De, der tør gøre en forskel og de, der mestrer kunsten at netværke. I gadebilledet blandes de stålsatte med dem, der ikke er med i klubben - de fattige hjemløse. Taberne. Skrækken for at ende ligesom dem driver mange mennesker til at søge sammen i netværk. Og så er der jo også det med The New Economy. Den nye økonomi og virksomhedsstruktur hvor viden, relationer og indhold er aktiver, fremfor købmandsvarer - materielle produkter.

Jeg vil vove at påstå, at netværkstendensen altid har eksisteret i lille socialdemokratiske Legoland. Den har bare været skjult. Ikke noget man snakkede om. Mens jeg som lille pige passede på ikke at "flyve højere end vingerne bar", rullede nepotismen på arbejdsmarkedet: I mediebranchen, i det politiske liv og på universiteterne blev de med de rigtige efternavn ansat. De, der var medlemmer af de rigtige foreninger. De, der kendte nogen, der kendte nogen, der kendte nogen, fik de fede lejligheder. Og de fede stillinger. Og de fede lønninger. Det resulterede i en ekstrem uligestilling mellem kønnene - både økonomisk, magtmæssigt og socialt.

For mænd var jo gode til at netværke. Kvinder var hver kvinde værst. Man anbefalede aldrig en kvinde til topposter. Det kunne hun sikkert ikke klare. Og hun skulle i hvert fald ikke have noget, man selv ikke havde. Vi behandlede (og behandler) de kvindelige banebrydere på samme barnlige måde som vi behandler de 'farlige' nydanskere: Ikke som rollemodeller, men som prygelknaber for vores egne indebrændte ambitioner. Jytte Hilden, Allis Helleland, Anne Knudsen, Ritt Bjerregaard, de skal bare kunne lidt mere end at skabe visioner om et bedre samfund. De skal bare kunne lidt mere end at være politiker, museumsinspektør, eller redaktør. De skal kunne mere end deres erhverv. Ellers kan de lukke røven. Ikke tro de er noget. Gider ikke høre så meget på dem og deres usexede magt femi-helvede.

Det var tonen, da jeg kom hjem fra mit studieophold i New York i 1995. Et halvt år efter var jeg med til at starte kvindenetværket Øst for Gener og tre år senere begyndte jeg at arbejde sammen med underdirektør i Nykredit, Birgitte Bruun om netværket for kvindelige ledere AIDA.

Vi sagde dengang, at Øst for Gener var et netværk for "unge kvinder der vil vide mere". Det holder stadig selvom vi ikke er så unge længere. Vi skulle generere viden, skulle vi. Helst ingen small-talk og lige til sagen-agtig. Lære noget og derved blive til noget. So ein Ding...

Vi er 18 kvinder i alderen 27- 40 år, med forskellig professionel baggrund: Der er en bjergbestiger, en filmproducent, en landskabsarkitekt, en billedkunstner, en etnisk ligestillingsmedarbejder, en holistisk terapeut, en advokat, en journalist. Der er også en præst. Vores netværk adskiller sig fra traditionelle klubber og loger (bridgeklubber, strikkeklubber, frimurerloger, tvillingeklubber) fordi medlemmerne ikke er hægtet sammen ved specialinteresser, følelses-, eller familiemæssige forhold, social status, referencerammer, eller uddannelse. Det består udelukkende af kvinder, der forbindes via deres faglige, professionelle engagement.

Og kvinderne er selvfølgelig blevet udvalgt. Selekteret. Håndplukket. Uha uha. Vi gik dengang efter kvinder, der havde udskilt sig, præsteret noget og haft noget på hjerte. Og helst nogle vi ikke kendte personligt. Kvinder, der havde overskud til at give noget til andre. Vi skrev til 10 og bad dem om at begrunde deres svar med, hvad de selv mente de kunne bidrage med til netværket. Flere veninder har siden spurgt mig (lidt forsmået), hvorfor de ikke er blevet inviteret. Og jeg har givet det samme svar hver gang: Det er du også. Men du må skrive til netværket og sige hvorfor, hvordan og hvad du vil bidrage med.

Vi vil ikke have nogle mandlige medlemmer. De har deres egne netværk.

Er det ikke sexistisk? Jo, for fanden. Big time. Jeg vil gerne skrive en artikel engang om Frimurerlogen, Lions klub, eller min vens netværk "Vrede Mænd". Så vil jeg spørge dem om de nogensinde har fået det spørgsmål, eller er blevet beskyldt for at være sexistiske.

En klub af forkælede thirty-something overklassepiger er vi også blevet kaldt. Vi har ikke den kvindelige rejepiller med. Eller KAD-kvinden. Nej, og hvis vi havde, var det jo også forkert. For så havde vi været ude og hente hende ind fra samlebåndet. Og tvunget hende ind i vores akademiske feministiske og politisk-korrekte repræsentationsramme.

Jeg vil hellere spørge om, hvornår det blev forkælet og overklasse-agtigt at ville vide noget og ville noget sammen med andre, der vil vide noget?

Én gang om måneden mødes vi og har inviteret en oplægsholder til hver gang. Emnet eller temaet for aftenen har vi bestemt på forhånd - ofte efter en brainstorm på, hvad vi ønsker at vide mere om.

Foredragsholderne har været mange- og kvalificerede. Fra kulturminister Jytte Hilden (stor fan af netværk) til EU-kommissær Ritt Bjerregaard (hvorfor skal kvinder stemme for EU?), sociolog Henrik Dahl og chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen (ja til spørgsmålet om vi også har mandlige oplægsholdere). Nogen der har vidst noget om noget, vi gerne ville vide noget om.

Nu har vi skrevet en bog sammen Femail. Den handler om livet. Om arbejde. Om tro, håb og kærlighed. Styrken ved Øst for Gener er, at vi i stedet for at arbejde kun med vores eget individuelle talent, har en bred talentmasse at trække på. Det betyder, at jeg altid har mulighed for at få en opgave løst. Jeg behøver aldrig at sige "Nej", hvis jeg bliver tilbudt noget. Der er nok én i netværket, der kan tage opgaven. Så kan jeg jo også altid få en anbefaling, et job, en ny lejlighed. Der er altid én, der kan anbefale en god læge eller skilsmisseadvokat, en oversætter, en foredragsholder. Én, der har en ferielejlighed på Mallorca, eller et telt, jeg kan låne.

Styrken er også, at det er selvforstærkende at være i et netværk af professionelle kvinder. Jeg har fornemmelsen af at kunne, fordi de andre kan. At der er nogen kvinder derude, der er stærke. Jeg får selvtillid. Og jeg har muligheden for at dele erfaringer med andre kvinder. Selvtillid er da meget fedt at have.

Netværkets fare er, at det fanger én i en illusion om at deltage i et fællesskab, hvor alle hjælper hinanden til succes og et lykkeligt liv. Hvis man bliver upopulær, rager uklar med nogen, eller ikke afleverer en opgave, som man er blevet anbefalet til, står man hurtigt som Palle-alene-i-verden. Det er fordi, netværk forpligter. Og reglerne er de samme som i alle andre sfærer: Man skal levere varen. Netværk består jo ikke af "rigtige venner", men af forbindelser, relationer. Derfor skal man ikke tro, at et professionelt netværk er en faldskærm. Man skal hele tiden selv bidrage til det. Og man skal sørge for at skille snot fra skidt. Professionelt for sig, personligt for sig.

Jeg forstår godt Mulles frustration nu. At han spiste sneglen, mens han klamrede sig til rokokopuden. Jeg forstår Bjørns vægelsind - hvorfor han ikke forhindrede Mulle i at spise sneglen. Jeg forstår Stens kynisme. Netværk og klubber handler om at skabe sig relationer. For derigennem at opnå indflydelse. At være noget for andre. Netværk handler om at ville dele rokokopuden. Og ville dele sine erfaringer. At have overskud. Og det handler om at ville noget her i livet - som profilen Kurt Strand efterlyser i sin nye bog Journalismens meningsløse ulidelighed (Høst og Søn, 2000). Det handler om at engagere sig sammen med andre. Det handler om at have et kvindeligt fællesskab - på den fede måde.

Prøv det!

Mette Bom, cand.mag., er projektleder i Teknologirådet og redaktør af Teknologidebat. Hun er freelance skribent

 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk