Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når kvinder elsker kvinder

 

For en kvinde, der vælger en mand fra, er stadig en omvandrende provokation, skriver Christina Skov. Inspireret af en læsning af 'Nu er det nok' har hun leveret en personlig beretning fra Danmark anno 2000 om at være en ung kvinde, der også elsker kvinder.

 
 
FORUM/23.3.2000 Da jeg var lille, boede Niels og Gunnar i parcelhuset ved siden af vores. Et gult hus fra først i 70'erne ligesom alle de andre i rækken, om end dårligt vedligeholdt, som min far ville sige, med ubeskårne træer og vilde blå blomster, der spredte deres frø helt ind i vores indkørsel. Jeg holdt meget af blomsterne, så blå midt i alt det lysegrønne, og når min far havde gjort det af med de få udbrydere mellem stenene, ville jeg driste mig til at række igennem hækken, helt ovre i hjørnet, hvor ingen kunne se mig, og plukke så mange, jeg kunne nå. Der var faktisk kun én ting, jeg holdt mere af, og det var Lisa, Niels' og Gunnars - fra mit perspektiv - enorme hund, der af og til kom over til hækken, så jeg kunne klappe hendes bløde brune pels.

Egentlig hed Lisa 'Liza', det var i hvert fald sådan, Gunnar udtalte det, når han kaldte på hende fra terrassedøren, og jeg syntes, at det var det smukkeste navn, jeg nogensinde havde hørt. Så i lang tid plagede jeg min mor om at kalde mig Liza, men hun grinede bare af mig og sagde, at det var meget bedre at hedde Christina end at hedde det samme som naboens hund. Endelig en dag inviterede Niels mig på besøg, bare sådan ganske kort, men da jeg kom hjem og ville fortælle om Liza og Niels' blå kanariefugl, der kunne tale, havde min far en dyb rynke i panden og sagde, at jeg ikke skulle besøge Niels og Gunnar igen.

Jeg tror ikke, at jeg spekulerede så meget over hvorfor, ikke dengang, men det kom jeg til langt senere, da den sjællandske provinsby med gadekæret og tonerne fra Kvicklys panfløjteforbrugsidyl og for mange koteletter i fad og min lærer, som det var helt i orden at behandle uforskammet, fordi han vist nok var bøsse, og vejene, der enten havde navne efter træer eller fugle eller hed Østergade og Vestergade og alle, der kendte alle og gik i det samme tøj, fordi der kun var én ordentlig tøjforretning, havde fortonet sig. Jeg kom især til at spekulere over det, fordi jeg genfandt mig selv som en af dem, mine forældre i sin tid forbød mig at omgås og oplevede, at det ikke kun var dengang for henved tyve år siden, at man måtte se sig tilskrevet de mest fantastiske motiver og den mest stereotype, stupide adfærd, i det øjeblik ens kæreste var af samme køn som én selv. Det oplever man sandelig stadig. I dag. I år 2000. Og i København som 23-årig kvinde.

Desuden og nok så chokerende: Det gik op for mig, at en kvinde, der vælger en mand fra, er en omvandrende provokation, som det hurtigst muligt gælder om at kønsneutralisere. Ikke noget med kvinde her! For kvinde er ikke noget, man er, det er noget, man bliver, men tilsyneladende kun i samspillet med en mand. Eller?

"Jeg kan sagtens acceptere, at du lever, som du gør. Virkelig. Jeg forstår det bare ikke," hører jeg den ene efter den anden sige til mig på min alenlange indre film, som jeg gladeligt ville klippe i nonsensstavelser, hvis jeg kunne. Nu. For der gik lang tid, inden jeg helt forstod, at denne tilkendegivelse af accept og sympati er behæftet med fuldkommen urimelige forventninger. Dels og slemt nok at jeg forventes at være taknemmelig over, at nogen overhovedet gider at acceptere mig, og dels men langt værre, at jeg stiltiende, helst smilende, skal finde mig i, at andre tager aktiv stilling til mit kærlighedsforhold - eller for at være mere præcis; den del af mit kærlighedsforhold, der gør det forskelligt fra et forhold mellem en kvinde og en mand, nemlig den seksuelle del. Og ærlig talt, det ser jeg ingen grund til at være spor taknemmelig over. Faktisk kan jeg ikke se, hvad vildt fremmede mennesker har at gøre i mit soveværelse.

Jeg blev ringet op af min gode veninde, som havde inviteret mig til at holde jul med sin familie i udlandet. "Min bror synes ikke, det er en god idé, at du kommer", sagde hun forarget og chokeret, "Han spørger, hvad jeg tror, min mand vil sige, hvis jeg rejser alene med én, der er lesbisk".

Tænk bare! Når man har en kvindelig kæreste, så betyder det i følge min venindes bror (og er han den eneste?) at man tilhører kategorien 'lesbisk', og at man før eller siden - som en anden patetisk Mr. Hyde - vil kaste sig frådende og skrupelløst over en hvilken som helst kvinde, der måtte strejfe ens desperate synsfelt. Et interessant tankeeksperiment, måske, men i længden kræver det en vis humoristisk sans at se sig selv reduceret til en småliderlig femme fatale, der - naturligvis uden held - forsøger at gøre manden rangen stridig. For op på siden af ham når man naturligvis aldrig, dersom man jo mangler det helt essentielle for enhver kvinde; det mandlige lem. Måske bruger man sexlegetøj? Småsterilt er det i hvert fald under alle omstændigheder.

Jeg er naturligvis dybt ironisk. Jeg er også ganske forundret og betragteligt nedslået over, at noget så sekundært som den seksuelle orientering stadig bruges som parameter for, om man befinder sig i menneskehedens første eller anden division. Især afføder det et regulært ønske om at slå hovedet hårdt mod en mur mange gange, når man i fuldt omfang fatter den himmelråbende forskel, der breder sig ud foran én som et kagebord hos svigermor i det velsignede øjeblik, kæresten er en mand og ikke en kvinde - det er pludselig så let og så acceptabelt, det hele, at det er til at gabe over. Min kvindelige kæreste var - og er, i øvrigt, men vi er ikke kærester nu - højtuddannet, blændende smuk, stilfuld og vindende af væsen. Men med hovedet støttet mod muren må jeg sande, at det, at hun er en kvinde betyder, at en hvilken som helst mand vil være mere acceptabel som min kæreste end hende. Og det alene fordi han er mand.

Og jeg? Til min ikke ringe frustration er det gået op for mig, at når jeg presses ned i kategorien 'lesbisk', fordi min kæreste er en kvinde - ganske uagtet, i øvrigt, at mine kærester har været af begge køn - så kan jeg faktisk slet ikke være femme fatale. I mine omgivelsers øjne er jeg nemlig ikke længere en fuldgyldig kvinde. Jeg er transformeret!

Science fiction? Nej, desværre. Fysiske eller mentale ændringer? Heller ikke. Det, der gør hele forskellen, er, at en kvinde, der har en kvindelig kæreste, per definition er maskulin. Eller i det mindste androgyn. Selv er jeg meget feminin, det har mange også i tidens løb påpeget overfor mig ('du ligner jo slet ikke én, der er lesbisk'!), men det er ikke noget kompliment, for hvem, præcist, ønsker at ligne det stereotype, antikverede, endimensionale billede af den mandhaftige lesbiske dyke? Det er heller ikke, som man måske kunne tro, et udtryk for, at forventningerne om min reelle maskuline identitet er gemt bort. Tværtom. Under den pseudokomplimenterende fernis gemmer der sig en klar forventning om, at min femininitet er en maske, hvorunder mine mere ukvindelige sider stuves af vejen. Det gælder bare om at søge lidt, så skal de nok vise sig!

Spørgsmålstegn.

Jeg havde tilbragt en hyggelig dag med en veninde og mødte kort hendes mor for første gang. Bagefter refererede min veninde, at moderen havde sagt, at det næsten var spild, at sådan en flot pige som jeg ikke var til mænd.
Man kan udlede flere ting af dette guldrandede statement, der afgjort må henregnes til kategorien af tvivlsomme komplimenter. Tvivlsomt, naturligvis, fordi jeg ikke plejer mit ydre med det formål, at det skal opfylde de konventionelle krav til, hvordan en kvinde skal se ud, hvis hun skal være attraktiv for en mand og på længere sigt egne sig til reproduktion. Meningen med enhver kvindes liv, i hvert fald hvis man skal tro Johan Cullberg, der i Dynamisk Psykiatri, lærerbogen for kommende psykiatere i 1995-versionen (!) indskærper sine læsere, at "...retten til at blive respekteret på lige fod med andre mennesker er indlysende. Derimod er det, efter min opfattelse, vanskeligt at betragte homoseksualitet som en biologisk normal seksualvariant, blandt andet fordi den udelukker reproduktion, som er seksualaktens overlevelsesmål."

Her har vi den: The bottom line. Homoseksualitet udelukker reproduktion, derfor er man som homoseksuel i overhængende fare for at gå til spilde, derfor er det en unormal 'seksualvariant', og derfor er det helt på sin plads, at al argumentation centreres mod den seksuelle praksis. Sådan. Ikke et ord om, at et ganske betragteligt antal heteroseksuelle 'seksualakter' også må henregnes til 'unormale seksualvarianter', eftersom de foregår med prævention og dermed udelukker reproduktion. Og ikke et ord om at planeten jorden næppe kan siges at befinde sig i umiddelbar fare for affolkning, fordi en gruppe kvinder og mænd ikke får børn. Ikke et ord om, at en kvinde eventuelt kan have et både rigt og meningsfuldt liv uden børn. Og slet ikke et ord om det fuldkommen ulogiske i, at en kvinde skulle blive steril i det øjeblik, hun indtræder i et forhold til en anden kvinde. Det forekommer forhåbentlig ikke bare mig selv absurd, at en sådan modargumentation skulle være nødvendig. Tænk at man efter al denne snak om ligestilling og andre familiemodeller end lige mand-kvinde-søn-datter i nævnte rækkefølge stadig bliver konfronteret med, at en kvinde har brug for en mand, hvis hun skal reddes fra at gå til spilde. At konstellationen mand-kvinde med andre ord er den eneste vej til et fuldt, lykkeligt og skabende liv. Sig mig engang; hvor langt er ligestillingen så præcist nået?

Jeg talte med et familiemedlem over telefonen. "At være homoseksuel er det samme som at være pædofil", fortalte hun mig, "begge dele skader andre". "Hvem skader jeg?" spurgte jeg. "Dine forældre", svarede hun.

At blive sammenlignet med en pædofil er så tilpas langt ude, at man virkelig skal være deprimeret for at se det som udtryk for andet end grænseløs uvidenhed. Men deprimeret er man selvfølgelig også ind imellem, som ovenstående nok lader ane. Deprimeret over, at mennesker, fra hvem man havde håbet på støtte og respekt, i stedet slår 'pervers' op i fremmedordbogen, hævder, at alle dets betydninger passer på det liv, man fører og tilmed tror, at de er i deres gode ret til at mene det. (per'vers (fr., af lat. per'versus bagvendt, pp af per'vertere, se pervertere) forkert; unaturlig; moralsk, is. seksuelt fordærvet; abnorm) Lad mig for en ordens skyld gentage: Vi skriver år 2000. Deprimeret over at blive præsenteret som sin kærestes veninde eller taget for at være hendes søster uden at kunne korrigere, fordi man forventes at opføre sig diskret. Siden hvornår har det været påkrævet at opføre sig diskret, hvis man var sammen med en mand?

Deprimeret over altid at skulle pointere, at man ikke lever anderledes end alle andre, faktisk, at man overhovedet ikke hader mænd, og at man ikke frekventerer storbyens betændte underverden, når man går i byen.

Det gør mig meget træt, al denne pointeren og tilbagevisen. For faktisk er jeg jo den samme, som jeg hele tiden har været, nemlig mig, individet Christina, der engang ville hedde Liza som naboens hund og som aldrig har syntes, at min kærestes køn var særlig afgørende. Hvor er respekten for mig blevet af? Og hvorfor vil mine medmennesker hellere beskæftige sig med mit sexliv fremfor med min sjæl, når jeg vælger det ene køn fremfor det andet?

Men selvfølgelig: At have en kvindelig kæreste er også berusende ind imellem, glædeligt svævende, fuldkomment, som alle andre forhold mellem to, der elsker hinanden. Det er jo derfor, man ikke bare vælger en mand i stedet. Og som det ofte er tilfældet, er det det store i det små, der gør hele udslaget; at genhøre Gloria Gaynors I Am What I Am langt fra Danmark eller i hjertet af København - og synge med. At pejle sig vej til Silver Moon Women's Bookshop i London og bruge en hel dag derinde på at indse, at der er skrevet tusindvis af bøger om kvinder, der elsker hinanden. At vide, at når man stadig kan smile som før, så skal der mere end en ørkenstorm til at udradere én af verdenskortet. At have mødt betingelsesløs opbakning der, hvor man mindst ventede at finde den. Og at indse, at åbningsfilmen på filmfestivalen i Berlin faktisk havde et lesbisk tema, sådan som man håbede, da man så filmplakaten.

Men det er også lidt skræmmende om end ikke mindst grænseløst frydefuldt at have plukket så stor en buket af naboens blå, blå blomster, at den ikke længere kan skjules på ryggen. Eller må. For naturligvis er det ikke spor unaturligt eller forkert at følge sit hjerte, det er det eneste rigtige, også selv om det desværre har sine omkostninger at række ud efter det, man aller helst vil have. Endnu.

Christina Skov er stud.mag. i litteraturvidenskab og skriver for tidsskriftet Graf.
 
Læs mere
Lesbisk/bøsse ressourcer
Planet Out

Gay.com

Det danske webmagasin
Café Sukker

Det amerikanske erotiske magasin
Nerve
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk