Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En trivi-okkult gyser med et mistænkeligt budskab

 

Luc Bessons film Budbringeren handler mere om mistænkeliggørelse af magtfulde kvinder end om 1400-tallets Jeanne d'Arc.

 
 
FORUM/17.2.2000 Umiddelbart efter at have set Luc Bessons film om Jeanne d'Arc følte jeg mig både desorienteret og utilfredsstillet. Jeg havde set frem til muligheden for at opleve et originalt eller i hvert fald gennemtænkt bud på hvem og hvad denne mærkelige og fascinerende kvindeskikkelse fra 1400-tallet egentlig var, og hvorfor det hele gik som det gjorde. Og den oplevelse havde jeg i hvert fald ikke haft.

Men så gik det pludselig op for mig at lanceringen af filmen under titlen Jeanne d'Arc må henregnes under kategorien falsk varebetegnelse. For denne film handler kun på overfladen om Jeanne d'Arc.

Det fremgår egentlig allerede af dens oprindelige titel. Filmen har hovedtitlen The Messenger og først i undertitlen hedder den The story of Joan of Arc. Denne prioritering signalerer, at filmens middelalderlige ramme og dens kun i begrænset omfang historisk korrekte skildring af Jeanne d'Arc bare er påskud for at fortælle en historie á la Stephen King om påståede overnaturlige kræfter og deres skæbnessvangre indflydelse på mennesker.

The Messenger, den ominøse Budbringer, hører nemlig hjemme som fast inventar i diverse gyser- og horrorfilms mytologi, hvor "den" kan være et spøgelse eller en genganger - eller et levende menneske, der af som regel uspecificerede højere magter er begavet eller forbandet med synskhed, telekinetisk kraft eller andre okkulte evner, der befinder sig endnu længere ude i overtroens gråzoner.

At Besson så lader sin Budbringer være en historisk person og lader de højere magter være kristelige kan ikke skjule, at denne film i sit koncept er endnu en, i det ydre højglanspoleret men indholdsmæssigt - i bedste fald - håbløst forplumret "der-er-mere-mellem-himmel-og-jord" historie, snarere end et seriøst forsøg på at udrede de indviklede menneskelige, teologiske og storpolitiske tråde i Jeanne d'Arcs historie.

Man kan naturligvis ikke laste Besson for at han ikke har lavet den film, jeg gerne ville have set. Heller ikke for at han fortolker frit efter historiske kendsgerninger - så vidt man kender til dem. Det har andre gjort før ham, nogle endda mesterligt, som bl.a. Carl Th. Dreyer. Hans Jeanne d'Arc var i streng forstand ikke mere historisk end Bessons, men hun var troværdig i filmens sammenhæng og dermed interessant - også som kvindeportræt betragtet. Det kan man ikke på nogen måde sige om Bessons Jeanne. Hun er hverken interessant som person eller specielt som kvinde.

Bessons Jeanne d'Arc - der bliver spillet af Milla Jovovich - præsenteres først som en middelalderlig pendant til Stephen Kings Carrie, som hun fremstilles i Brian de Palmas film - med alt hvad hører til af volds- og blodorgier samt de meteorologiske anormaliteter og poltergejsteffekter, som i den okkulte horrorgenre traditionelt viser, at nu er højere magter på banen.

Derefter skildres Jeanne som noget, der minder om en hævnende ærkebudbringer assisteret af Robin Hoods lystige svende i skikkelse af hendes rå, men inderst inde tapre og ædle krigskammerater. Samtidig kigger filmen - og Jeanne - Mel Gibsons Braveheart over skulderen i brutalt og langtrukkent udpenslede slag(te)scener, hvor enhver der i det forgangne middelalderår ikke fik nok af blider og blik og middelalderens øvrige militære rekvisitter, må kunne få sin lyst stillet.

I sidste del af filmen, hvis overordnede scenario nu - ikke overraskende - er en kulørt udgave af Jesu Lidelseshistorie, optræder Dustin Hoffman, forklædt som Sean Connery i Rosens Navn, som en ny og nu pludselig anakronistisk rationel Messenger, der vistnok skal forestille at være en personifikation af Jeannes samvittighed, som besøger hende i fængslet og får hende til at indse, at alt det gode hun ville, det gjorde hun ikke, men alt det onde hun ikke ville, det havde hun gjort. Som alle andre steder i filmen er der heller ikke her sparet på klichéeffekter og forudsigelig symbolik.

Og da Jeanne så omsider føres på bålet og brændes, mærkeligt nok her uden de helt store chokerende effekter, forføres tilskueren imens til at glæde sig over at den skruphysteriske og blodtørstige gimpe endelig har fået, hvad hun har fortjent. Navnlig fordi det ser ud som om, det alligevel ikke er så slemt at blive brændt på bålet.

Det er en uhyggelig slutreaktion, og jeg kan i sidste ende ikke lade være med at spørge mig selv om det er det, der bevidst eller ubevidst i realiteten er filmens ærinde? At bære ved til nutidens mistænkeliggørelse og heksificering af magtfulde og indflydelsesrige kvinder i det offentlige liv. I så fald er det ikke bare en ligegyldig og til tider ufrivilligt komisk film, der (mis)bruger Jeanne d'Arcs historie som medie for trivi-okkulte speciel effects og middelalderramasjang. Så er det en sand gyser, som ikke kun dem, der arbejder seriøst med Jeanne d'Arc og hendes tid bør advares mod - i det mindste mod at spilde tid på at se.

Malene Thorborg er cand.mag. i klassisk filologi og skriver regelmæssigt for FORUM
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk