Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fra sæd til samkvem

 

Justitsminister Frank Jensen barsler snart med en ny børnelov, der tilsyneladende skal sikre et barns ret til at kende sin far. Men holder argumentationen? Nej, ikke en meter ifølge Elisabeth Møller Jensen.

 
 
FORUM/4.2.2000 De eneste børn i Danmark, der med statsgaranti aldrig får mulighed for at kende deres biologiske far, er de børn, hvor netop den danske stat har det allerstørste ansvar for faderskabet. Når staten nemlig selv er sædleverandør, er donor garanteret totalt anonymitet, og kun en DNA-test af hele befolkningen vil kunne give et spørgende, identitetssøgende inseminationsbarn svar på, hvem far er.

Så meget for barnets ret til at kende sin far! Med offentliggørelsen af elementer i regeringens kommende nye børnelov får hykleriet for alvor blus på lampen. Nu hedder det pludselig trussel om fængselsstraf til den kvinde, der nægter at opgive navnene på mulige fædre til et barn født uden for ægteskab.

Den kommende nye børnelov opererer med den sanktionsmulighed, at enlige mødre skal udlevere en liste over mulige fædre til statsamtet. Gør hun ikke det, og gør rådgivende, vejledende samtaler ikke indtryk på den formastelige, kan hun risikere at ryge i spjældet. Man ser det for sig. En nybagt mor på vej i fængsel for barnets ret til en far.

Til de enlige kvinder, der gerne vil have adgang til statssæden, er svaret, at nej, det kan der sandelig ikke være tale om, for et barn har brug for en far. Underforstået, en mand, der både stiller op til faderansvaret, og som samtidig kan leve med et afkald på egen biologisk andel i det barn, der er er resultat af sundhedsvæsenets anonyme insemination.

Hvis samme enlige kvinde nu helt privat og anarkistisk bliver gravid med den ene mand, men vælger at leve med en anden, som hellere end gerne vil være far til det kommende barn. Hvis hun ret beset opfatter og håndterer et biologisk faderskab på samme abstrakte og upersonlige måde som det officielle danske sundhedsvæsen, er det så nogen, der takker hende for ansvarligheden? Overhovedet ikke! For barnet har vel ret til en far?

Derfor skal mænd fremover have mulighed for at anlægge faderskabssag. Børn født i ægteskab har hidtil ikke behøvet at bekymre sig over, hvorvidt far nu også er far, ganske uagtet, at alle undersøgelser viser, at ægteskab og seksuel troskab ikke altid følges ad. Den nye lov drager konsekvensen. For hvorfor dog nøjes med far, hvis en DNA-test kan sikre samkvem med en mand, der har været i seng med mor?

Og det er jo barnets ret til en far, den nye lov handler om. Men holder argumentationen? Nej, ikke en meter. For den eneste sammenhængende tanke, der får børneloven til at hænge sammen, er, at lovudspillet sikrer fars ret til barnet, fra sæd til samkvem. Foreningen Far har med Frank Jensen i spidsen fået så stor magt som pressionsgruppe, at helheden er gået fløjten. Er det det, man har en justitsminister til?

I autoritære samfund er kontrollen af kvinders seksualitet på allerhøjeste politiske dagsorden. I demokratiske samfund er graden af kvinders frihed til at forvalte egen skæbne en lige så sikker målestok for samfundets respekt for individets rettigheder.

Enhver mand i dette land burde overveje sine reaktioner på et lovforslag, der med trussel om fængselsstraf vil tvinge ham til at udlevere en liste til statsamtet over de kvinder, han har været i seng med, for at finde ud af, hvem og hvor mange han i givet fald ville kunne have befrugtet? Kan man tvinge voksne mennesker til at udlevere det mest intime liv til det offentlige? Ja, hvis det drejer sig om kvinder, kan man åbenbart godt.

Det er stadigvæk og til stadighed et kors for tanken at tænke kvinders frihed konsekvent igennem som en ukrænkelig del af individets rettigheder. Fordi en kvinde i kraft af seksualiteten altid er eller rummer muligheden for at være mere end sig selv, har kvindekroppen gennem historien været et konfliktfelt, hvor genkendelsen af kvinden som et individ med individets rettigheder først langsomt og over lang historisk tid har opnået fået samfundsaccept.

Derfor har kvinder i vores del af verden adgang til prævention og fuld ret til abort, og hun skal ikke spørge nogen far i verden om lov. Hvis hun af den ene eller den anden grund ikke mener det kommer andre ved, kan ti vilde heste heller ikke tvinge hende til at fortælle, hvem der er far til hendes barn. Det er der hvert år nogle få kvinder i Danmark, der har deres grunde til at nægte. Støt dem, hjælp dem og oplys dem om konsekvenserne. Men lad for Guds skyld være med at straffe dem, og da slet ikke skærpe straffen i forhold til det bødekrav, der er det vildeste dagens lovgivning driver det til.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at dagens skilsmissefædre har en sag. Men hvor langt vil vi som samfund gå for at sikre en far retten til sit barn? Barnets ret til at kende sit faderlige ophav ser samfundet stort på. Det viser donorbørnene med al ønskelig tydelighed, men hvad med faderens ret? Hvor langt vil vi gå, og hvad skal det koste at sikre den ret? I forhold til barnets tarv, i forhold til familielivet og i forhold til kvinders hårdt tilkæmpede rettigheder som individer og som kønsvæsner.

Med forslaget om mandens ret til at anlægge faderskabssag har ligestilling været brugt som argument. Når kvinder kan rejse en faderskabssag, skal mænd vel også have ret til at omvendt at bevise, at barnet er deres? Man kunne jo ligestille mænd og kvinder på dette punkt ved at gå den omvendte vej. Mindre jura og mere frihed. Kvinders mulighed for at slæbe en mand for retten med det formål at bevise, at han er far til hendes barn, har rod i et samfund, der på afgørende punkter er overhalet indenom af prævention, abort, kvinders fuldtidsarbejde og dertil en sociallovgivning til at samle dem op, der alligevel ryger igennem.

En ide til overvejelse: Hvad med helt at droppe fænomenet faderskabssag? Ingen mand kan herefter blive far mod sin vilje, men omvendt kan han heller ikke blive far mod kvindens vilje. Jeg ved ikke, om det fremmer ligestillingen mellem kønnene, men i hvertfald lægger en sådan modernisering af lovgivningen op til større frihed under ansvar. For begge køn. Og mon ikke det i højere grad er det, der er brug for i dagens skilsmissedanmark end mere jura af værste skuffe.

Det hører til lovforslagets lyspunkter, at ugifte forældre ligestilles med par, der vælger ægteskab som ramme om et samliv. Så vidt jeg har forstået, har det været et hovedærinde for lovrevisionen. Det skal udvalget have tak for. Det er en ændring, som tager højde for såvel udviklingen som for virkeligheden.

Men tilbage til Frank Jensen: Lovgivning bør ikke styres af pressionsgrupper. Og slet ikke når det gælder ændringer af familielovgivningen. Det angår os alle. Gifte, som ugifte, mænd som kvinder. Og børnene? Er der overhovedet nogen, der tænker på dem? Den kaldes en børnelov, men den handler om fædres ret! Det er far out!

Elisabeth Møller Jensen er centerleder for Kvinfo, Center for information om kvinde- og kønsforskning.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk