Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fået den af farmand

 

Mandeforskeren Hans Bonde mener egentlig ikke at kvindeundertrykkelsen eksisterer. Jette Hansen går i clinch med hans seneste trætte udtalelser om mænd, som det diskrimineret køn.

 
 
FORUM/7.1.2000 Så blev det for meget, al den nye snak om feminisme og kvindeundertrykkelse. "Fisseflok" mig her og "Fisseflok" mig der. Hans Bonde, historiker, mandeforsker og tidligere formand for Idégruppen om mænd under "Ligestillingsrådet", starter det nye årtusinde i samme trætte tonefald som 1999 med en række udtalelser i BTs "Kun for kvinder" den 2.1.99: "I Danmark er der kun ét køn, der diskrimineres juridisk: nemlig mændene."
"Mænd tiltrækkes mere seksuelt af kvinder end omvendt…..Sex er et magtmiddel, hvorigennem kvinder kan få deres vilje."
"Mænd udgør et ekstemt køn, som fylder mere i bunden af samfundet end dets absolutte top."

Bonde var allerede udmattet den 27. november, hvor han - efter eget udsagn - "træt" greb til pennen med et langt indlæg i Politiken.

I "Fisseflokken" formulerer unge kvinder gennem deres meget forskellige beretninger en alligevel fælles erfaring. Oplevelsen af at leve i en kultur, hvor de som kvinder står til rådighed for mandlig frustration, aggression eller som genstande for et begær, der alt for tit søger sit eget. Det er oplevelsen af at leve i en kultur, hvor det at være kvinde er forbundet med en lavere selvværdsfølelse end at være mand.

Netop fordi "Fisseflokken" består af personlige beretninger, kan kvindernes kritik synes svær at komme udenom. Historierne bliver en slags dokument. Alligevel er det netop hvad Hans Bonde prøver - at komme udenom de unge kvinders kritik.

Under overskriften, "Nyfeministisk navlepilleri", fører Hans Bonde det synspunkt i marken, at kvinders problemer ikke har en dyt med kvindeundertrykkelse at gøre. Hvad vi ser er blot, at livet er svært for mænd såvel som kvinder. Men faktisk, fortsætter Hans Bonde sin argumentation (lidt inkonsekvent i betragtning af at han mener, man ikke kan/må forstå undertrykkelse som noget kønsrelateret), betyder det at være født som dreng at være født med større risiko for at dø tidligt, blive narkoman, alkoholiker, hjemløs eller kriminel. Drenge fødes med større risiko for ufrivilligt at blive kastet ud i en skilsmissesituation eller at komme af dage ved et selvmord. Det er også kun mænd, der kan pålægges at give eller tage andres liv via militærtjenesten.

Hvis der er uligeløn, siger Bonde, er det fordi kvinder ikke er lige så gode til lønforhandlinger og arbejdskampe som mænd. Og så kan de faktisk nyde godt af mændenes resultater ved at bruge dem som løftestang for egne krav. Der er mange grunde til at feministerne bør stikke piben ind.

"Efter deadline" hev straks Hans Bonde i studiet til en krasbørstig diskussion med Hanne Vibeke Holst om feminismens betimelighed. For at sige det helt ærligt, lignede Hans Bonde nu en slagen mand efter den holmgang.

Men det er ikke fordi Hans Bonde hævder, at kvinders problemer ikke har med kvindeundertrykkelse at gøre, der kan være grund til at beskæftige sig med hans udspil. For de synspunkter kender enhver, der har fulgt med i kønsdebatten gennem de sidste to - tre år. Hans Bonde fremførte dem nemlig til bevidstløshed og under kolossal mediebevågenhed som formand for Idégruppen om mænd.

Nej, det interessante denne gang er den klage som også lyder i angrebet på nyfeminismen: "At man (...) skal lægge øre til karikerede billeder af mænds motiver og hele værd, er næsten ikke til at bære." En protest imod som individuel mand at blive dæmoniseret i den kritik, kvinderne rejser, med andre ord. Og den protest kan man jo faktisk godt forstå!

Man må simpelthen indrømme, at når kvinder offentligt taler om kulturens kvindeundertrykkelse, så er omkostningen en form for mistænkeliggørelse - eller dæmonisering af den konkrete, enkelte mand.

Personligt har jeg altid følt, at der var en slags pinlighed eller utilstedelighed ved at føre samtaler om "typisk mandligt/typisk kvindeligt" sammen med andre kvinder lige op i tilstedeværende mænds åbne ansigt. På samme måde forstår jeg godt, hvis mænd føler sig underligt til mode eller pinligt berørt over at se deres køn fremstillet i offentligheden, som det sker når "Fisseflokkens" kvinder taler ud. Der er en reel omkostning ved at kvinder tager bladet fra munden om den undertrykkelse, som foregår subtilt og på mange niveauer. Det er ikke fair overfor den enkelte mand. Og faktisk mener jeg ikke, man kan gøre andet ved det end åbent at snakke om også det.

For naturligvis må kvinder have lov offentligt at fremsætte deres erfaringer. Og naturligvis får Hans Bonde heller ikke ret i sin argumentation, når han siger, at der ingen forskel er på mænds og kvinders undertrykkelse. Selv om mænd fylder, som han siger, i toppen og bunden af samfundet, mens kvinderne placerer sig (lunt?) i midten, holder det jo ikke længere end at kvinder stadig, når man har talt og lagt sammen, står med i gennemsnit 66.000 kroner mindre i hånden om året end mænd. Og ingen mener vel i ramme alvor at kvinders indsats for at holde denne bule kørende er mindre eller mindre værd end mændenes?

Faktisk er gruppen af absolut mindrebemidlet - eller fattige - kvinder heller ikke mindre end gruppen af mænd. Kvinder er bare bedre til at være fattige uden at synke helt tilbunds i selvdestruktivitet. Det er de, fordi den kvindelige kønsrolle giver kvinderne noget at holde sig oppe ved, når alt andet er forsvundet. Mændene står i fare for at ende i en større fortabthed, fordi de ikke som kvinderne har et skabende forhold til deres intimsfære. Men når Hans Bonde altså anfører denne større udsathed for mænds vedkommende, er konklusionen aldrig, aldrig at man skal kæmpe for en samfundsorden, hvor mænd i højere grad bliver deltagende i intimsfære.

Og hvorfor mon?

I stedet er konklusionen, at kvinderne skal holde op med at brokke sig. Patriarkatet er holdt op med at eksistere, mener Hans Bonde og således bør feminismen også holde op med at eksistere. Men når Hans Bonde til sidst i sit indlæg i Politiken skriver: "Det har faktisk i stor udstrækning været mænd, der skabte betingelserne for den moderne kvindefrigørelse", og fremhæver, at det jo var mænd, der stemte for at kvinderne skulle have valgret i 1915 og mænd, der udviklede antikonceptionen, så viser det netop hvor svært, også af historiske årsager, det er for kvinderne at frigøre sig fra en patriarkalsk struktur.

For siger Hans Bonde ikke til kvinderne: Som kvinder har I selvstændighed og autonomi - men husk lige at I har fået den af farmand!

Der er imidlertid en ting mere, der gør Hans Bondes reaktion på den nyfeministiske bølge interessant. Nok er han dødeligt kritisk imod feminismen, men han finder det også nødvendigt at sige: "..enhver moderne mand bakker (selvfølgelig) op om kvinders ret til lige løn og er imod enhver form for diskrimination af kvinder" og: "..vi (er) mange mænd, der gerne vil kæmpe for, at fødende ammende og omsorgsfulde mødre (og fædre) kan (...) bibeholde deres position, få opgraderet deres anciennitet og justeret deres pension."

Det fandt Hans Bonde ikke nødvendigt når han skulle udtale sig for to år tilbage! Da hed det, at kvinder havde krævet ind så længe, at nu var det mændenes tur til at stille krav til kvinderne. Og det gjorde han så. Tvungen militærtjeneste for kvinder og deslige. Men sådan kan Hans Bonde ikke tale i dag. Hans kritiske fokus har sådan set ikke ændret sig, men han er nødt til i langt højere grad at anerkende, at der eksisterer områder, hvor kvinder bliver diskrimineret.

Det viser, at den nyfeministiske bølge allerede har haft en effekt!

"Fisseflokken" har sejret!

Jette Hansen er debatredaktør på Aktuelt.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk