Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hvordan man får det, som man vil have det

 

I litteraturen er der masser af eksempler på mandlige og kvindelige hovedpersoner, der prøver at komme i "balance". For det meste vil det sige, hvordan de skaber en overensstemmelse mellem sig selv, deres ønsker og deres omgivelser. Lise Winther-Jensen går tæt på to vidt forskellige bøger, og hvordan deres hovedpersoner - en fiktiv svensk kvinde og en amerikansk statsmand - kommer overens med verden

 
FORUM/24.11.99 "Er du i balance?" Vi taler i al almindelighed om det ønskværdige i at være i balance psykisk og fysisk og måske - med et udtryk, der vist er lånt fra New Age sammenhænge - energimæssigt. "Balance" er i denne forbindelse ikke et veldefineret begreb men en dagligdags vending.

I forhold til den romanlitteratur og selvbiografiske litteratur, jeg læser, viser det dagligdags udtryk "balance" sig ofte at være en rimeligt god beskrivelse af den hensigtsmæssighed personligt og socialt, som en given forfatter tilstræber for sin hovedperson.

Det at være optaget af at definere en hensigtsmæssig personlighed er ikke en specielt moderne eller sjælden foreteelse. Både skønlitteratur og selvbiografier har i hvert fald siden midten af 1700tallet i vidt omfang været åbenlyst optaget af at beskrive hensigtsmæssighed i individets forhold til sig selv og omverdenen. Både romaner og selvbiografier diskuterer opvækstbetingelser og øvrig socialisering i form af enten en fiktiv eller en retrospektiv fortælling.

Det vil jeg gå lidt nærmere ind på ved hjælp af den svenske forfatter C.J.L. Almquists Det går an (1839) og Benjamin Franklins selvbiografi (1771). Franklin var en af de store amerikanske statsmænd, der bl.a. bidrog til og underskrev uafhængighedserklæringen (1776)samt den amerikanske forfatning og et utal af andre projekter.

Først er det imidlertid nødvendigt at nævne det ikke overraskende, at balance eller hensigtsmæssighed til alle tider betyder noget forskelligt for de to køn, hvadenten forfatteren beskriver en hovedperson af sit eget eller det modsatte køn. Konstatér det selv ved f.eks. at læse de to romaner, jeg har behandlet i artikler i dette tidsskrift: Pamela i vore hjerter fra 1740 og Mens vi venter på Mr. Darcy" fra 1813. Det kan udmærket lade sig gøre at korrigere for de historiske forskelle og dog sammenholde den mandlige forfatters og den kvindelige forfatters meget forskellige skildring af deres kvindelige hovedperson og se de kønsbetingede forskelle.

Svenske C.J.L. Almquist fik i 1839 udgivet Det går an som del af III. bind af rammefortællingen Törnrosens bok (Dansklærerforeningen udgav i 1992 Det går an med kommentarer og ordliste). Almquists bog kan karakteriseres som en progressiv, småborgerlig utopi på grundlag af en kombination af behovsopfyldelse og mådehold. Han stiller i Det går an krav om et godt liv i arbejdsmæssig, følelsesmæssig og seksuel henseende.

I Almquists beskrivelse af den mandlige hovedperson Albert vises det, at behovsopfyldelse meget direkte giver bedre mennesker end frustration. Hver gang Albert bliver afvist eller føler sig afvist af den kvindelige hovedperson, Sara, kompenserer han: Enten æder han aggressivt et måltid eller pulser på en cigar eller skælder andre ud. Derimod beskrives han som en venlig og følsom mand, når han og Sara swinger sammen.

Albert lærer i løbet af bogen, at det er Saras (Almquists!) værdier, der har gyldighed. Overfor det institutionaliserede ægteskab sætter hun et frit og inderligt samliv. Overfor Alberts ambitioner om at blive officer sætter hun tilfredsstillelsen ved et jævnt og fornuftigt arbejde som f.eks. hendes egen glarmestervirksomhed, og Albert erkender, at "yrke och flit" er tilværelsens kernepunkter. Sara er en "mellemting" lige som de glasplader, hun arbejder med; hun er en mediation mellem ydre og indre, mellem natur og kultur og mellem overklasse og underklasse.

Albert og Sara kommer til den aftale, at han skal leje to værelser øverst i hendes hus og der have sit faste tilholdssted mellem sine forretningsrejser. Sara skal fortsætte med sit arbejde, og de skal ikke blande sig i hinandens arbejde og økonomi men kun være fælles om deres kærlighed. Deres rejse fra Stockholm til Lidköping bliver en rejse "indad", en rejse væk fra de samfundsmæssige konventioner og mod det "virkelige" og "rigtige", kærlighedsfællesskabet. Denne inderlighed er vel at mærke ikke bare et åndeligt fællesskab (sådan som hos andre forfattere i midten af århundredet, f.eks. Fredrika Bremer i Hertha eller Mathilde Fibiger i Clara Raphael: Tolv breve) men også et seksuelt fællesskab.

Under opholdet i Arboga har Sara en drøm om, at hun maler kridt sammen med Albert. Det fremgår af hendes referat af drømmen, at hun godt kunne tænke sig et totalt fællesskab mht. arbejde og samliv. Men Almquist lader hende selv erkende, at virkeligheden er anderledes, og at parterne i et forhold ikke behøver være fælles om alt og f.eks. kende alle hinandens utålelige sindsstemninger.

Måske kan man sige, at Almquist - med en nutidig terminologi - har forsøgt at beskrive en sund narcissistisk karakterstruktur? En karakter, der, som Sara, kan lave smukke spejle men også omgås spejlingen fornuftigt; en karakter, der er glad for sig selv og ikke låst fast af et uendeligt behov for bekræftelse?

Almquist lader i skildringen Albert og Sara komme frem til, at det er lettest at lade andre antage dem for ægtepar, når de gerne vil følges på rejsen. Det er en praktisk foranstaltning, at de lader deres omgivelser blive i den tro, at de er ægtefolk. På den måde kan de være sammen og være i fred, som de helst vil. Almquist lader dem tilpasse sig omverdenen uden at identificere sig med den.

Dette er et godt eksempel på nødvendigheden af at betragte sig selv for at kunne etablere en indrestyret opførsel justeret efter omgivelserne. Denne betragtning rummer principielt kimen til en narcissistisk struktur, fordi betragteren tager sig selv som objekt for sin betragtning. Som udgangspunkt har denne betragtning imidlertid et praktisk, beregnende sigte: Hvordan får jeg det nemmest, som jeg vil havde det?

Dette element af beregning er særdeles tydeligt i Benjamin Franklins selvbiografi The Autobiography of Benjamin Franklin (udgivet posthumt på fransk i 1791 og engelsk i 1793), hvor han selv skelner mellem sin reelle flid og sin konstruktion af et flittigt image. I 1700tallets Nordamerika kunne flid og omhu være altafgørende for, om en virksomhed klarede sig, og derfor måtte indehaveren udvikle disse træk og sørge for, at andre lagde mærke til dem. Franklin laver imagepleje, han betragter ikke blot sig selv men identificerer sig med de andres blik:

"In order to secure my Credit and Character as a Tradesman, I took care not only to be in Reality industrious and frugal, but to avoid all Appearances of the Contrary. I drest plainly; I was seen at no Places of idle Diversion; I never went out a-fishing or shooting; a Book, indeed, sometimes debauch'd me from my Work; but that was seldom, snug, and gave no Scandal: and to show that I was not above my Business, I sometimes brought home the Paper I purchas'd at the Stores, thro' the Streets on a Wheelbarrow. Thus being esteem'd an industrious thriving young Man, and paying duly for what I bought, the Merchants who imported Stationary solicited my Costum, others propos'd supplying me with Books, and I went on swimmingly."
(The Autobiography of Benjamin Franklin, Yale University Press 1964.)

Franklin fortæller umiddelbart efter - og ikke helt uden triumf, hvordan en konkurrerende bogtrykkervirksomhed bliver kørt ned af uforstandig ledelse og overforbrug. Man kan sige, at der i Franklins tilfælde er overensstemmelse mellem realitet og ideal, idet fliden hører til begge steder. Alligevel skønner Franklin det angiveligt nødvendigt og profitabelt at reklamere for sin flid.

Der er imidlertid ikke tale om, at Franklin blot er ude på at få sin færden til at se uangribelig ud. Tværtimod ligger det ham faktisk på sinde at udvikle, hvad han kalder "moral Perfection". Derfor planlægger han som ca. tyveårig så at sige et opdragelsesprogram for sig selv med henblik på at tilegne sig 13 dyder, som han opregner som: sømmelighed, stilhed, orden, beslutsomhed, sparsommelighed, arbejdssomhed, oprigtighed, mådehold, renlighed, ro, afholdenhed og ydmyghed (temperance, silence, order, resolution, frugality, industry, sincerity, justice, moderation, cleanliness, tranquility, chastity og humility).

For at tilegne sig dyderne indfører Franklin et slags bogholderi eller karaktersystem, konkret i form af en lille notesbog med indstregede skemaer, hvorefter han i en uge kan koncentrere på en dyd ad gangen og overholde den, samtidig med at han giver sig selv anmærkninger hver aften for de dyder, han ikke har respekteret i løbet af dagen. I løbet af 13 uger kommer han således igennem alle dyderne og kan i løbet af et år gentage forløbet 4 gange om nødvendigt.

Franklin finder det særlig svært at leve op til kravet om orden, både hvad angår tidslig inddeling af dagen og med hensyn til systematisk placering, oprydning og arkivering. Som gammel må han resigneret konstatere:

"In Truth I found myself incorrigible with respect to Order; and now I am grown old, and my Memory bad, I feel very sensibly the want of it. But on the whole, tho' I never arrived at the Perfection I had been so ambitious of obtaining, but fell far short of it, yet I was by the Endeavour a better and a happier Man than I otherwise should have been, if I had not attempted it;"
Side 156.

Arbejdet med at udvikle ydmyghed viser sig især nyttigt i forhold til Franklins politiske virke, fordi han går bort fra at udtrykke sig skråsikkert og i absolutter. I stedet udvikler han bevidst en stil, hvor han altid anerkender en politisk modstanders synspunkt som gyldigt i nogle henseender, og først derefter går over til at sige, at der i dette tilfælde forekommer at være noget uhensigtsmæssigt ved at antage det pågældende synspunkt. På denne måde vinder han nemmere gehør for sine synspunkter, og debatten foregår mindre ophedet.

Franklin mener ikke selv, at han for alvor har udviklet ydmyghed, men til gengæld har han udviklet skinnet deraf - tilsyneladende er han ydmyg, og for den politiske modstander vil han således forekomme ydmyg og dermed både mere velovervejet og mindre truende. Den tilsyneladende ydmyge facon er nyttig, skinnet af ydmyghed betaler sig!

Franklins nøgterne og selvironiske blik på sig selv fornægter sig da heller ikke:

"In reality there is perhaps no one of our natural Passions so hard to subdue as Pride. Disguise it, struggle with it, beat it down, stifle it, mortify it as much as one pleases, it is still alive, and will every now and then peep out and show itself. You will see it perhaps often in this History. For even if I could conceive that I had compleatly overcome it, I should probably be proud of my Humility."

Der er ingen tvivl om, at Franklin har et egentligt personlighedsmæssigt ideal med hensyn til at opnå "moral Perfection". Her er det imidlertid vigtigst, at arbejdet hen imod dette ideal viser sig at foranledige selvbetragtning og justering af fremtræden i forhold til omverdenen. Der viser sig i Franklins tilfælde tilsyneladende en nøjagtig og uproblematisk sammenhæng mellem ideal, selvbetragtning, hensigt(smæssighed) og beregning.

Franklin er selvfølgelig et produkt af sin tid socialt og kulturelt. De dyder, han identificerer sig med og tilstræber at efterleve, er i god overensstemmelse med samtidens. Samtidig er Franklin en særlig begavelse med helt ekstraordinære muligheder for udfoldelse i det nordamerikanske 1700tals mangel på infrastruktur og politiske uafklarethed. Den begavede mand kunne f.eks. gå ud af sin dør og konstatere, at det var noget rod med manglende renholdelse og belysning i byens gader, og derefter kunne han skaffe sig et godt omdømme ved at arbejde for forbedringer til fælles bedste og tillige personlig tilfredsstillelse ved at konstruere en gadelampe, der var mere praktisk end gadelamperne i London! En sådan umiddelbar gennemslagskraft for egne gode ideer hører sig det etablerende samfund til.

Overensstemmelsen mellem ideal og hensigt i Franklins tilfælde er påfaldende - Franklin lever både ideal og hensigt, og han kan fint mediere mellem ideal og realitet. I dén forstand er han i balance. Og han er en mand. Det er umuligt at forestille sig en kvindelig skæbne med samme gennemslagskraft i professionel, kreativ og politisk henseende - i al fald i samme historiske periode.

Det er ikke tilfældigt, at jeg til trods for forskellene i tid og geografi har kædet Almquists roman Det går an fra 1839 og Franklins selvbiografi, der blev påbegyndt 1771, sammen i denne artikel, for Almquist forsøgte at skildre sin kvindelige hovedperson Sara som en person, der lever både ideal og hensigt uden væsentlig risiko for at gå til grunde i projektet. For at gøre det, måtte han lade Sara være selverhvervende og arbejdsom, hverken fattig eller fornem, han måtte give hende både idealer, jordbundethed og egen vilje, og han måtte lade hende både ære kærligheden og anerkende seksualiteten. Almquists Sara lever ikke et statsmandsliv, men hendes ideal "yrke och flit" ligner Franklins, og hun kan siges at være i balance i samme forstand som han. Problemet er, at hun er en fiktiv figur.

Kan vi forestille os et nutidigt kvindeliv med uproblematisk sammenhæng mellem ideal, selvbetragtning, hensigt(smæssighed) og beregning, à la Franklin, eller det samme omsat til mindre målestok, à la Almquists Sara?

Balance?

Lise Winther-Jensen, mag.art., er privatpraktiserende terapeut på Frederiksberg. Hun skriver regelsmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Læs Benjamin Franklins selvbiografi
The Autobiography of Benjamin Franklin

Læs C.J.L. Almquists
Det går an
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk