Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Pak nu de hængepatter væk!

 

Forfatterne af debatbogen Borgerlige ord efter revolutionen springer ud som skabsfeminister. Men de vil have "den stolte feminist" fra århundredets første kvindebevægelser tilbage - ikke feminister med hængelår og hønsestrik. Dermed genopliver de endnu engang de fortærskede klicheer om kvindebevægelsen, mener Lene Myong Petersen. Kan vi ikke snart komme videre?, spørger hun.

 
FORUM/5.11.99 Det hører til sjældenhederne i dette land, at kendte mennesker - mænd såvel som kvinder - erklærer sig som feminister. Men nu er det sket; Christine Antorini, Signe Wenneberg, Henrik Dahl, Lars Goldschmidt og Jens Reiermann er sprunget ud af skabet med bogen Borgerlige ord efter revolutionen Bogen, der er tænkt som et opgør med den reaktionære venstrefløj, rummer et helt kapitel om køn og feminisme. Den lovende overskrift er Alle skal være feminister, og det lyder jo mageløst forjættende. Kapitlet er et forsøg på at nytænke og aktualisere en feministisk dagsorden; et projekt der umiddelbart påkalder sig min fulde sympati.

Og der er masser af gode synspunkter i kapitlet; mere tid til børnene, barselsfond og lige pensionsvilkår for mænd og kvinder. Synspunkter som ingen feminister kan være uenige i. Det kniber derimod med nytænkningen, og jeg har svært ved at se, om verden som en feministisk frizone rykker nærmere med dette indlæg i den kønspolitiske debat.

Borgerlige ord efter revolutionen indledes med en jammerlov, som forfatterne mener er et udpræget fænomen i det danske samfund; budene lyder bl.a. "tro altid det værste" og "du skal vide, at det ikke er din skyld". Ligeledes begynder kapitlet om feminisme med påstanden om, at der i kvindebevægelsen jamres alt for meget over det at være kvinde. Offermentaliteten hersker, og dét gør det svært at blande sig i den kønspolitiske debat. Ligestillingsdebatten har et troværdighedsproblem og ikke mindst er den usexet. I følge forfatterne har vi her at gøre med et imageproblem af dimensioner. Kvindebevægelsen - både den gamle og de nye - bør takkes for de fremskridt, som trods alt er nået, men det er svært at engagere sig "på grund af feminismens overvældende billed- og symbolsprog, som er fortælllingen om alt det, man forbinder med ikke at være oppe på beatet". Sagt med andre ord; indholdet er i orden, men formen er håbløst forældet.

Som eksempel på kvindebevægelsens off-beat stenaldermentalitet, er Kvinde Kend Din Krop, som flittigt blev brugt som gaveidé i 80'erne. Meget sigende kritiserer forfatterne her forsidebilledet af en nøgen kvinde, der cykler på en "genbrugsagtig, gammel damecykel lige lukt ind i Moder Natur med blomkålslårene og appelsinhuden slaskende ned over sædet". Hvilke positive ting Kvinde Kend Din Krop eventuelt kan have betydet for mange kvinders selvforståelse af deres egen krop og seksualitet nævnes ikke med et ord. Men dette forsidebillede af en nøgen kvinde på cykel, og med ucensureret udsyn til en galopperende cellulitis, fremhæves altså som et eksempel på det befængte "symbolsprog", der har afholdt mange unge kvinder fra at erklære sig som feminister.

Jeg er helt enig i, at den danske ligestillingsdebat er ganske så ufestlig. Der er vitterlig ikke meget sort undertøj og champagneprop over ligeløn og barselsorlov, pension og tør statistik. Især ikke når ulighederne er blevet påpeget i en uendelighed, og udviklingen stadig går i sneglefart. Men usexet? Hvad betyder det i denne sammenhæng? Skal noget være "sexet", før det er spændende og engagerende?
Her i 90'erne er "usexet" for alvor indtrådt i det danske vokabularium som et skældsord, og gang på gang er det pr. automatik blevet hevet op af posen, når man har skullet forklare, hvorfor igen gider diskutere kønspolitiske emner. Fra stort set alle sider - feministiske som ikke-feministiske - er denne fæle anklage blevet udslynget mod ligestillingsdebatten. Ingen har dog givet bud på, hvorfor det absolut skal være "sexet" at diskutere ligeløn og pension, ligesom ingen heller har bekymret sig om at demonstrere, hvordan en "sexet" ligestillingsde-bat egentlig tar sig ud. Forestillingen om den "usexede" ligestillingsdebat er langt fra nogen nyskabelse. Men den synes at være blevet en dårlig undskyldning for ikke at komme videre.

De fem forfattere gør i det hele taget meget ud af at fremhæve det, de mener, er kvindebevægelsens selvforskyldte imageproblem; den har nemlig ikke formået at forny sig, den er u-trendy, den er reaktionær og den er elitær. Det er altid godt med lidt selvkritik, men jeg nægter at tro, at det er hele sandheden bag kvindebevægelsens pauvre kår. Både 80'erne og 90'erne har budt på et kulturelt og politisk backlash af dimensioner; i Danmark ser vi gladeligt Stripperkongens Piger og køber mandemagasinet M i tusindetal, kønsessentialister som Jannie Helle og Martin Østergaard sælger tonsvis af bøger og meget få politisk engagerede kvinder har villet erklære sig som feminister. I udlandet skyder man mod abortlæger og tordner mod enlige mødre, der anses som svært undergravende for hele samfundsstrukturen. Spørgsmålet er, om ikke 80'ernes konservatisme må tage sin store del af "æren" for, at feminismen gennem 90'erne har været sendt til tælling, og at vi nu forsøger at genoplive den med kunstigt åndedræt? Set i dette lys er analysen af kvindebevægelsens manglende evne til at tiltrække nyt blod derfor ensidig og mangelfuld.

Påstanden om det selvforskyldte imageproblem afslører i det hele taget en sær ambivalens overfor 70'ernes kvindebevægelse. På den ene side uddeles der ros til hele kvindebevægelsen - "den unge generation skal efter vores mening ikke bruge energi på at pukke på det rødstrømperne gjorde eller glemte" - men på den anden side lægges der i samme bevægelse kraftig afstand til de selvsamme 70'er feminister. Om 70'erne står der bl.a.; "Her var ikke bare kvindeord men også store nærbilleder af hængepatter og kusser i utallige varianter. Grimme kvinder var smukke, kloge kvinder. Og kapitalismens smukke kvinder var dumme kvinder. Barbie blev bandlyst".

Jeg er ikke i tvivl om, at forfatterne bifalder mange af de tanker, som blev tænkt af 70'ernes kvindebevægelse, men der er noget gabende kedsommeligt over den obligatoriske afstandtagen til Femø-lejre og lilla bleer. Jeg synes faktisk, det er ret unødvendigt, at feminister endnu engang skal gå i forsvarsposition og først remse alle de ting op, som de ikke kan lide ved 70'ernes kvindebevægelse. Det er ikke det samme som at være ukritisk. Jeg har bare svært ved at se dynamikken.

Og i øvrigt burde Barbie stadigvæk være bandlyst!

I stedet for den forstenede 70'er model plæderer forfatterne så for en tilbagevenden til den tidlige, borgerlige kvindebevægelse fra dette århundredes begyndelse. "Vi vil have den stolte feminist fra de første kvindebevægelser tilbage", lyder det således. Den forurettede feminist er passé, og i stedet bør vi hilse en mere stolt og ærekær feminist velkommen. Det lyder jo unægtelig godt, denne opskrivning af et feministisk projekt; det bliver trods alt lidt lettere at diskutere kønpolitiske emner, hvis man tænker sig selv ind i selskab med "stolte landbokvinder" i lange gevandter fra de "stærkt undervurderede husmoderbevægelser" i modsætning til usexede betonfeminister i sandaler. Eller hvad?

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvorfor vi især bør hente inspiration fra de første kvindebevægelser, og hvorfor kvindesagsforkæmperne var særligt stolte omkring år 1900? "Vi skal alle være feminister" giver ingen konkrete eksempler på den beundringsværdige "stolthed". Man må gætte sig til den, og det kan jo være alt fra dengang den senere historiker Anna Hude skød sin voldtægtsmand på åben gade i 1880 eller til de engelske suffragetter, der satte ild til høstakke og bombede postkasser. Eller måske tænkes der på de kvinder, som stik mod alle konventioner tog uddannelse og fik arbejde? Under alle omstændigheder bliver denne plæderen for "den stolte feminist fra de første kvindebevægelser" mest til en nostalgisk romantiseren, der ikke peger fremad. Det er altid godt at vide, hvilken historie man udspringer af, men jeg tvivler på, at dette retoriske forsøg på at opskrive og til dels heroisere det feministiske projekt, for alvor vil lokke flere unge kvinder til fremtidens kvindebevægelse.

I "Vi skal alle være feminister" argumenteres der for power-feminisme i stedet for forurettet kvindekamp. Der er ingen teoretisk definition af powerfeminisme, men ifølge forfatterne kaldes det også nyfeminisme eller Girl Power-bevægelsen. Forenklet set handler det om, at individet selv skal handle aktivt og træffe valg. Ligestilling er noget, man tager, og ikke noget man venter på, at andre skal give een. Som eksempel fremhæver forfatterne, at kvinder bør være bedre til at forhandle løn og slå i bordet. Vi kvinder kan nemlig ikke forvente, at chefen og virksomheden selv skal kunne se, at man "har været med til at skabe værdi i virksomheden". Kvinder må med andre ord selv ændre adfærd og tage ansvar for ligestillingen.

Jeg er enig i, at spørgsmålet om det personlige ansvar bør være et emne for kvindebevægelsen, og at det måske ikke altid har fået den plads, det burde, men jeg bliver samtidig forstemt, når det feministiske projekt udlægges som det store varme tag-selv-bord. Jeg har ikke noget imod ambitionen om at køre i de store biler midt på vejen, men jeg er uenig i, at den fulde ligestilling er opnåelig, hvis bare vi banker i bordet og kræver vor del. For at nogen skal få magt (og mere i løn) bliver andre nødt til at afgive magt og privilegier. Jeg er ikke sikker på, at denne proces kan gennemføres alene ved en adfærdsændring hos kvinderne. "Vi gider ikke pukke på mændene" hedder det et andet sted, og sandt at sige er der heller ikke noget så kedsommeligt som dette.

For forfatterne er det magtpåliggende at pointere, at et feministisk projekt ikke må udvikle sig til en skyttegravskrig; det gælder om at danne alliancer med mændene. Jeg kan kun være enig i et sådant synspunkt, men at deltage i en alliance er ikke det samme som at opleve solidaritet. Og når der stadigvæk er 20 procents forskel i kvinder og mænds lønninger, tyder det på, at der hersker stor usolidaritet et eller andet sted. Det lyder forjættende, når forfatterne påpeger, at ligestilling først og fremmest afhænger af alliancer mellem kønnene og adfærdsændring hos kvinderne (det er jo altid lettere at lave om på sig selv fremfor andre), men spørgsmålet er, om ikke det grænser til naiv forenkling af problemstillingen.

Overordnet set er det forfriskende, at der i Borgerlige ord efter revolutionen afsættes et helt kapitel til spørgsmålet om ligestilling. Men jeg er uenig i forestillingen om, at hvis bare kvindebevægelsen tager sig lidt sammen, afskaffer billeder af celluitislår og hængebryster, og i stedet markedsfører sig lidt mere 90'er trendy, vil de unge kvinder komme anstigende i hobetal. Det er ikke kun kvindebevægelserne selv, som har insisteret på at videreføre visionen om lilla bleer, kartoffeltryk og speculum cafeer her i 90'erne. Det evindelige billede af alle feminister som en flok overvintrede, sure rødstrømper er så sandelig også blevet reproduceret med det formål at afskrive debatten om køn og ligestilling som utidssvarende, latterlig og spild af tid.

Der er mange fornuftige, sympatiske og underholdende pointer i "Vi skal alle være feminister". Dét feministiske projekt som de fem forfattere breder ud, lyder godt og det lyder af meget. Men jeg stadigvæk ikke overbevist om, at powerfeminisme i sexet Girl Power-indpakning for alvor vil bringe os nærmere ligestillingen. Vist er det ucharmerende, at positionere sig som offer, men det har heller aldrig (!) været feminismens og kvindebevægel-sernes grundtanke. Kongstanken har derimod været at få gennemført helt basale demokratiske rettigheder, som ethvert ordentligt samfund må anstrenge sig for at realisere via konkret og effektiv lovgivning. Jeg stiller mig tvivlende overfor om progressiv lovgivning, grundlæggende holdningsændring og nødvendig solidaritet (hos både mænd og kvinder) virkelig opnås bedst gennem en romantisk drøm om stolte landbokvinder, ærefulde suffragetter og tidstypisk tag-hvad-du-vil-ha' Girl Power. Der skal mere end flot retorik til at sætte skub i ligestillingsdebatten.

Lene Myong Petersen er stud.mag. og medlem af Kvindeligt Selskabs bestyrelse.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk