Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

De løse hænders linie

 

 

 
FORUM/Tokyo 27.8.99 Det er tirsdag morgen, og jeg er ved at gøre mig klar til anden dagen på mit nye arbejde inde i Tokyo centrum. Jeg skal undervise i engelsk på et amerikansk universitet. Jeg glæder mig - eleverne taler generelt godt engelsk, og de er ganske motiverede, da de skal brug de næste to år til at kvalificere sig til optagelse på et universitet i USA.

Jeg bor i det vestlige Tokyo, og det tager ca. 45 minutter med tog ind til byen. Jeg bruger den berygtede Chuo-linje. Denne togstrækning er berømt for at være kronisk overfyldt, og for forholdsvis mange selvmord - der naturligvis afstedkommer aflyste afgange og dermed endnu mere overfyldte tog. Sidst, men absolut ikke mindst, er den berygtet blandt kvinder for visse japanske mænd, der udnytter overfyldtheden til at befamle de kvindelige passagerer.

Jeg skal møde klokken ni og tager derfor toget lidt i otte. Myldretid. Der er kun en måde at komme ind i toget på, og det er ved at gå baglæns ind og simpelt hen skubbe sig frem, indtil man har mast sig ind blandt de andre passagerere. Det er næsten ulideligt. Der er helt stille i toget, ingen taler sammen, alle ser trætte ud, alle stirrer lige ud i luften.

Der er en fidus, der gør turen udholdelig, og den består ganske enkelt i at lytte til musik. Dagens valg er Mefistofele af Boito. Jeg har skruet helt op, Domingos tenor runger i mine ører, og jeg er ganske opslugt af musikken. Hver gang toget standser og starter ved en station, svajer alle de stående passagerer, man ramler ind i hinanden, og undskylder fordi man kom til at stikke en eller anden med sin paraply, eller stødte en albue i siden på vedkommende.

Et eller andet støder mod mit bryst. Jeg flytter mig lidt, men der er stadig noget, der gnider sig op af mig. Jeg flytter mig lidt igen men det er umuligt at flytte sig mere end nogle få centimeter. Der er stadig noget. Jeg kigger ned og får øje på en mandehånd, der skjuler sig bag et japansk tegneserieblad. Jeg er lidt rystet over at se, at det er et pornoblad. Det er i øvrigt langt fra ualmindeligt her. Mange mænd læser porno ganske ugenert på tog, for eksempel.

Værre bliver det dog, da jeg pludselig kan se, at i forlængelse af den mandehånd, der gemmer sig bag bladet, er der et par fingre, der stikker frem og befamler mig. Toget er på vej ind til en station, to passagerer står af, så jeg benytter lejligheden til at smutte lidt længere hen i kupeen, for at slippe væk fra ham. Det hjælper kun i ganske kort tid. Snart står han bag mig igen. Han stikker hånden frem og skjult af bladet, forsøger han at befamle mig igen. Der er ingen tvivl om, at det er tilsigtet: Han stønner tungt, og da jeg vender mig om for at se, hvem det er, vender han ansigtet bort.

Toget trækker ind på min station, og jeg står af ret rystet. Men jeg har ikke rigtig tid til at bearbejde hændelsen. Det er kun anden dag på mit nye job, og jeg skal være i topform.

Efter arbejde tager jeg hjem og tænker over begivenhederne. Det gik fint på arbejde, eleverne er ganske modtagelige, det skal nok blive en tilfredstillelse at arbejde med dem. Hvad angår hændelsen på toget, vælger jeg at afskrive det som en kedelig oplevelse, som jeg gør bedst i at bruge mindst muligt energi på.

Dagen efter står jeg ganske naivt på samme tog, samme afgang, samme kupe. Jeg lægger min taske op i bagagenettet, tager min discman på og nyder musikken.

Jeg mærker pludselig en krop tæt op ad min ryg, en stønnen, jeg kikker ned, og der er den samme hånd fra dagen før. Jeg bliver bange, jeg forsøger at komme væk fra ham, men jeg kan ikke flytte mig. Jeg prøver at mase mig længere ind mellem de andre passagerere, men det er umuligt. Et par stykker forsøger at gøre plads for mig, men de kan jo heller ikke flytte sig. Jeg siger ingenting, jeg er tør i halsen, jeg sveder, og jeg er bange. Jeg taber min discman, andre træder på den. Jeg vil stå af toget, men fordi jeg forsøgte at komme væk fra ham, kan jeg ikke nå min taske i bagagenettet, og jeg kan ikke komme på arbejde uden de papirer og lektieplaner, jeg så omhyggeligt har forberedt.

Jeg er bange, fordi han bevidst har udset mig til sit befamleri. Jeg er rædselsslagen, fordi jeg stort set er den eneste udlænding på hele toget og stationen, hvilket betyder, at han kan se mig på lang afstand, mens han lettere kan glide i et med mængden.

Jeg klarer mig gennem dagen, så godt som jeg kan. Så snart jeg kommer hjem, ringer jeg til et par veninder. De hører på mig, giver mig råd og fortæller, at det er hændt adskillige gange for dem. Det er også forbavsende: De har aldrig fortalt mig om det, og jeg begynder at spekulere over, hvor tit den slags egentlig hænder. Blandt mine kvindelige kolleger? Blandt mine kvindelige elever - jeg har jo mindst 200?

Min kæreste og jeg lægger en plan, som skal udføres næste morgen: Jeg stiger på samme togafgang, samme kupe og står nøjagtigt , hvor jeg plejer. I dag dog iført en meget kraftig læderjakke. Min kæreste står på samme tog og vi lader som, vi ikke kender hinanden. Så snart dørene er lukket, mærker jeg den fremmede op ad mig igen. Igen bliver jeg bange. Hvor kom han fra? Jeg så ham ikke på stationen. Og han var helt sikkert ikke i kupeen, da jeg stod på. Hvor kom han fra? Hvornår fik han øje på mig? Jeg forbereder mig på at blive befamlet igen. Det gør mindre i dag, da jeg jo har taget denne her kraftige læderjakke på.

Så snart han har stukket hånden frem, råber jeg højt på japansk "Overgreb! Overgreb!" Han bliver synligt chokeret, mumler noget om, at han ikke ved, hvad jeg taler om, og vender sig om, lige ind i armene på min ven, som i passende stemmeleje siger, at han godt ved, at det nu er tredje dag, at han er efter mig, og at hvis dette gentager sig, vil vi melde ham til politiet. Omgående.

Det er en yderst ubehagelig oplevelse, og jeg ryster af raseri og angst. Jeg er dog ikke mere ude af den, end at jeg kan tyde de andre passagereres reaktion: Ingen siger noget, ingen gør tegn til at ville hjælpe, alle er tilsyneladende meget optagede af at kigge ud af vinduet eller læse deres bog. Man skal dog ikke misforstå denne reaktion. Jeg kender japanerne godt nok til at vide, at den fyr, der befamlede mig, aldrig nogensinde kommer i nærheden af mig igen, da han netop har tabt så meget ansigt, som det er muligt. Det er ret sikkert, at da jeg råbte op, kiggede en del af de andre passagerere ud af øjenkrogen, noterede sig, hvem det var, der blev beskyldt for overgreb, og at de sent glemmer hans ansigt.

Men hvad er det, der er så modbydeligt ved at blive befamlet? Det er ikke det fysiske ubehag ved min egen krop, som jeg følte i nogle dage derefter. Det er heller ikke en indestængt vrede mod en person, som optrådte uanstændigt og dybt fornærmende.

Næh, langt værre er det at analysere min egen reaktion. Jeg kunne sagtens have ordnet det i første omgang ved at råbe op på japansk, eller trække ham af toget og melde ham til de ansatte på stationen, hvilket sandsynligvis ville have afskrækket ham. I stedet valgte jeg at finde mig i det i to dage.

Det var et valg, der afstedkom, at jeg udsatte mig selv for yderligere ubehag. Et valg, der delvist var betinget af min uvilje mod at komme på arbejde uden mine papirer. Det ville at tvunget mig ud i en forklaring til min (mandlige) chef, om hvad der var sket. Og det havde og har jeg meget lidt lyst til. Det var også et valg, der var betinget af en (ubevidst) tanke om, at jeg bare kunne tage hjem og bede min kæreste om at hjælpe mig.

Jeg valgte som sagt sidstnævnte, og det betyder, at fra at være en sag mellem mig og den mand, der forgreb sig på mig, blev det i min bevidsthed til en hanekamp mellem to mænd om, hvem der har ret til at røre mig, hvor.

Men hvad er det, der er så grimt ved en sådan befamling?

Det er det enorme og meget pludselige degradering i ens opfattelse af sin (mandlige) chef, sin kæreste (også en mand) og sig selv. Det er det, at jeg ikke stolede på min chef. Ikke stolede på, at han ville være ganske forstående, hvis jeg mødte uden mine noter på mit nye arbejde på grund af en ubehagelig oplevelse, som jeg var aldeles uden skyld i.

Det er det, at jeg nedladende tænkte på min kæreste som en hane, fordi jeg i ramme alvor troede, at han blot forsøgte at være lige så macho som den mand, der befamlede mig. Fordi jeg pludselig så ham som et primitivt væsen, der ville markere sit territorium.

Det er det, at man begynder at tvivle på sig selv. At man kan foretage en så negativ og unøjagtig selvransagelse, at man gør sig selv til et barn. At man i en rum tid ser sig selv som umoden, uansvarlig og ude af stand til at tage vare på sig selv.

Det er det, at jeg stadig undgår at tage dét tog og dén afgang ind til Tokyo, og at jeg derfor kommer en halv time for tidligt på arbejde. Hver dag.

Det er dét, der er så fornedrende ved at blive befamlet.

FORUM/27.8.99

Ulla Hjulmand bor i Tokyo og underviser i engelsk. Hun er cand.mag. fra Aalborg Universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk