Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Farvel til dogmehår

 

En anti-blondines minioprør mod fastlåste hårsignaler

 
 
FORUM/15.7.99 For ca. halvandet år siden farvede jeg mit hår sort. Kulsort. Jeg havde en kort glat frisure som mindede lidt om den amerikanske stumfilmstjerne Louise Brooks. På det tidspunkt virkede det som en sjov gestus, og jeg sagde til mig selv, at jeg altid havde ønsket mig mørkt hår. Jeg var måske lidt reckless - familie og venner var uden undtagelse forbavsede og chokerede. Flere syntes direkte, at det var grimt. Nogle har endnu ikke vænnet sig til det.

Da jeg farvede mit hår sort, var jeg ved at skrive min ph.d. afhandling på University of California i Los Angeles færdig. Man bliver lidt hårdkogt og lidt stædig af sådan en proces, og jeg havde brug for lidt protest, lidt variation, lidt spænding - hvad ved jeg? Det kan måske forklare, hvorfor jeg farvede mit hår. Men hvordan så forklare, at jeg er blevet ved med at farve det sort, længe efter at afhandlingen er afleveret, og jeg burde være kommet mig over hele den historie?

Jeg har egentlig ganske "dansk" hår, til trods for at jeg kun er halvt dansk. Sådan mørkebrunt, halvblondt hår, der bleges ujævnt af solen og så bliver mørkere i løbet af vinteren og vender tilbage til en farve der er lidt mørkere end kommunefarvet. I de år, hvor jeg boede i det sydlige Californien, blev mit hår aldrig mørkt, da solen skinner året rundt. Dér blev jeg til min forbavselse betragtet som blondine. Det gik op for mig da jeg arbejdede som sekretærvikar og fik en telefonbesked, adresseret til "the blonde who works at the front desk". Da det kun kunne være mig, tog jeg imod beskeden og gik hjem og spejlede mig længe og grundigt. Blondine?

Dengang gik jeg på college og havde langt hår, og da jeg havde været meget plaget af mit lidt nørdede image - briller og bøjle var jeg blevet af med, men jeg kunne godt mærke, at jeg virkede for intellektuel - spillede jeg uden at tænke nærmere over det på mit nyfundne image. Det lykkedes så godt, at mine kammerater fra mit college cykelhold - alle af hankøn - nægtede at tro på mit høje karaktersnit, "no way, dude, she's such a blonde betty". Det var alligevel lidt af en forskrækkelse. Men så flyttede jeg til Colorado, hvor der er vinter, og siden til Danmark, hvor solen selv om sommeren kan finde på ikke at skinne.

Min status som halv-blondine, som potentiel blondine, burde logisk set ikke have udløst sort hår men i stedet en tur til frisøren efter lyse striber. For er det ikke idealet? Ønsker vi os ikke alle sommerhår, highlights, at komme så tæt som muligt på vestens kvindelige skønhedsideal, som skønt den har skiftet former, bh-størrelse og påklædning, forbliver så blond så blond? Marilyn, århundredets sexbombe, var kommunefarvet som Norma Jean, og hendes karriere og tiltrækningskraft ville have været utænkelig, hvis hun ikke havde gjort noget ved det.

Måske var mit sorte hår netop udtryk for et ønske om at stritte imod alt, hvad den mytologiske og mytologiserede blondhed står for. Et ønske om at blive set som mig, som person, som intelligent person, snarere end at blive identificeret med min kønsidentitet.

For denne forkærlighed for én enkelt hårfarve er ikke blot kedelig men tyrannisk. Hvorfor skulle gentlemen foretrække blondiner, og passer det at "blondes have more fun" (der er måske en kausal sammenhæng)? Hvad skulle hårfarven mon kunne sige om en kvindes indre?

Hvis jeg skulle gisne lidt om hvad det dér evig weibliche gretchenhår står for, så ville jeg sige at det smukke ved den generisk blonde kvinde er en bestemt form for sexet-hed, en lidt uskyldig, barnlig, uskadelig sexualitet. Hvis det rødhårede symboliserer et iltert temperament og den sort-hårede er farlig på grund af sin vampethed og udspekulerethed, så står det lyshårede for et barnligt blidt og ufarligt indre. Deraf også dumheden, der udspringer mindre af en mangel på begavelse, og mere af en beskyttet naivitet, af blondinens implicit umyndige status, altid omgivet af ridderlige gentlemen.

Længe før Madonna kom på banen og spillede og vandt i det store blondine-spil sagde Dolly Parton, "I'm not offended by all the dumb blonde jokes because I know I'm not dumb ...and I also know that I'm not blonde". For det turde være klart, at hvordan imaget end er, så véd enhver blond kvinde fra sin egen erfaring at hendes indre og personlighed er aldeles uafhængig af hendes hårfarve. Eller gør hun? Er det mon sådan, at ligesom vi sulter og slanker os i et ønske om at overbevise omverdenen om at vi næsten intet fylder og i hvert fald ingen krav stiller, til trods for vores evne til at bestride et karrierejob, opdrage to børn, præstere et rent hjem og et lykkeligt ægteskab, at så går vi til frisøren for at få lysnet vores image, for at overbevise om vores ufarlige femininitet?

Men blondhedens dogme er måske mere fremtrædende og almægtigt i USA, hvor jeg netop befandt mig, da jeg farvede mit hår sort. USA, hvor blondheden er et magtredskab, fordi det kun er nogle mennesker, der kan være blonde, tilfældigvis de hvide.

Nu da jeg er hjemme i Danmark igen, hvor det er mere almindeligt at være lyshåret og ikke så statuspræget, fortsætter jeg med at farve mit hår sort.

Et eller andet sted har jeg ikke lyst til at se for dansk ud. Jeg har behov for at skille mig ud udseendemæssigt, at signalere med mit ydre, hvor anderledes jeg føler mig indeni. Ti år i udlandet har sat sig nogle spor i min personlighed, som man ikke kan høre på min danske accent eller se på mig, men som gør, at jeg alligevel ser anderledes på en del ting, end hvis jeg var blevet herhjemme.

Derudover ligger der et vist feministisk element i at fastholde det sorte hår. Efter mange år i udlandet er jeg skuffet over at se, hvor langt tilbage Danmark står i forhold til andre lande mht. kvindesags- og ligestillingspolitik. Sammen med blondine- og tyndhedsdogmerne lever der to myter i bedste velgående. Den ene er, at mænd og kvinder i Danmark ER ligestillede, og at alle falbelader om ligestilling er et forsøg på at tildele kvinder uretfærdige fordele. Den anden myte er at kvindesagsforkæmperne fra 70erne var nogle militante, urimelige gimper, der kværulerede uden grund og diskriminerede endnu værre mod både sagesløse mænd og kvinder, end der nogensinde var blevet diskrimineret imod kvinder. Værst er, at disse dogmer og myter er usynlige, og det er ikke ualmindeligt at danskere ser ned på "hysteriske" amerikanere og deres politiske korrekthed, og anser Danmark for at være et foregangsland, når det gælder demokrati og ligestilling.

Endelig ligger der i den sorte hårfarve en protest mod den racisme og etnocentrisme, jeg ser herhjemme. Jeg har ikke lyst til at blande mig for godt ind med de indfødte. F.eks. synes jeg, at problemstillinger omkring at få flygtninge og nye danskere ind på arbejdsmarkedet, handler om ren og skær uvilje imod fremmede. Det er næsten umuligt at finde en arbejdsgiver endsige en politiker, der reelt forstår på den ene side hvilken guldgrube af ressourcer, der arbejdsmæssigt og intellektuelt ligger brak medens denne befolkningsgruppe går arbejdsløs, og på den anden side, hvilken udsøgt form for mishandling det er for mennesker i alle aldre at henslæbe deres liv i flygtningelejre og/eller arbejdsløshed. I årevis har man rystet på hovedet af, at amerikanerne ikke har kunnet løse deres problemer med racehad. Men når Amnesty International f.eks. melder, at det danske politi diskriminerer imod personer af udenlandsk udseende, så vender alle det døve øre til.

Så jeg fortsætter med at farve mit hår sort - indtil videre. Antiblondes of the world unite!

FORUM/14.7.99

Karen Maclean er ph.d. i sammenlignende litteratur, med speciale i romanen og kvinde- og kønsteori. Hun arbejder freelance bl.a. som skribent, oversætter og medical writer.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk