Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Retten til liv IV: Fra noget til nåde

 

 
 
FORUM/18.7.99 I en vansiret verden er barnet måske det sidste fragment af håb vi sanser. Barnet står som et konkret bevis på det at det ukrænkelige findes, for selvom det ikke længere findes for os, så skal det findes for barnet. Paradoksalt udtrykt hos Sartre: Der er håb, men ikke for os.

Men der bliver mindre og mindre barn og mindre og mindre barndom. De år, barnet er barn bliver færre og færre, og derfor ladet med mere og mere symbolsk betydning. I den standende - og desværre langt fra irrelevante - diskussion om sexmisbrug på institutionerne, er det interessante moment ikke den intensitet, hvormed vi søger at forsvare børnene. Det interessante er, at den periode, hvori barnet for alvor opfattes som ukrænkeligt, stedse bliver kortere og kortere. I fokus er (i øvrigt kun mandlige) medarbejdere i vuggestuer og børnehaver. Det misbrug der foregår på skoler, i spejderkorps, håndboldklubber og kernefamilier er formentlig ikke blevet mindre. Og da slet ikke hvis man ud over den seksuelle initiering, indregner barnets oplæring i andre roller, der også potentielt rummer risiko for misbrug: Rollen som forbruger af varer, af alkohol, af stoffer, af viden, af våben. Efterhånden bliver livsforløbet koloniseret af tvungne, mekaniske roller.

De af vore medborgere i Esbjerg, der har svært ved at goutere, at visse muslimske børn ikke må bade sammen med de andre børn, ville formentlig problemfrit acceptere, hvis en anden gruppes døtre ikke måtte blive skiftet af en mandlig medarbejder i vuggestuen. Definitionen af begrebet krænkelse afhænger tilsyneladende mere af vort behov for at føle at der dog findes en ukrænkelighed. Idet vi imidlertid afvikler barndommen, afvikles også håbet om det ukrænkelige, håbet om håb.

I den vestlige kulturkreds står Jesu livsværk som vel nok dén mest radikale formulering af dette perspektiv: Hvad I har gjort mod en af disse små, det har I gjort mod mig. Det kan altså ikke, som vi ellers synes svagt at kunne erindre fra konfirmationsforberedelsen, være 'rigtige' børn, Jesus her hentyder til, for de findes snart ikke længere. Og når jeg i denne tekst-suite, som dette essay afslutter, har afsøgt forskellige iscenesættelser af kampråbet Retten til liv, er det for at pege på nødvendigheden af en nyformulering af dette børneprogram, en nyformulering af denne ret.

Vi kan ikke længere lade 'børnene' være de sidste symboler for retten til liv. Hverken, som den ene mulighed, i form af retten til at skulle kunne (gen-)realisere mit mislykkede liv via mine egne børns liv. For med afviklingen af børnene bortfaldt også den sidste rest af bevidsthed om slægtens sammenhæng, om en sammenhæng, der rækker ud over mig selv i tid. Men barnet kan heller ikke længere fungere som symbol på noget absolut eller noget guddommeligt og ukrænkeligt, på Livet med stort L. Barndommen som essens er ved at forvitre bort som Stilleben på støvede kaminer, ingen nogen sinde igen vil tænde op i.

Vi fattes imidlertid modbilleder i den vansirede verden, hvilket er baggrund for den gen-sakralisering, som vi møder i forskellige udgaver. En gen-sakralisering, hvor vi behæfter nye områder med ukrænkelighedens tegn. Den dominante udgave synes desværre hæsligt nok at have individet i fokus, eventuelt i korrekte maskeringer kaldet Afrikaneren, Kunstneren eller Kvinden.

Det trick gennemskuede Jesus naturligvis straks og anbefalede en noget anden strategi: bliv som børn på ny! Et skandaløst forslag. At vi: Debattører, feminister, klummeskribenter, bil- og børneejere, hotshots, kriminelle og hellige alle som én skulle sætte disse strategier i parentes eller anførselstegn. For at gen-sakralisere, ikke igen os selv, men relationen mellem os og det andet. Ganske som barnet ubesværet går fra en identitet til en anden, bjergtaget af skabelsens mangfoldighed. Så bliver retten til liv ikke en ret jeg bemægtiger mig i ejeriets magtbrynde, men noget jeg erfarer ud af intet i modtagelsen af verden.

God sommer.

Bent Meier er cand.psych. og BA i litteraturvidenskab. Han skriver for DYK, Kristeligt Dagblad og Graf.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk