Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Retten til liv III: Fra gave til ret

 

 
 
FORUM/9.6.99 I kølvandet på 60'erne blev et barns forældre - hvilket på dette tidspunkt vil sige moderen - ven med sit afkom. Et særligt karakteristisk tilfælde er morens forhold til datteren - domineret, som venindeforhold er, af intense følelser og radikale gensidige krav og forventninger. Venindeforhold er imidlertid som regel desuden binære. Det vil sige: Intensiteten kommer til udtryk i enten kærlighed eller had, med datterens pubertetsoprør som bevægelsen fra det første til det sidste.

Der er megen sympatisk, omend aldeles abstrakt, filosofi bag denne venskabelige udvikling. Den rummer blandt andet en idé om ligeværdighed og gensidighed. Til skade for den smukke tankes realisering tæller midlertid, at ligeværdigheden dels blev generelt defineret udfra morens præmisser og ikke barnets, dels inkluderede den som antydet ovenfor kun sjældent faren. Det sidste har stillet fædrene i en noget latterlig 'onkel'-position, som de først har kunnet indløse nogle højst tvivlsomme point for hos det nu voksne barn efter skilsmissen (den faktiske og/eller den formelle).

Her vil jeg imidlertid fokusere på afskedens strukturelle problem: Thi hvordan forlader man en ven?

Før i tiden - som kun er 'de gode gamle dage' for mennesker berøvet erindring - var barnets afsked med familien ritualiseret. Og modsat i dag, hvor konfirmationen alene er barnets initiering som forbruger, tjente ritualet oprindeligt til at iscenesætte en tabserfaring. Dels barnets tab af 'uskyld' og barndom, dels forældrenes tab af barnet. Og når denne tabserfaring alligevel ikke blev ubærlig, skyldtes det at barnet, nu som voksen, via samme ritual indfældedes i langt større sammenhænge: slægtens, menighedens og samfundets arbejdsfællesskab.

Ingen af disse tre sammenhænge synes i dag at være tilgængelige, hverken i deres karaktér af netværk eller deres bagside, som undertrykkelse.

Derfor er morens afsked med datteren så vanskelig i dag, for når man forlader en ven er bruddet for stedse. Og der findes ingen sammenhæng, der kan gribe dette brudte forhold. Venskabet har siden Platon symboliseret den ultimative sociale relation, hvorfor begge parter - nu som 'u-venner' - kæmper med monomane tilstande af netop had og kærlighed, samt, måske som det tungeste: En vinter af ensomhed.

Lad os, som det er stilen i denne tekstsuite, se på sagen fra fosterets perspektiv. På B.S. Ingemanns tid, da jorden angivelig var dejlig og det stadig hævdedes at 'Slægt skal følge slægters gang', blev frugtsommelighed ideelt betragtet som en ufortjent nåde, der vederfaredes en. Selvom det unge menneskes senere afsked med forældrene ved konfirmationen var forbundet med svære følelser, er der en formel rimelighed i at give slip på noget, man egentlig blot fik til låns.

Det intimiserede ligeværdighedsprincip - altså venindeforholdet - er formentlig kun et historisk intermezzo. Og et intermezzo, der dog rummer muligheden af en relation mellem forælder og den unge voksne. Og endog om de tilfælde, der ender i fjendtlighed, må man sige, at legitimt had også er en følelsesmæssig relation.

Fremtiden vil det anderledes. Via kvindens insisteren på fosteret som en vare, der tilhører hende, åbner der sig helt nye muligheder for konflikter under temaet 'afsked'. For nu er afskeden - altså den afsked, der skal finde sted en tolv-tyve år efter at fosteret blev skabt - ikke mulig at formulere som en gave, der rækkes videre, eller en ven, hun skal skændes færdig med.

Afskeden skal nu formuleres som et tyveri. Uanset om man læser Ib Michaels romaner eller Statsamtets sagsmapper, er Moderen demiurgen og den retmæssige bevæger i barnets liv. Afskeden med Moderen - med eller uden farens mellemkomst - gør retten til liv til et spørgsmål om juridisk ret. Hvilket i USA allerede har fået det indlysende resultat, at landets retssale er oversvømmet med sager, hvor børn stævner deres forældre.

Moderen kan nok en tid endnu lege kispus med faren, og hindre ham adkomst til barnet, men hvordan skal hun, der end ikke har kunnet håndtere bruddet med faren, nogensinde kunne håndtere bruddet med barnet, når bruddet er formidlet gennem sidstnævntes advokat?

Retliggørelsen af relationen betyder enden for Modermytologien, historien om barnet som morens fysiske og åndelige forlængelse. Ren gevinst, for så vidt som ingen kommer til at savne oprindelsesmytologier, der overlever via skyld og 'hvad har jeg dog ikke gjort for dig'-historier.

Alligevel synes vi som aldrig før netop at savne: Savne historier og sammenhænge. Savne retten til at blive fortalt.

Denne ret vil beskæftige mig i det fjerde og sidste essay om: Retten til liv.

Bent Meier er cand.psych. og BA i litteraturvidenskab. Han skriver for DYK, Kristeligt Dagblad og Graf.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk