Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Indgreb i hvidt

 

Så kom indgrebet. Strejken havde varet i cirka en uge, da regeringen lagde snittet lige midt i den frie forhandlingsret. Politisk svineri med kirurgisk præcision "for at undgå lig på bordet".

 
 
FORUM/26.5.99 Torsdag morgen ved sekstiden og vi vidste det endnu ikke. Vi tager løbeturen omkring Bagsværd sø i roligt tempo ved siden af hinanden. Hun løber langsommere end hun plejer, og først antager jeg, at hun ikke nænner at sætte mig af. Men så forstår jeg, at det er udtryk for træthed - en måde at tage forskud på de hændelser, hun ved, vil komme i løbet af dagen.

Hun er min nabo. Hun løbetræner. - Og så har hun været intensiv-sygeplejerske i en menneskealder. Hun siger, at det er teknikken, der trækker. Denne fuldstændige monitorering af patienterne. Slanger og rør der stikkes ind i kroppen for at måle temperatur, puls, iltning af blodet, trykket i lungerne osv. Sygdom transformeret til teknologi og grafiske udsving. Det kræver konstant overvågning, så patientens tilstand kan justeres.

Da vi løber forbi Ro-stadion klokken 6.25, siger hun lakonisk:
"Nu får vi vel så det indgreb". Jeg bedyrer min tvivl, men hun henholder sig til statsministerens udtalelser på TV i går aftes. Det bærer tydeligvis i den retning. Jeg bander oprigtigt forarget på hende og kollegaernes vegne, mens hun fortsætter:
"Sidste år ved generalstrejken var der ingen ende på befolkningens opbakning til de strejkende. Men når sygeplejerskerne endelig strejker, så har alle en onkel eller en far, som bliver ramt, og så er der pludselig ikke så stor opbakning". Selv statsministeren mener ikke, det kan nytte, at sygeplejerskerne tager patienter som gidsler, har han udtalt. "Men hvad skal vi ellers, så har vi jo ingen pressionsmuligheder" fortsætter hun. "Det er først i en strejkesituation som denne, at ventelistepatienterne bliver synlige - ikke fordi, de ikke har været til at få øje på før strejken, men nu!"

I mine ører lyder det nu mere som om, det er politikeren, der tager gidsler for at kunne gribe ind i den lovlige konflikt.

Som intensiv-sygeplejerske bevæger min nabo sig dagligt i et grænseområde mellem liv og død. I dette limbo-land skal de pårørende informeres afbalanceret, så håb ikke skabes, hvor alt håb er ude eller omvendt, mod gives, når modløsheden er størst. Det kræver en rolig hånd og en professionel distance, specielt når patienten er et barn, og de pårørende er forældre, præcis som hun selv er det. Jeg ved, hun sætter en ære i at være blandt de bedste. Ikke fordi hun er sentimentalt anlagt eller føler sig kaldet, men fordi hun er ramt af den ambition, der rammer alle, der kan lide deres arbejde.

Men hun vil betales for sine kompetencer, og der er en grænse for, hvilket tidspres og forringet arbejdsindsats hun vil stille op til. Dén grænse er nået for hende og hendes hvidkitlede kollegaer:
"Indtil nu har systemet levet af, at folk accepterer et merarbejde. Strejken er jo resultatet af en frustration, der er opsparet gennem mange år. Hver uge bliver man spurgt, om ikke man kan tage en ekstravagt "for ellers skal Lisbeth have dobbeltvagt", - og selvfølgelig siger man ja!, for man ved sgu godt, hvordan det er at have dobbeltvagt", fortæller hun. Mange taler om at anskaffe sig en telefonsvarer, så man undgår at blive kaldt på vagt, når man har fri. Nogen har anskaffet én, andre vælger at trække stikket ud, men ingen af delene opleves som holdbare løsninger, for samvittigheden nager - det er jo kollegaerne, det går ud over i sidste ende.

Et par kajakroere hugger sig vej over søen, da vi løber fra grusstien op på vejen. Vandet springer fra deres pagajer i store cirkler. Jeg forstår hendes vrede. Indser, at systemet må ansætte flere, eller i hvert fald betale dem, der er ansat, noget mere for deres arbejde - ikke kun for deres skyld. Det koster at have et velfungerende sygehusvæsen. Da vi skilles ved min hoveddør, ved vi begge, at det ikke ligger inden for den politiske prioriteringsramme.

Og ganske rigtigt. Klokken 12 meddeles det, at regeringen nu griber ind og stopper konflikten. Arbejdsministeren toner frem på skærmen ved 18-tiden, han bedyrer "at konflikten var låst fast. At der ikke var noget perspektiv i at lade den fortsætte". Jeg græmmes over dette menneske, der for ganske kort tid siden lagde sine daglige skridt på gangene i én af landets største fagforeninger.

Han, om nogen, burde anerkende perspektivet for en forsat arbejdsnedlæggelse: I første omgang handler det om at håndhæve arbejdskampens helt grundlæggende principper. Den frie forhandlingsret er et lovligt power-play, som alle, uanset faggruppering, skal have mulighed for at spille og vinde. Ved gentagende politiske indgreb forvrides magtbalancen og forvandler den frie forhandlingsret til ren illusion. I anden omgang handler det naturligvis om at vise respekt for sygeplejefaget. At vise dem, at de har ret til at nedlægge arbejdet til trods for det ekstra ansvar, som vi uafladeligt minder dem om, at de forvalter. At vise dem, at vi sætter så meget pris på deres ansvarlighed, at vi er villige til at honorere dem for det. At erkende, at ventelisterne ikke er et spørgsmål om sygeplejerskernes fleksibilitet og vilje til at se igennem fingre med arbejdstidsreglerne, men grundlæggende handler om politisk prioritering.

Men disse fromme ønsker er nu en saga blot, og fællestillidskvinden fra Rigshospitalet kan opsummere indgrebets beskæmmende bundlinieresultat: "Vores fagforening er hundrede år gammel. Vi har nedlagt arbejdet tre gange. Regeringen har grebet ind to gange". Hermed står det klart, at synet på de hvide damer er uændret. Vi forventer, at de får det bedste ud af ingenting, tager ansvar for, at systemet er på smalkost, rydder op efter skaderne og tager skraldet for, at der er blevet svinet til - alt sammen uden at brokke sig. Sådan unddrager man et kvindefag rettigheder, som er en selvfølge for alle andre lønmodtagere i 1999.

Welcome back, Florence!

Anette Dina Sørensen er skrivent og kønsforsker og fast skribent for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk