Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Retten til liv - Del II: Fra kvindekrop til konstruktion

 

 
 
FORUM/19.5.99 Dyrlægekonen Marie Jensen i Farsø nedkom i slutningen af 1800-tallet med ikke mindre end elleve børn. Hver eneste barsel var et sandt helvede af smerte for hende: Marie var alt for lille, børnene alt for store. De invaliderende fødsler til trods bevarede hun, takket være et klodset jernkorset, en vis førlighed. Men hendes mand, Hans, overhørte konsekvent hendes protester, når han følte trang til at gøre hende gravid igen. Hvis hun da ikke simpelthen barrikaderede døren ind til soveværelset.

Der var dog i hvert fald to andre, der hørte både protesterne og barselsskrigene, og det er alene deres skyld, at vi i dag kender Maries historie. To af de elleve børn hed nemlig Thit og Johannnes V., og de blev som bekendt historiefortællere.

Og når sagen angår kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og den deraf følgende ret til fri abort, var det ikke mindst Thit Jensen der sørgede for, at Maries lidelser ikke blev forgæves, men blev fortalt. Og når vi alligevel skal beskæftige os med problemet abort hér, skyldes det så vidt ikke et ønske om at komme tilbage: den retning er forbeholdt mine foragtelige fjender i anti-abortbevægelsen 'Retten til Liv'.

Her skyldes vores interesse det enkle forhold, at den mand, der i dag tager part i en abortsituation, ikke hedder Hans Jensen, og at dagens mand kun i ganske få og uinteressante tilfælde har blandet andet end hovedkulds og gengældt lyst ind i foretagendet.

Principielt er udgangspunktet i dag ligeværdighed. På den baggrund kan det virke ret tilfældigt, at fosteret skal gøres til kvindens problem, blot fordi det i en periode findes i hendes krop. Det er der jo også andet, der gør i perioder: mandens lem, meget apropos, og det er jo ved denne lejlighed, kontrakten er afhandlet i første omgang.

Lad os sætte os i kvindens sted: lægen har meddelt resultatet af graviditetstesten. Hun kigger, måske lidt forskræmt, rundt på ansigterne: lægen, kæresten, veninden, skolelæreren, moren - hvis der overhovedet er så mange ansigter.

Alle forsøger de at støtte hende med variationer over temaet: sådan og sådan ser jeg på sagen - men det er jo din beslutning. Det er, imidlertid, en mistænkelig besværgelse, denne efterhængte sætning, det lille stykke sæbe: 'din beslutning'.

For hvordan kan noget, der i så eminent grad er et samvirke mellem mindst to mennesker samt en mængde etiske, økonomiske og sociale faktorer, pludselig blive reduceret til den hellige variabel: 'din beslutning'? Det er - i hvertfald i daglig tale - par, familier, slægter, ja, samfund, der får børn, mens det stadig er kvinder, der får aborter.

Besværgelsen er katastrofal, både på det individuelle og det strategiske niveau. Individuelt er den enkelte kvinde blevet isoleret på det værst tænkelige tidspunkt, i et af de sværeste faser af hendes liv. For, modsat hvad nogen ønsker, så er en abort ikke blot 'et indgreb'. Der er til afbrydelsen af den proces, der potentielt kunne føre til et nyt menneskes liv, knyttet en aldeles legitim skyld. Teknoficeringen af 'indgrebet' gør denne skyld illegitim, gør den til skam, som på sin side via individualiseringen bliver en aldeles uhåndterbar erfaring for den enkelte kvinde.

Strategisk har vi derfor spillet de hjerteløse kretinere i 'Retten til Liv' et godt kort på hånden: de slutter bagud fra skamfølelsen til den 'forkerte', sågar 'syndige' beslutning. Og hvem kan fortænke mange af de aborterende kvinder i at gøre en tilsvarende fejlslutning?

Thit Jensen gjorde ret i at redegøre for sagen i det eneste sprog, som borgerskabet forstod, nemlig ejendomsrettens. I grosserens karikatur: Hvis kvindens krop er en villa, så må hun vel også selv bestemme, hvem hun lejer værelset i kælderen ud til.

Men også hér, som i så mange forhold, er ejendomsmetaforen uendelig klodset og fattig, en voldelig forsimpling. For et foster opstår ikke alene ved en økonomisk overenskomst, men tillige ved samtaler, samvær, samlejer. Vi har forhandlet os ind i verden, sammen konstrueret kroppe, fostre og beslutninger. Så må vi også være sammen, når noget skal forhandles ud af verden igen.

Og det i lige så høj grad af hensyn til de fostre, der faktisk bliver til børn. Og af hensyn til de kvinder, der ikke får børn, eller hvis børn er adopteret, og derfor ikke er egen 'produktion' i den her brugte betydning. Og: af hensyn til alle mændene.

For eftersom kvindebevægelsens rettighedsretorik stadig er underlagt industrikapitalismens sprog, deler mændene fortsat skæbne med 1800-tallets arbejderklasse. De deler skæbne som tabere i tingsliggørelsens forbrugsøkonomi: For hvordan skal børnene blive 'vores børn', hvis de egentlig er børn af 'din beslutning'?

Det spørgsmål vil optage mig i den næste klumme.

Bent Meier er cand.psych. og BA i litteraturvidenskab. Han skriver for DYK, Kristeligt Dagblad og Graf.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk