Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Retten til liv - Del I: Fra fosterdrab til kvindekrop

 

 
 
FORUM/4.5.99 Det er ikke kun Tvindskolerne, der benytter landets rummelige friskolelov til at ansætte ufaglært arbejdskraft til undervisningen. Det gør de kristne fri- og efterskoler også.

På en sådan kristen - nærmere bestemt en indremissionsk - ungdomsskole i Vestjylland blev jeg i midten af firserne, umiddelbart efter at jeg var blevet student, ansat som lærer.

Her traf jeg for første gang på anti-abortgruppen 'Retten til liv'. Denne gruppe skulle vise sig at være et helt fantastisk indslag i vort lands åndelige topografi, hvorfor den lægger navn til denne serie af refleksioner over ret og vrang i Dannevang.

På skolen i Vestjylland fortalte man mig imidlertid ikke om bevægelsen - vestjyden er ikke kun nærig i økonomisk forstand, ordene ruttes der heller ikke med. En dag, imidlertid, kom en af mine kollegaer ind på lærerværelset, med reverset prydet af de pusseligste små børnefødder i guld. Jeg ved ikke meget om børn, men de her fødder var påfaldende små i forhold til de traditionelle, forsølvede sko, som fødderne vel skulle puttes ned i på et tidspunkt.

Min kollega var dog ganske klar over, at min kristendomsforståelse var væsentlig mere postmoderne end hendes, og med et aggressivt-vellystent udtryk i øjnene bekendtgjorde hun, at "Så store er et barns fødder, når det bliver myrdet på de offentlige hospitaler!"

Tag den, Bent. Desværre for min sjæls frelse var jeg alt for fascineret af denne morbide prydsgenstand til at høre den efterfølgende gardinprædiken, designet til at omvende liberale homofilistre som jeg. Det var jo et hidtil uopdyrket propaganda-område det her, og jeg blev ramt af aparte fantasier om det næste, logiske påfund: Afstøbninger af en AIDS-ramts afmagrede lem, for at lede opmærksomheden hen på selve den depraverede unaturligheds scepter.

Hun havde selv børn. En hel horde, jeg fattede aldrig hvor mange. Hun omtalte dem - ligesom hendes lærer-mand gjorde det - altid træt-ironisk, som så mange forældre gør. Måske en kvalitet ved den måde vi omgås livet på: Arbejdet og trætheden hører man om, kærligheden må man gætte sig til.

Det var første gang jeg havde set sand, frådende lyst i hendes øjne. Ganske forfriskende, når man bortser fra konteksten: At hun fantaserede om at lade disse tusindvis af dræbte skostørrelse 1/2-børn oversvømme hendes i forvejen børneoversvømmede liv. Måske en fantasi om den ultimative træthed, den vi kalder døden. Der, som Kierkegaard lakonisk bemærker, ikke lover noget - men til gengæld holder alt.

Senere gjorde jeg i København bekendtskab med en af ægtemandens tidligere elever fra en offentlig skole. Hun var i årevis, angiveligt på grund af en vis uafgjorthed i hendes seksualitet, blevet hånet af denne uddannede pædagog for at være hermafrodit. Fra femte klasse.

Menneskelig svaghed, javel. Men også en dæmonisk svaghed for at elske det der ikke er, det ufødte, og svigte det der er, det fødte. I denne fundamentalistiske fortolkning af problemet kædes fosterdrab sammen med genetisk hygiejne, hvilket selvfølgelig har nogle skræmmende perspektiver. Men vel hellere sætte ind dér, end at gøre det i femte klasse, eller når man som 34-årig opdager, at trætheden er for stor og selvhadet for uhåndterligt.

I dag, en verden senere, hvor mange af disse menneskers mange børn formentlig har forladt dem for stedse, forsøger de samme mennesker at rejse en skamstøtte over disse ufødte på en parcelhusgrund i Vestjylland. Som om enhver parcelhusgrund ikke i forvejen er udstyret med en skamstøtte over overflodssamfundets blinde behovslogik: Først mig, så mine. Jeg så engang et menneske vaske sit hus.

Retten til liv? I Vestjylland, hvis fattig-bondske pietisme vi alle er børn af, hersker i enklaver en resurseøkonomi, som slet ikke er os fremmed: At intet må gå til spilde. Alle børn skal fødes, og sex for sexens skyld skal holdes nede på et minimum. Et funktionelt syn på reproduktion, der også afspejles i synet på 'hermafrodisme' og 'homofili', for nu at bruge udtryk dérfra; fra vort indre, vestjyske eksil.

For væsentlig kortere tid siden, end vi går og tror, domineredes det offentlige rum af denne holdning, og sine steder i sindet er den stadig virkningsfuld. Hvordan kunne liberaliseringen så relativt smertefrit få gennemført fri abort under sådanne omstændigheder?

Måske var det justeringen af slagordet til: 'Retten til krop'. En trojansk strategi, der mere eller mindre bevidst udnyttede den chauvinistiske læresætning om kroppen som det kvindelige princip. Og måske var det parringen af dette princip med fragmenter af den kapitalistiske vareøkonomi, magten over kroppen skulle springe ud af et ejerforhold: kvindens ret til egen krop. Ved hvilken grænsedragning fosteret tilfaldt - kvindens krop.

Det er denne strategi og dens drabelige konsekvenser, som jeg vil prøve at komme på kant med i min næste klumme.

Bent Meier er skribent, cand.psych. og BA i litteraturvidenskab.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk