Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Krigens ubærlige paradokser

 

 

 
FORUM/23.4.99 Massesuggestionen har grebet danskerne. De største summer nogensinde i dansk indsamlingshistorie tikker i disse uger ind på hjælpeorganisationernes kontoer. De, der skal have glæde af midlerne, er flygtet eller simpelthen blevet deporteret ud over Kosovas grænser - og de har brug for al den hjælp, de kan få.

På den led er behovet for indsamlingskampagnen "Flygtning '99" fuldstændig indiskutabel. Men dækker den også et behov hos danskerne?

En søndag aften i april overværede jeg TV2 og DRs tv-show til fordel for indsamlingen. Jeg delte oplevelsen med 1,3 million andre danskere. Arrangørerne havde lagt sig i selen for at tækkes seernes forskellige smag: Tivoligarden i galla-antræk, Linie 3, kammerkor og Sanne Salomonsen akkompagneret af Chris Minh Doky var blandt de mange optrædende kunstnere. Showet blev ledet fra scenen af Ole Stephensen og studievært Lene Johansen - når hun ellers kunne komme til. Mellem musikindslag og reportager fra storskærmen fulgte vi Peter Mygind i Cirkusbygningens foyer. Hans opgave var et pendle mellem et korps af "kendte danskere", der sad telefonvagt og køen af kendte og ukendte danskere, der havde lagt vejen forbi for personligt at overdrage deres bidrag.

Efterhånden som programmet skred frem, skete dét, der i princippet ikke må ske, men som alligevel er dømt til at ske under disse omstændigheder. Showets anledning fortonede sig, trods værternes gentagende besværgelser om "at nu skal vi jo ikke glemme, hvorfor vi er her". De eneste indslag, der formåede at brage gennem skulderklapperiet og tilbagegive showet elementer af dets tragiske anledning, var Susanne Biers tableauagtige portræt af fire små brødre. De var nået sikkert over grænsen til Albanien. Fodbolden havde de fået med og støvlerne, men hunden...., "den var nok død, for hvem fodrede den nu?" Og interviewet med udenrigskorrespondent Mette Fugl fra Tirana. Den stovte kvinde, der til daglig bevæger sig scenevant i Bruxelles, var berøvet sin kendte facon, "det er svært ikke at græde, når man ser børnenes tomme blik", sagde hun, mens øjnene blev blanke. Blikket tømmes, når synet bliver for smertefuldt at bære. - Også for Mette Fugl.

Efter dette var der kun fornemmelsen af at deltage i en selskabsleg eller en sportsbegivenhed. Stephensen påtog sig at introducere konkurrencemomentet. "I sidste uge samlede nordmændene 46 millioner ind ved et lignende arrangement, sååå vi skulle jo gerne komme højere op", sagde han for at spore skrabelods-danskerne ind på tankegangen.

Imens voksede millionbeløbet på storskærmen og bidragsydernes navne og bidrag løb i sløjfe nederst på seernes tv-skærm. Klapsalverne tog til, da Tivoligarden marcherede op på scenen og fremviste de rigtig store checks, udskrevet af firmaer fra landets absolutte første division. Selv de rige skæppede i kassen. Og midt i euforien solgte Ole sit slips for 100.000 kr. Køberen synes bare "at det også skulle være lidt skægt". Nogen højere?

Med Dyne-Larsens entré nærmede showet sig det absurde. Han landede i foyeren med en million-stor check i hænderne. "Jaa, jeg regner jo med at kunne afsætte lidt dyner til dem der nede", sagde han. Blitz-regn. Pressefotograferne masede for at komme til. Og Dyne-Larsen fik sit billede i avisen næste dag - og dermed den reklameværdi han ganske givet havde kalkuleret med på forhånd. Ellers ville han vel have doneret beløbet anonymt.

Og hvad med de andre?
Det er ikke særlig politisk korrekt at anfægte musikernes baggrundsmotiver. Mange af dem er gengangere fra tidligere humanitære indsamlingskoncerter og det turde vel være tegn på, at de mener det? Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på den imagepleje, det utvivlsomt er at foretage sig noget, der er så indlysende moralsk prisværdigt. Sanne Salomonsen har en ny CD på gaden. Det samme har Stig Kreutzfeld - ham der også komponerede musikken til støtte-CD'en "Kun en dråbe". Kan det tænkes, at de tre minutter "i en god sags tjeneste" øger salget af deres CD'er?

Så er der alle os andre, som ikke kan synge, ikke er rige eller har et produkt at sælge, men som alligevel har ringet vores bidrag ind. Hvad gi'r det os? Selv rejste jeg mig fra sofaen en anden aften. En pludselig indskydelse foranlediget af numrene, der gled over skærmen. Min kæreste ville ringe penge ind, da showet blev transmitteret. "Nå!", sagde han halvskuffet, da han forstod, at vi allerede var bidragsregistreret. Men jeg var selv overmandet af et behov for at ringe, mens showet stod på. Hvorfor? For at være med i live-træfpunktet for maniske givere? For at bryde gennem tv-skærmen og ind i virkeligheden? For at knæsætte despotiet i Jugoslavien og håndhæve humanismen? Eller for at minimere afstanden mellem flygtningenes fremstrakte hænder og min egen overflod?
Eller?

Jeg hører selv det skingre i indlægget. Og måske er jeg bare en kværulant, der har svært ved at falde til patten. En spielverderber der skal surmule i et hjørne, mens de andre har det sjovt.

Eller også er det fordi, paradokserne i denne krig er for ubærlige. For det er paradoksalt:
- at milliarder af dollars dagligt brændes op over Beograd, mens europæerne samler millioner ind.
- at vi betaler for konsekvenser, der delvis stammer fra den krig, vi også betaler for kan føres.
- at vi samtidig med håndhævelsen af humanismens globale gyldighed viser, at den kun omfatter mennesker, vi kan identificere os med.
- at underholdningen distancerer os fra den nød, som underholdningen samtidig er en forudsætning for, at vi vil deltage i at lindre.
- at vi måske betaler for at undgå, at de kommer til Danmark "og nasser på systemet".........

Anette Dina Sørensen er skribent og kønsforsker og leverer fast artikler til FORUM for køn og kultur.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk