Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hårgrænsen i april

 

 
FORUM/9.4.99
Påske.
Vanviddet i Kosovo havde sparket mig udendørs. På afstand af flygtningestrømme. Avisforsidernes humanitære pornografi og statslederes knæfald for NATOs "kampagne". Hvordan helvede kan man kalde luftangreb for en kampagne?
Jeg havde brug for solen.

Stod og missede med en spade i hånden. Blikket gled i én lang kamerabevægelse fra baghaven op over plænen, gennem staudebedet og hen over fliserne på terrassen. På vejen noterede jeg mig en uoverskuelig mængde ukrudt og mosplamager, de blå malerpletter på mine træskosnuder og endelig ovenover disse - pelsen på mine blege underben.
Der var ikke noget chokerende ved opdagelsen, men den fordrede, at jeg skred til handling.

Da håret efterfølgende faldt for den brummende Lady-shaver, overvejede jeg, hvornår jeg egentlig startede på dette nødvendige ritual? Og hvorfor?

Første gang jeg gjorde det, var jeg over tredive. De glatte ben kom som en overraskelse for én af mine kvindelige kollegaer. Efter eget udsagn havde hun lige pralet med, at hun "kendte én på RUC, som stadig ikke barberede sine ben". Men selv store bygningsværker må undertiden lægges i grus for realiseringen af nye arkitektoniske ideer - så hvorfor ikke mine underbenshår.

I dette århundrede har to markant forskellige holdninger kendetegnet vores forhold til kvinders hårvækst på benene. Den ene blev forfægtet af Lis Byrdal i bogen "Smuk" fra 1938. Hun argumenterede for, at der ikke længere var nogen undskyldning for at præsentere dette "rudiment fra vores urskovstilværelse". Det overflødige hår måtte væk. Ikke bare når man skulle til selskab, nej, det skulle holdes væk, end ikke kunne anes. Kun sådan kunne man vinde sin elskedes respekt. Kun sådan kunne man blive en lykkelig kvinde. I 1970'erne vandt en anden holdning frem. Vi fik håret tilbage. Som et strategisk våben. Et knytnæveslag mod det "kvindeundertrykkende skønhedsideal", lod unge kvinder det gro ud på lægmusklen, skinnebenet og lårbasserne. Kun sådan kunne man opnå selvrespekt. Kun sådan kunne man blive en lykkelig kvinde.

På det tidspunkt havde jeg hverken fået hår det ene eller det andet sted. Men da jeg endelig blev tilsmilet af hormonelle forandringsprocesser, fulgte jeg min mors eksempel og lod skægget stå. Jeg tænkte kun på - og plæderede for - at det var `skide frigjort´, de to gange hvor amerikanske mænd ganske uopfordret påpegede, at mine hår på benene var "disgusting".

Sådan gik der faktisk mange år, hvor jeg levede i stille overensstemmelse med den mængde hår, jeg nu fra naturens hånd er blevet tildelt. Men en sommerdag faldt de for min kærestes barbermaskine. Mest for sjov. For at prøve det. For at mærke, hvordan ben er uden hår.
Det var glat........Det var fedt!

Det var ikke intentionen, at det skulle gentage sig, men jeg blev hooked. Hooked på, at hårpragten ikke lå fladtrykt under nylonstrømperne. Hooked på det lille, kolde pust der kommer, når man trækker bukser på nybarberede ben. Hooked på fornemmelsen, når jeg fletter ben med kæresten.
Derfor gjorde jeg det igen.

Hvorvidt jeg med denne handling gled fra en feministisk til en traditionel, selvundertrykkende adfærd, har jeg ikke tidligere overvejet. Men her i helligdagene midt mellem korsfæstelse og opstandelse, mens jeg formodentlig overhørte Germaine Greer, Naomi Wolf og Suzanne Gieses formaninger endnu en gang, tænkte jeg over det. Shaveren var for hurtig. Jeg nåede ikke at beslutte mig, inden håret lå på gulvet.

- Men senere den aften, slog det mig pludselig under hvilke omstændigheder min første epilering havde fundet sted. Den blev ansporet, vejledt og nøje overvåget af Lone og Pia - to radikalfeminister, der heller ikke havde hår på benene.........

Anette Dina Sørensen er konsulent, skribent og kønsforsker.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk