Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ny stillingsstruktur kan forbedre kvinders chancer for professorater

 

 
 
FORUM/25.3.99 Nu da diskussionen om særlige professorater til kvinder har raset en rum tid, vil jeg her benytte lejligheden til at kaste et nyt og anderledes bidrag ind i debatten. Jeg vil dog først fastslå, at jeg synes det er en god idé at afsætte særlige professorater til kvinder i en aktuel situation, hvor der viser sig en temmelig katastrofal underrepræsentation af kvinder netop på det højeste akademiske niveau, der samtidig spiller så afgørende en rolle i forskningsrådgivningssystemet og bedømmelsesarbejde.

Jeg vil imidlertid argumentere for, at det forslag til en ny stillingsstruktur for de højere læreanstalter, som jeg selv har været med til at udarbejde til Forskningsministeriet, langt mere grundlæggende vil bedre kvinders chancer for at få et professorat.

Forslaget gå i al sin enkelthed ud på, at der kun er én stillingstype på universitetet, d.v.s. at man allerede på adjunktniveauet bliver fast ansat. Dermed forkorter man den usædvanligt lange rekrutteringstid, der i dag medfører, at de fleste er 35-40 år før de kan opnå fastansættelse som
lektor.

Forslaget indebærer, at meriteringen eller kvalificeringen til henholdsvis lektor og professor ikke længere er knyttet til stillingen. Lektor kan man søge om at blive oprykket til, når man har meriteret sig 3-5 år i sin adjunktansættelse gennem en forskning, der bygger ovenpå ph.d.en og gennem en god undervisningsindsats.

Som lektor kan man videre søge om oprykning som professor, når man yderligere har kvalificeret sig undervisningsmæssigt og især forskningsmæssigt. Det afgørende kriterie bør her efter min mening fortrinsvis være en disputats. Jeg vil yderligere gå ind for, at man kunne slå professor- og disputatsbedømmelsen sammen, for så vidt man allerede befandt sig i et lektorat inden for området. Tilsvarende bør en udefrakommende ansøger med antaget disputats indenfor et opslags område kunne indplaceres som professor.

Det vil sige, at det ikke er det faktiske (hyppigt tilfældige) opslag af et professorat, der afgør om en person kan udnævnes til professor, men i stedet den personlige merit (læs: faglige kvalifikationer). Efter min opfattelse vil det generelt forbedre forskningsindsatsen for lektorer og ansporingen til at afslutte denne med en disputats. Samtidig vil dette forrykke niveauet for professorer opad i en retning, hvor succesmålet snarere er den personlige faglige kvalificering end evnen til at klare sig i en konkurrence med andre, hvor alle ved, at mange andre forhold end de strengt faglige tæller.

Det er min opfattelse, at dette især vil forbedre kvindernes muligheder for at opnå professorater. Fordi kvinder ofte er bedre og flittigere til at passe deres forskning og undervisning, end de er til at deltage i den politiske kamp om stillingerne og Rip, Rap og Rups konkurrence om, hvem der
skal have det næste professorat. Hvor vi i dag ofte ser kvinder blive indstillet som nummer to til et professorat og erklæret kvalificeret uden faktisk at opnå professoratet, vil typisk alle, der erklæres kvalificerede på det pågældende område kunne udnævnes til professor.

Det betyder også, at der nødvendigvis må ske en formalisering og skærpelse af kriterierne for at blive erklæret kvalificeret til et professorat. Her mener jeg at disputatsen inden for de fleste fag vil være det mest hensigtsmæssige. I dag udnævnes der mange professorer uden disputats, jeg kender dog ingen kvinder af slagsen. Derimod kender jeg mange kvindelige lektorer og enkelte adjunkter med disputats men uden professorat.

Modstanden mod modellen har fokuseret på, at man mente, at automatisk oprykning ville sænke niveauet. Mit modargument er, at der ikke er tale om automatisk oprykning men om en slidsom meritering, som tværtimod vil højne niveauet i professorudnævnelser og især vil forøge motivationen til at yde en god indsats for den store lektorgruppe, som for størstepartens vedkommende i dag må indse, at der ikke realistisk vil blive et professorat til dem.

Det vil også forbedre dansk forsknings renommé internationalt i og med danske lektorer, som i dag hyppigt vil været over professorniveauet i en række lande (idet man i mange lande kan udnævnes til professor med den ph.d.grad, som i Danmark kun kvalificerer til et adjunktur). Men en dansk lektor kan kun kalde sig associate professor i udlandet, hvilket snarere vil svare til en adjunkt, i og med det faktisk er det oversættelsen betyder. Det vil således hyppigt være problematisk at søge internationale forskningsmidler med en dansk lektorstilling og dermed er dansk forskning, hvor lektorstillingen stadig er slutningen for langt de fleste, sat tilbage i den internationale konkurrence om forskningsmidler og anerkendelse af forskningsresultater.

Nogle vil sikkert også mene, at forslaget vil skabe for mange konger og for få soldater, men det er også fejlagtigt. Hverken i den danske universitetslov eller den nuværende stillingsstruktur har professorerne en særlig ledelsesfunktion. I universitetsloven er professorer helt ligestillede med lektorer, når det gælder valg til ledelsesstillinger: Rektorer, prorektorer, dekaner, institutledere og studieledere. Og i og med der er langt flere lektorer end professorer, er lektorerne hyppigere at finde på ledelsesposterne end professorerne.

Der er katastrofalt få kvinder på ledelsesposterne på højere læreanstalter i Danmark i dag: Selv på RUC, der som det eneste universitet faktisk har forøget andelen af kvindelige forskere og undervisere, ligger kvindernes repræsentation i ledelsesposterne på under 15 pct. Det har den
foruroligende konsekvens, at kvinder sjældent laver det forarbejde, der skal til for at få unge kvinder i gang med rekrutteringsforløb, at kvindelige universitetsansatte sjældent er a jour med de diskussioner, der er i gang for tiden og derfor ofte kommer med deres bidrag fra sidelinien
som f.eks. Freja-midlerne og forslaget om særlige kvindeprofessater, hvilket ofte afføder irritation og måske også snarere marginalisering end integration.

Jeg er ikke i tvivl om, at årsagen til kvindernes mangel på interesse i universitetspolitik er, at de hyppigt er langt mere engageret i undervisning og forskning, at de føler sig langt mere værdsatte og i stand til at skabe resultater her, end i det politiske spil, hvor det drejer sig om at skabe alliancer og agere taktisk i et forum, hvor majoriteten er mænd.

Flere kvindelige professorer vil formentlig ikke ændre på dette forhold. Men ændres skal det, og det er vigtigt at vi finder frem til midlerne. Derimod vil de kvindelige forskere internationalt og nationalt kunne tale med større vægt og vanskeligere kunne omgås i udnævnelser til forskningsråd, internationale eksperter m.m. samt ved tildelingen af forskningsbevillinger nationalt og internationalt.

Karen Sjørup er prorektor og lektor i kvindeforskning, RUC.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk