Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Forbrydelsens element. En femi-akademikers lystlæsning

 

 
 
FORUM/25.3.99 Jeg ved ikke, hvad andre kvindelige akademikere læser, når de ikke læser pligtstof. Men jeg ved, at når klokken er elleve, og jeg ikke kan presse mere arbejdsomhed ud af citronen, så lægger jeg mig på sofaen sammen med Sarah Paretsky, Marcia Muller eller Anne Holt. Og så sluglæser jeg og kan mageligt nå en halv roman, inden disciplinen tvinger mig i seng ved midnatstid. Tillader min genstandstælling mig et eller to glas rødvin, og sender P2 noget godt jazz eller klassisk, ja så er min tilfredshed næsten fuldkommen. Mit største problem er faktisk, at de damer, jeg bedst kan lide at læse, ikke kan følge med min forslugne læsehastighed. Der er ikke bøger nok.

Skal man tro salgstallene over det meste af den vestlige verden, så har mange det som mig. Vi går heller ikke af vejen for en tv-aften i selskab med Lynda LaPlantes Helen Mirren i Mistænkt-serien. Vi kan ikke få nok af denne skare af intelligente, madglade, vinkyndige single-kvinder, der lever livet farligt i jagten på de forbrydere, der er lige en tand klogere end vi/de havde regnet med. En af de gode af slagsen, jeg har læst for nylig, er af den engelske Sarah Dunant, der som de andre forfattere er veluddannet med en akademisk karriere.

I Transgression fra 1997 er den kvindelige hovedperson netop blevet forladt af sin kæreste, og hun skal nu til at bo alene i sit gamle hus, som hun har arvet. Det er - ved alle vi, der har prøvet at sove alene i store, mørke huse - i sig selv skræmmende. Mere skræmmende bliver det, da der bliver begået en række indbrud i hendes hus. Hun kontakter politiet, der ser med overbærenhed på denne hystade, og må altså selv gå i gang med at løse gåden. Også det er en situation, mange af os kender: Vi får sjældent den hjælp, vi beder om fra de offentlige instanser.

Som det næsten altid går i 1990ernes femikrimier, bliver rejsen mod gådens løsning samtidig en rejse ind i selvet og fortidens fortrængninger. Samtidig med at hovedpersonen aflæser sine nære omgivelser med en stadig mere intens opmærksomhed og fortolker tegn på tegn, så må hun være opmærksom på sine egne reaktioner, på sin sorg og på sine vaner. Hun må gøre op med sin gamle kærlighed og eksmanden viser sig at være OK som ven. Hun isolerer sig mere og mere, overladt til sit arbejde derhjemme og de få venner, som vedblivende banker på. Hun finder sin mistænkte, en sølle fyr, som på mange måder passer ind i hendes og vores fordomme over for sølle, halvgamle alene-mænd. Hun forfører denne ynkværdige, ulækre fyr (og det er bare så ækelt), hun får ham i sin saks og kan overgive ham til det politi, der nu endelig tror på hende.

Blot for at overrumples af den virkelige forbryder, som ikke er en ukendt, men som er en helt anden. Hun kommer - og det gør alle vore heltinder - fra det hele med livet i behold. Men ikke med selvrespekten. Også det er en så genkommende figur, at det næsten er en kliche: Disse dygtige kvinder vinder over forbryderen - og taber sig selv. De taber deres moralske integritet, fordi de godt nok var dygtige, men ikke helt dygtige nok. De aser rundt og bruger al deres møjsommeligt erhvervede viden og dannelse på at afkode forbrydelsens element, men de er altid næsten for sent ude og må opleve, at deres krop eller sind bliver såret og forurenet af forbryderen. De er dygtige semiotikere, der aflæser alle tegn og betydninger, alle mærker og varer. De er bare ikke dygtige nok. Altid overrumples de af den anden mand, der har vakt varmere følelser hos dem.

Det er svært ikke at se, hvorfor femikrimien er så godt et spejl for udasede femi-akademikere. Vi gør vores bedste, vi uddanner os til det ypperste, vi aflæser alle koder - blot for at blive overrumplet af noget, der kommer et helt andet sted fra, end vi havde regnet med. Vi er - stadig væk - lige et skridt bagefter, men vi er der, og vi er seje at få bugt med.

Karen Klitgaard Povlsen er lektor på CEKVINA, Aarhus Universitet
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk