Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Stilhed før storm eller tavshed?

 

Foto: Annette Nielsen

Hvorfor der er så stille i ligestillingsdebatten? Mens vi venter på konklusionerne på landsdommer Ina Steinckes betænkning om det fremtidige ligestillingsarbejde, er det uundgåeligt at gøre sig nogle overvejelser.


 

 
FORUM/4.3.99 I mere end to år har et væld af begavede kvinder og mænd diskuteret, hvordan det officielle Danmarks fremtidige ligestillingsarbejde skal se ud. Uanset hvor fra repræsentanterne i den ligestillingsdebat kommer fra, har man kunnet blive enige om, at det nuværende statslige ligestillingsarbejde er utidssvarende og utilstrækkeligt. Der sker ikke rigtig noget. Så noget nyt skal der til - noget, som kan puste liv i en debat, som kun få (professionelle?) efterhånden frivilligt deltager i.

Og mens vi venter i spænding på, hvad udvalget mon nu kan opfinde, kunne det være på sin plads at undres lidt. Undres over hvorfor så mange unge og yngre kvinder og mænd ikke orker at deltage, hvorfor så mange midaldrende er trætte af snakken og efterlyser enten handling eller fred, og hvorfor de lidt ældre ryster på hovedet og tænker, eller håber, at de yngre nok skal blive klogere med tiden og egen manglende ligestilling.

Måske er stilheden det egentlige problem i den ligestillingsdebat, der altså ikke rigtig foregår. Måske er angsten for respressalier - for at blive verbalt stenet som rødstømpe eller hønsestrikmand en af grundene. Måske er det fordi mange kvinder og mænd i dagens Danmark slet ikke gider tale sammen mere, slet ikke skændes og få brudt meninger, privilegier og positioner i forsøg på at skabe bedre grundlag for (hverdags)liv ude og hjemme.

På mange måder har ligestillingskampen og den feministiske rettroenhed lidt samme skæbne som kampen mod nazismen for mere end 50 år siden. Set i bakspejlet er vi alle (børn af) modstandsfolk, selvom bl.a. Anette Warring heldigvis har lært os noget andet, og set i bakspejlet er vi alle for ligestilling og mod kvindeundertrykkelse. Det er blevet en del af at være i det politisk korrekte gode selskab. Vi gider bare ikke slås for det mere. Det er ikke chikt. Det er kedeligt og det koster både tid, energi og prestige.

Udenfor ligestillingsmiljøerne er fanebærerne i ligestillingsdebatten nemlig udsat for voldsomme angreb. Ikke fysisk og voldeligt, men verbalt. Og konsekvenserne er de samme som altid, når politiske emner bliver den enkeltes ansvar. Folk holder kæft, de holder tæt med, hvad de ved om overgreb og urimeligheder, for det at påpege dem medfører en så voldsom stigmatisering, at det kan gå hen at blive ubærligt.... for den enkelte.

Den situation er, hvad vi fik ud af passivt at gå med til at individualisere ligestillings- kamp og arbejde. Og det kan hverken nye smarte råd, nævn, udvalg, debatorganer eller ministre gøre en pind ved med nye strukturer. En ny struktur er ikke en løsning, den er kun en ramme for at der kan skabes løsninger. I virkeligheden er der nemlig ikke mange af de strukturer, vi allerede har, der ikke kunne bringes til at fungere, hvis vi tog dem lidt mere alvorligt, og hvis vi troede på, at det er rigtigt at gøre noget.

Men det er jo det, der er sagen.

De love og organer vi har allerede har, bruges som sovepuder og legitimeringsværktøjer for at kun de professionelle skal tage sagen i egen hånd. I virkeligheden går vi (i gennemsnit og handling) nemlig ikke ind for ligestilling, som befolkning betragtet. I virkeligheden tillader vi allehånde former for diskriminering - også på grund af køn - fordi det er for kedeligt og for besværligt for vores egen individuelle karriere og velbefindende at gøre noget radikalt ved sagen. I virkeligheden er det sjovest at være for ligestilling som en del af underholdningen og talerne ved festlige lejligheder og ikke i hverdagen. Ligestilling som model for konfliktløsning mellem forskellige køns forskellige interesser, er i virkeligheden ikke en idé ret mange abonnerer på.

Hvis det fremtidige ligestillingsarbejde derfor skal have gennemslagskraft og rumme forandringspotentialer, er nye strukturer og et smartere image ikke nok. Kun ved at synlige kvinder og mænd prioriterer, fremmer og omtaler ligestilling i al politik og praksis, kan vi sikre en kollektiv revitalisering af arbejdet for ligestilling mellem kønnene i respekt for forskelle mellem og indenfor køn.

Marianne Kruckow er mag.art. sekretariatsleder for Litteraturrådet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk