Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mainstreaming i ligestillingspolitikken

 

Mainstreaming gør alle til ligestillingsmedarbejdere - uden at det er gået op for dem. Dagens ligestilling fyldes med nye begreber og udtryk - få aner, hvad de betyder.

 

 
FORUM/4.3.99 Da jeg netop har færdiggjort en rapport til EU om mainstreaming, vil jeg her benytte lejligheden til at lufte min bekymring over, at mainstreaming-begrebet tilsyneladende upåagtet breder sig som målsætning i ligestillingspolitikken internationalt, i EU og her i Danmark. Dette er sket siden denne tilgang til ligestilling blev besluttet på FN's kvindekonference i Beijing i 1995.

Mainstreaming i ligestillingspolitikken betyder, at ligestillingsperspektivet skal integreres i alle politikfelter; i finanspolitikken, socialpolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, uddannelsespolitikken, sundhedspolitikken m.m.. Dermed ses ligestilling ikke længere som et særligt anliggende, men snarere som led i sikringen af fundamentalt lige rettigheder.

Med andre ord bliver alle politikmagere ligestillingsmedarbejdere, uden at dette nødvendigvis er gået op for dem.

For en "femokrat" er det naturligvis drømmen, at ligestilling faktisk bliver anerkendt som et fænomen, der nødvendigvis må omfatte alle områder, og den danske regering har også gennem Amsterdamtraktaten bundet sig til at gøre dette. Arbejdsministeriet er efterfølgende, så vidt det er blevet mig oplyst, ved at omlægge ligestillingspolitikken til mainstreaming. Det er klart at f.eks. et for tiden aktuelt emne: småbørnsfamiliernes muligheder for at integrere familie- og arbejdsliv, forudsætter en snæver sammenhæng mellem arbejdsmarkeds- og socialpolitik.

Hvor ligestillingspolitikken hidtil har været båret af ildsjæle med et særligt engagement baseret på en overordnet opfattelse af, at kvinders ulige stilling retfærdiggjorde en særlig positiv særbehandling, så tages det i mainstreamingkonceptet ud af dette særlige regi og lægges ind i den generelle politik og underlægges en mere generel analyse af, hvem der må anses som særlig udsatte i det danske samfund. Og man kan tænke sig, at ligestillingsproblemet på arbejdsmarkedet snarere bliver focuseret på en afkønnet og mainstreamet model som "småbørnsfamilien" og dermed tilslører den enlige mors eller ældre arbejdsløse kvindes særligt udsatte position.

Et andet problem er, at selve ordet mainstreaming ikke betyder noget på dansk, og det er heller ikke muligt at lave en meningsfuld oversættelse. Til gengæld er det et begreb, som breder sig ikke alene i ligestillingspolitikken men i politikudforming som sådan. Og det gør det på lige fod med to andre begreber, som også er højt prioriterede i EU's ligestillingsarbejde. Det er begreberne benchmarking og examples of best practice.

Benchmarking betyder, at man skal sammenligne sig med andre, der sættes som benchmark d.v.s. det gode eksempel, som man gerne vil efterfølge ved at undersøge og efterligne de metoder, som fører til det gode resultat. Begge begreber mainstreaming og benchmarking kædes sammen med det sidste nemlig examples of best practice, hvor man fokuserer på at synliggøre de særligt gode eksempler på, at standarderne er blevet fulgt.

I handlingsplaner og strategier bliver begreberne anvendt som tilgang til nye initiativer bl.a. på ligestillingsområdet. Og problemet er nok helt bredt, at der er tale om "tekniske" begreber, som har en tilbøjelighed til at gøre embedsværket til de virkelige politiske aktører, fordi de er de eneste, som faktisk forstår, hvad begreberne dækker, og som kan overskue det store antal parametre man skal arbejde med, når politikkerne skal føres ud i livet.

Som jeg ser det, er der sket det, at der inden for blot de sidste to år er produceret et meget stort antal rapporter om mainstreaming og benchmarking, uden at begreberne faktisk er blevet alment kendt og uden at det faktisk er til at få øje på ret mange steder.

Det er altså EU-embedsværket og det danske embedsværk, i EU-ligestillingssammenhæng DG 5, som støtter ligestillingen, der er aktivt udadfarende i implementeringen af de nye politiske tilgange. For en dansker dermed oven i købet et generaldirektorat, der er præget af embedsfolk fra lande (Italien, Belgien, Frankrig) med en helt anden velfærdsstatsmodel end den danske, og hvor ligestillingen befinder sig på et væsentligt andet niveau.

De præger arbejdet i retninger, som i nogle tilfælde må betragtes som passé her i landet og andre tilfælde politisk kontroversielle.

Det gør de, når de implicit arbejder udfra forestillinger om, at kvinders problemer på arbejdsmarkedet er forbundet med, at de er dårligere uddannede end mænd, at de primært tager uddannelse på et praktisk og lavt niveau, har en stor privat omsorgsbyrde overfor børn og ældre familiemedlemmer og ofte tager deltidsarbejde for at få enderne til at hænge sammen. I det omfang, at der fokuseres på projekter, der primært skal hente ind på kvinders uddannelsesunderskud, kan det virke en smule outdated i forhold til kvinders faktisk meget høje uddannelsesniveau i Danmark og en del af de øvrige EU-lande. Tilsvarende kan diskussionen om flextid og deltidsarbejde også føre til politisk kontroversielle initiativer, der fremmer deltidsarbejde til kvinder.

Som dansk "ekspert" i ligestilling og arbejdsmarked, har jeg flere gange søgt at brokke mig over de emner, som jeg er blevet præsenteret for som de i øjeblikket højest prioriterede. Jeg har fået det svar, at jeg ikke er politiker men blot ekspert og derfor ikke skal blande mig i de politiske prioriteter. Problemet er blot, at jeg endnu ikke har kunnet opstøve den eller de danske politikere, som faktisk er med til at udforme prioriteterne. Tværtimod har jeg erfaret, at kendskabet til dem er meget begrænset selv på det allerhøjeste politiske niveau.

Den danske regering har faktisk bundet sig til ligestillingen som høj prioritet i EU-samarbejdet. Det er på tide, at kvindebevægelseskvinder, kvindeorganisationer og politikere diskuterer, hvordan vi kan komme til at præge dette arbejde - og hvordan man sikrer, at der faktisk er ligestillingspolitisk velorienterede danske embedsfolk, blandt de, som i praksis iværksætter arbejdet.

Karen Sjørup er prorektor og lektor i kvindeforskning, RUC.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk