Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Frigiditet og ægteskab hos Simone de Beauvoir

 

Simone de Beauvoir levede det meste af sit voksne liv på hotelværelser. I 2-3 år ad gangen boede hun på ét hotel, for derefter at flytte til et nyt. Når hun efterhånden var blevet stamgæst, lykkedes det hende at få et køkken stillet til rådighed, men ellers levede hun sit liv på Cafe Flore, på La Coupole eller en anden cafe.

På hotellerne boede vennerne i andre værelser: Sartre, Camus og andre levede lige nede ad gangen. Under Simone de Beauvoir kollokviet i januar boede jeg selv på La Lousiane, hvor slænget holdt til under 2. verdenskrig. Et trangt, mørkt og uhyggeligt sted, langtfra den hotelstandard som de, der ikke kan forstå, at eksistentialisterne havde råd til at bo på hotel, kan forestille sig.

 
FORUM/16.2.99 Men hjemlig hygge og faste familiale relationer var der ikke tale om i efterkrigstidens parisiske eksistentialistmiljø. Man røg og drak, skrev, diskuterede og rejste. Idealet var det frie valg af sin familie og fravalg, hvis man blev træt af hinanden.

Simone hadede og foragtede ægteskabet, og anså det for døden for seksualiteten. En meget stor del af Det andet køn er viet til opgøret med det ægteskab, som i Simones tid var skæbne, social og økonomisk afhængighed, og som ifølge Simone betød seksualitetens død for kvinden.

Et af de mest underfundige oplæg på kollokviet var Unhappy Bodies - The Frigid Women in "The Second Sex", der blev holdt af en unge amerikansk forsker, Meryl Altman fra DePauw University i Illinois. Hun talte udfra diskussionen i 1950erne om den frigide gifte kvinde - en diskussion som nogle af os kan huske fra vores barndom - og udfra Simones grundlæggende opfattelse af ægteskabet som et slaveri for kvinder, i hvilket lysten bliver knægtet med pligt og vold.

Dengang diskuterede man også i Danmark årsagen til, at voksne kvinder ofte havde et problem med det lægerne kaldte frigiditet. Hun bemærkede også den oplagte kendsgerning, at forholdet her i 1990'erne er blevet omvendt, således at det i dag er mændene, som har et problem med frigiditet - her kaldet impotens - som nu i stort tal søges behandlet med terapi og Viagra. Det fra det passive `varme/kulde' hos kvinder til det aktive `kunne/ikke-kunnen' hos mænd.

Under alle omstændigheder har begrebet frigiditet i dag en lidt altmodisch klang, hvad enten det så skyldes fænomenets forsvinden eller problematiseringen af fænomenets forsvinden.

Simones reference i Det andet køn var Wilhelm Stekel, en tidlig Freud-kollega fra Wien, hvis bog Die Geschlechtskälte der Frau (Den frigide kvinde, 1920) hun citerer overordentligt hyppigt i værket. 61 gange sagde Meryl Altman. Stekel dokumenterede gennem beretningerne fra sine patienter den systematiske knægtelse af kvinders seksualitet i ægteskabet, han mente f.eks. også, at spontan abort skyldes kvindens ubevidste afvisning af fosteret, hvilket modsvarer Simones meget negative syn på graviditet og fødsel.

Ved at referere til Stekel, opnåede Simone de Beauvoir at kunne bruge en psykoanalytisk terminologi og fortælleform uden at skulle operere med
hverken ødipuskomplekset eller penismisundelsen. Eller som Altman sagde, hun undgik det problem, at individet ikke kunne være autentisk hos Freud, at dets eksistens så fuldt og helt tilskrives seksualiteten.

Som Simone skriver: "Man bør ikke opfatte seksualiteten som en irreduksibel given størrelse. Den eksisterende har i sig selv en "søgen efter væren", der stikker endnu dybere, og af hvilken seksualiteten kun er et aspekt blandt andre."(Det andet køn, bind 1, s.74). Individet i Freuds analyse er dårligt i stand til at træffe de eksistentielle valg, som for Simone var grundlæggende.

For os tilhørere forekom det tydeligt, at Simone var en væsentlig del af og måske inspirationskilde for 1950'ernes seksualitetsdebat, også i Danmark. En debat, der foregik i en tid, der - som man vil erindre - var husmoderens absolutte storhedstid, hvor få kvinder formåede at frasige sig en husmoderkarriere. Men hvor diskussionen om husholdningspengenes niveau, om den gifte kvindes ret til indsigt i sin mands finanser, osv. vidner om en tid, hvor ægteskab og graviditeter stadig var skæbne. Men også en skæbne, der førte til mange frustrationer. Jeg husker selv Tove Ditlevsens brevkasse i Familiejournalen, hvor gifte kvinder skrev ind om problemer med, at de ikke kunne udholde seksuallivet i ægteskabet, fordi manden ikke vaskede sig nok. Svaret fra Tove Ditlevsen, som jo heller ikke helt var af sin tid, var, at hvis de elskede manden, ville en smule skidt ikke genere dem.

For den unge generation, som svælger sig i brudekjoler med slæb og slør, polterabend for kvinder og mænd, mega-bryllupsfester og den rette indretning af det hjem, som ikke længere er kvindens eget lille dukkehjem, men et fælles projekt, er ægteskabet blevet til et valg blandt andre, som måske kan holde, måske ikke.

Så kan man jo spørge sig selv, hvilken skikkelse problemet med manglende lyst tager. Har man bare lyst til hinanden? Eller er problemet blot blevet et problem for begge, som man måske heller ikke har tid til at tage sig af.

Simones analyse af det onde ægteskab er noget, der trækker hende bort fra vor tid, også for os, som anser hende for ganske nutidig. Men det vigtigste i den forbindelse er, at hun hele tiden betoner valget og muligheden for fravalg, som i dag har gjort ægteskabet til en del af markedet af mulige livsformer, og som har gjort Simones eget valg af livsform mere alment tilgængeligt, om end tiden mellem cafe-besøgene ikke tilbringes på usle og kolde hotelhumre.

Karen Sjørup er lektor i kvindeforskning og prorektor, RUC
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk