Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når barsel fremmer karrieren

 

Her gik jeg lige og troede, at jeg gjorde en ihærdig indsats for at blive en lige så dårlig arbejdskraft som kvinderne ved at være på orlov. Dårlig vil her sige, at kvinden tager hjem fra arbejde for at føde sine børn og ikke mindst, når hun er kommet tilbage, tager barns 1. sygedag i en uendelighed og har billeder af de kære små liggende under det gennemsigtige skriveunderlag på skrivebordet. Kort sagt Arbejde med stort A er ikke længere det primære i tilværelsen. Hun er blevet en ustabil arbejdskraft, et dårligt arbejdsliv.

 

 
FORUM/16.2.99 Den nemmeste måde at opnå denne glorværdige status på er ved at være født kvinde, men jeg tænkte, det må da også kunne lade sig gøre for en mand, hvis man nu lagde sig lidt i selen.

Som sagt så gjort. Det skulle ikke hedde sig. Med tårer i øjnene tog jeg afsked med min computer, mit brevpapir med firmalogo og mine statusbunker af yderst vigtige papirer på mit skrivebord fyldt med komplicerede problemstillinger, som jeg var ene mand for at kunne løse og traskede hjem til bleer, skemad og sutter, der skal skoldes.

Her sidder jeg så i slåbrok, ubarberet og læser gamle dameblade og forsøger at pille min arbejdsduelighed af mig, mens datteren er sendt i udvalg for at udarbejde et projektpapir om, hvordan vi får mere orden ved morgenbordet. Det skader jo ikke at give de små lidt ansvar.

Og hvad kan jeg så læse i Alt for damerne om mænd og børnepasningsorlov? Orlov skaber gode ledere. Det udvikler lederens personlighed at passe et spædbarn. Jeg var rystet. Jeg troede, at jeg gik hjemme og danderede den med lidt sut, prut, nu det' slut du, smut ud og sov. Og så er jeg i virkeligheden igang med en intens karriereudvikling uden at vide det.

Tænk at dameblade kan sidde inde med en så sprængfarlig viden. Jeg håber sandelig ikke for mange mænd læser dem.

Jeg var rystet - og så blev jeg sur. Jeg er hjemmegående og jeg vil have lov til at være dum og doven og fortabe mig i de små ting. Jeg vil have min orlov for mig selv. Den skal ikke være et led i min karriere, højst karriereafviklende.

Men jeg kan skrige og råbe, lige så meget jeg vil. Der er gået prestige i at være far - og at tage det på sig. Det er ligefrem blevet et plus ved ansættelsessamtaler for mænd at spille på deres faderstatus. Det viser, at de er et helt menneske. Et sundt og følsomt lederpotentiale. Og jeg har bare tørret røv på en baby i et selvbærende team.

Det lykkedes altså ikke. Jeg beklager. Jeg prøvede virkelig at pille ved min status som mand på det danske arbejdsmarked, men modstanden var for stor. Hvad skal man gøre, når man bliver premieret bare på grund af sit køn.

Poul-Erik Jeppesen er på forældreorlov. Ellers er han fuldmægtig.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk