Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Vi vil ha' tiden tilbage

 

I et samfund som det danske, hvor især unge og yngre kvinders erhvervsfrekvens er meget høj, hvor flere og flere kvinder får mere og mere uddannelser, og hvor det at få (flere) børn igen er blevet et populært projekt, er tid blevet en mangelvare, som reguleres af stramme kalendere og krav om at nå så meget som muligt på ingen tid. Der mangler jo arbejdskraft, der mangler nærhed, og der mangler omsorg. Og vi leverer det hele og oftest i et tempo, der burde forbydes.

 
FORUM/3.2.99 I 80'erne var det chikt at have travlt. I 90'erne er det luksus at have tid. Kvinder spiller begge idealer lige godt, men grundlæggende har vi helvedes meget at gøre hver dag, hele ugen, hele året, så tid er noget vi drømmer om og ikke har. "Mayland" har i den grad overtaget struktureringen af vores liv, uanset at noget andet er på mode.

Tid er i virkeligheden det, veninder taler mest om. Uden at ville det, uden at vide det og ikke fordi vi synes, det er et spændende emne, men fordi tid som en mulighed er noget, vi bare ikke har i håndkøb. Vi løber ikke bare sammen på en café eller hjemme til en kop et eller andet. Vi ringer, når det er belejligt, vi checker i fællesskab vores kalendere, vi udveksler standardfraserne om, hvor travlt vi har og aftaler en tid, gerne en måned ud i fremtiden, som om det handlede om et rutinemæssigt eftersyn hos tandlægen eller automekanikeren.

Den tid vi aftaler skrives op - eller ned - bliver nøje udmålt i felterne i kalenderen og næste skridt, i hvert fald for de af os, der har børn, er så at koordinere det tidsrum med en andens kalender, så alting går op i en højere enhed: daginstitutionernes og forretningernes åbningstid og ikke overskride de overskrevne felter på den pågældende dato. Nogen af os er endda så priviligerede, at vi har en PC, der meddeler at aftalen støder for tæt op til en anden aftale, når vi taster den ind! Selv vores hjælpemidler er nemlig indkodet til ræset.

Den spontanitet, plads og selvfølgelighed der var i f.eks. min mors råben over hækken til naboen, at nu var kaffen klar, er fuldstændig væk. Det, at kunne sætte sig ned på en bænk eller gå en tur på en hverdag for at kigge på vinduer eller vintergækker, er afløst af møder, arbejde og andre af de muligheder, vi som kvinder kæmpede så stærkt for at få del i. Og når flere og flere af mine jævnaldrende bliver trættere og trættere, mange bliver ligefrem syge; de, der har muligheden, kaster sig over den ene børnepasningsorlov efter den anden, og OECD's rapporter viser, at kvinder ikke har det godt, er tiden inde til, at vi må på barrikaderne igen.

Der var noget vi glemte i farten og i en udvikling, hvor de materialistiske værdier vandt prioriteringskampen over følelser, kærlighed og plads til refleksion. Og redningen vinker ikke forude ved helt at melde sig ud af arbejdslivet eller ved at abonnere på de strategier, der i dag tilbydes for sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Det er en forkert form for ligestilling, som vi allerede har fået for meget af.

Al det, der skulle have været selvfølgelig tid til rekreation og omsorg, al den tid vi skulle have haft til os selv og hinanden ved at dele forsørgerpligten og omsorgsforpligtelserne med en anden eller med velfærdsstaten, har vi lige så stille og i stor travlhed accepteret forsvandt i kampen for....hvad?

De rettigheder vi har fået f.eks. til barn-syg-dag, bliver til problemer, der nøje skrives op og udmåles. Hvordan fanden kan omsorg for en febril unge måles i, hvis tur det er, og på hvis kvote det skal tages? Hvordan kan det være en ligestillingssejr at have fået en sådan ret, når præmisserne for at bruge den stadig er så tåbelige?

På tærsklen til det ny årtusinde vil det være passende at kæmpe for, at kvinder ta'r tiden tilbage. Den tid, der gør, at vi når at tænke os så meget om, at der bliver kvalitet i både vores relationer og i vores arbejde. Den tid, der gør, at vi også kan se, at der kom kvalitetsliv ud af ligestillingskampen og det at få egne penge og eget værelse på vores og ikke på økonomers, politikeres eller på arbejdsmarkedets konjunkturbestemte præmisser.


Marianne Kruckow er mag.art. og sekretariatsleder i Litteraturrådet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk