Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Det italienske køkken-fatamorgana i Bagsværd

 

 
FORUM/ 28.1.99 Bølgen ramte mig cirka midt på sommeren.

Hændelsen var ventet, for på det tidspunkt var flere i min omgangskreds allerede væltet omkuld i ægteskabelig turbulens. Skabsdybde, stålvaske og emhætters sugeevne var tematikker i dagligdagens forhandlinger. Specialiseret produktviden blev opsnappet i den lokale INVITA-forretning, som også var leveringsdygtig i argumenter for og imod granit, når ægtefællerne skulle snigløbe hinanden. Skilsmisse var på tale i tilfælde, hvor parterne stod stejlt på hver sine elementer, eller hvor det indbyrdes syn på grebs-design var særlig antagonistisk.

For dem - som for mig - endte hele redeligheden imidlertid med kompromis sidst på sommeren. Lykkelig over omsider at være arriveret uden skrammer i køkken-land.

Vi lever under de "nye køkkeners" regime.

Det epidemiske krav har bredt sig til selv fjerntliggende egne af landet: "Riv ned! Byg om! Byg ud! Byg nyt!". De reflektoriske forsøg på vægring afvæbnes af TV2s reklameblokke efter nyhedstimen. Her fremmanes billeder af familieharmoni indrammet af smukke skabslåger, udfoldet i HTH eller Poggen Pohl mellem laminatbelagte bordplader og matpolerede blandingsbatterier. Køkkenet har - forstår vi - erstattet dagligstuen og soveværelset som hverdagslivets centrale rum. Skellet mellem sofaliv og køkkenpligter ophæves af alrummets koge-ø, der flyder rundt centralt i rummet, og samler far, mor og børn omkring ernæringsrigtige retter og ulvetime-rutiner.

Fænomenet er næppe dansk af oprindelse. Skal man tro køkkenproducenterne, har sydligere kulturer været inspirationskilde. Et faktum er det ihvertfald, at det sydeuropæiske køkken er gavmild på stereotypiserede associationer: Sortklædte mødre i størrelse XL er bare bedre til at røre en genuin pesto, skælde og smælde på familiens skumfødte Adonisser og holde hele det forkætrede patriarkat ud i strakt arm. Kærligt, pittoreskt og samlende over gryder i kog.

Således sendt i cirkulation omkring et italiensk fatamorgana vaklede vores dømmekraft. Hvad passede bedst til Bagsværd? - Milano- eller Napoli-design? Jaah, måske gik det med Verona, hvis vi smækkede en terrazzo-plade på?

Hvad er forklaringen på, at så fremmedartede køkken-scenarier kan tiltvinge sig adgang til det skeptiske, danske sindelag og sende selv fornuftstyrede mennesker på køkken-udstilling i Forum?

Forklaringen er formodentlig lige dele nostalgi og længsel. Det danske efterkrigs-køkken, har været en slagmark - det ved vi. En zone for kønspolitiske kontroverser om, hvem af os, der skal skulle være der hvornår.

I 60'erne var det min mor.
I 70'erne var det min far.
I 80'erne var det min kæreste.

Men i slut-90'erne skal køkkenet forene kønnene. Vi vil have fred mellem potter og pander - fred i familien.

Familiediskursens genkomst er en realitet. På globalt plan viser den sig i en massepsykose, der geninstallerer kernefamilien, som eneste sande locus for voksenlivets udfoldelse. Familien som bolværk mod kulturel og moralsk opløsning, mod personlig depravation. De daglige syndefaldsberetninger fra rigsretssagen i Washington er indskrevet i familiediskursen. Nok er Clintons utroskab et forræderi mod Hillary, men i en republikansk forståelse, er det også et forræderi mod hele den amerikanske nation, da familiens moral og sammenhængskraft er basis for nationens.

I vores lille land trækker vi gudskelov ikke disse paralleller. Ikke desto mindre har "familien" og "hensynet til den" fået mantra-status i en lang række politik-områder - hvor det kan betale sig.....
Vi taler om familien, drømmer endda om at udrette noget stort og afgørende for den, men resultaterne er vel reelt til at overse.

I denne "far, mor og børn" revival er køkkenet blevet ikon for en "rigtig, vellykket familie". At installere nyt køkken, er at give den havarerede familie en chance. Køkkenproducenterne tjener kassen.

- Tankevækkende, at det sker på et tidspunkt, hvor kønnene i stigende grad lever adskilt enten solo eller som alene-forældrer........

Anette Dina Sørensen er konsulent, skribent og kønsforsker.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk