Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Farmand har altid (første)ret

 

En mandlig bekendt havde netop fået job i en organisation, som er notorisk berygtet for et enormt arbejdspres og en tilsvarende høj skilsmisseprocent. "Hvordan kan du tage sådan et job, når I lige har fået barn nummer tre?", spurgte jeg med vanlig sans for diskretion og diplomati. "Jo, jeg ved godt, de arbejder meget derinde, men nu ser vi lige, om ikke det går."

 
 
FORUM/26.1.99 Jeg ved godt, hvordan det går, for dette pars historie er blot en variant af den sædvanlige om ægteskab og karriere blandt veluddannede 90'er-par: Pige møder dreng på studiet, de bliver færdige og får begge deres drømmejob. Mens hun venter deres første barn, får han sin første forfremmelse.

Ved barn nummer to skifter han til et nyt job, et godt stykke længere oppe af karrierestigen. Hun bruger den goodwill, hun har opbygget på sin arbejdsplads, til at gå ned i arbejdstid - bare en periode, for hun er så træt. Ved barn nummer tre er han blevet SÅ betydningsfuld og uundværlig, at han næsten aldrig mere er hjemme.

Hun tager forældreorlov, for at få det til at hænge sammen. Og så kan man jo ikke lige skifte job. Og godt det samme, for hun er altid så træt, og orker slet ikke at starte på noget nyt.

Hver gang jeg støder på variationer over dette tema - og det sker ikke så sjældent - undrer jeg mig.

Jeg undrer mig over den usvigelige lovmæssighed, hvormed mændene får lov at køre karriereklatten, helt uden smålig skelen til timing og antal af børn. Ethvert nybagt forældrepar opdager meget hurtigt den enkle, men ikke desto mindre overrumplende sandhed: Når man får børn, bliver "egentid" (inklusive arbejdstid) til en knap ressource. Jo mere den ene tager, jo mindre er der til den anden.

Men alligevel får manden altså lov til at vælge først og mest. "Jo, men jeg vil da ikke hindre hans udvikling - det er et smadderspændende job", siger kvinderne.

Jeg undrer mig også over, på hvilken måde mændene får gjort deres valg til en slags force majeure: "Jamen han har altid arbejdet meget, det ændrer sig ikke", siger f.eks. hende med to små børn, der netop er gået ned i arbejdstid. Hun er nemlig gift med journalisten, der ellers havde fået sig et velbetalt, prestigefyldt og ikke for krævende job, men som så skyndte sig at få sig et omsiggribende og rejsekrævende bijob.

Men mest af alt undrer jeg mig over, at disse veluddannede, bevidste kvinder finder sig i det. Hvorfor siger de ikke: "Nå skat, nu har jeg de sidste ti år født og passet to/tre/fire børn, mens du har muntret dig på arbejdsmarkedet. Kvit chefjobbet og tag et job som fuldmægtig i kommunen, for nu er det min tur."

Fordi de ikke vil begrænse deres ægtemænd (som ganske vist ikke har problemer med at begrænse deres koner), og fordi det er en ulige kamp: Han har hele samfundet, kulturen og arbejdspladserne bag sig, hun er bare træt.

OG så er det selvfølgelig også, fordi disse kvinder vil være sammen med deres børn. Det er jo ikke, fordi kvinder ikke gerne vil have gode, velbetalte og udviklende jobs, men de vil det ikke for enhver pris. Og altså ikke, hvis prisen er at komme hjem hver dag klokken 18.30 (som det tidligste) til en enkelt kvalitets-time med ungerne.

Man kunne med en vis ret hævde, at det sådan set ikke kommer mig ved, hvordan andre par vælger at indrette sig. Men deres indretning bliver til alle kvinders begrænsning!

Problemet er nemlig, at arbejdsgiverne har gjort sig de samme iagttagelser som jeg. Adskillige undersøgelser dokumenterer, at for mandlige ansøgere er det ligefrem en fordel at have en familie. Det signalerer stabilitet og store forsørgerforpligtelser. Hvorimod for kvindelige ansøgere er en familie et handikap. Det signalerer B-dage og mindre fleksibilitet.

Så længe mændene er villige til, og får lov til, at arbejde som besatte, kan arbejdsgiverne omkostningsfrit diskriminere kvinder på den konto. Først når også manden skal haste hjem HVER dag (eller i det mindste hver anden) for at hente børn i børneinstitutioner, først når mændene også tager B-dage, omsorgsdage, barselsorlov osv., og først når også mændene sidder og laver indkøbslister kamufleret som noter på vigtige møder..., først da får vi nogle arbejdspladser, hvor der er plads til mænd, kvinder - og børn.

Agi Csonka er forsker ved Socialforsknings Instituttet i København.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk