Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En han-Suzanne Brøgger

 

 
FORUM/21.12.98 Jeg kan huske, at jeg engang, imens Carsten Jensen var tv-anmelder ved Politiken, læste noget han skrev om et fjernsynsportræt, der var blevet sendt af Suzanne Brøgger. - Dér hvor hun ligger i badekarret, og de krydsklipper hendes ansigt med en kamels. Jensens foragt var ganske uden nåde: Det Suzanne Brøgger skrev var intet værd og hendes tænkning ikke tænkning, bare små barnlige guirlander af lutter pyntelig små-filosoferen. Her var et menneske, der intet havde at tilbyde verden ud over at være spejl for kulturforfald og tidens middelmådighed.

Jeg dukkede mig skræmt for de jensenske missiler, som jo også ramte mig, der altid syntes, jeg havde fået noget ud af at høre, hvad Suzanne Brøgger mente. Men mest var jeg forbavset over Jensens frådende, grasserende, konsekvente afvisning.

Nu hvor jeg har læst Kannibalernes nadver (Gyldendal, 1988), rent ved et tilfælde, fordi en regnvåd og kold eftermiddag tvang mig indendørs med ungerne på et bibliotek, forstår jeg bedre.

Han er jo en han-Suzanne Brøgger!

Carsten Jensens projekt og identitet som kunstner ligger snublende tæt op ad Brøggers, begrænsningerne er de samme, potentialerne, sårene... Carsten Jensen vil fortælle om sit kærlighedsliv. Men han har heller ikke noget valg. Han ejer ikke den kunstneriske evne til at skrive om sine temaer uden at inddrage sit personlige liv. Drevet og bundet af en narcissisme.

Intet under Jensen skældte ud.

Kannibalernes nadver er simpelthen Carstens Jensens udgave af Ja (Rhodos, 1984). Den kunne også have heddet "Nej", og handler om hvordan Don Juan-Jensen, pigernes villige legetøj, kom ud af et kærlighedsforhold til et utåleligt umodent, narcissistisk pigebarn. (Men smuk og ung). Egentlige personlige egenskaber hører vi ikke om, at hun besidder, og da hun til sidst i taxien på vej til deres bryllup spørger Hr. Jensen, om han også vil elske hende, hvis hun en dag bliver grim, falder skællene endelig fra hans øjne. Han indser, at hun er som han selv: drevet af angsten for ikke at blive elsket. Og han forlader hende ganske ufortøvet, stiger ud midt i et lyskryds med ordene: "Hør her, skat, du er slet ikke min type".

Det er selvfølgelig tyk (selv)ironi, men også forfærdeligt sandt: en kvinde, der holder op med at være ung og smuk, er ikke denne mands type...

Forfærdeligt er det også, fordi Jensen hudløst blotter, at de mange og skiftende kvinders tomhed reflekterer den indre mangel i ham selv. Den ensomhed det moderne menneske er dømt til.

Det er historien om, hvordan seksualiteten for længst kører sit eget løb og, kærligheden ikke er til at finde. I narcissismens kultur, hvor lysten regerer bruger vi bare hinanden. Til at tømme os i. Som lokummer. Og følgelig indskrænker "den andens" indhold sig også til lort.

Eller tomhed.

Eller også er "den anden" slet ikke til at finde. Fordi følelsen for "den anden" kommer før "den anden"...

Et sted fortæller Carsten Jensen om en kvinde, hvis ulykkelige kvindeliv giver sig udslag i en mani med katte. Hun har et helt rum fuldt af katte, som hun fodrer - indtil den dag døren blæser i, og hun bliver ædt af dem. Man finder scenen igen, næsten identisk, i Jadekatten (Gyldendal, 1997), hvor Suzanne Brøgger bruger et værelse fuldt af katte, der sønderriver og opæder hinanden, som et makabert billede på den ødelagte og ødelæggende kvindelige narcissisme.

Et lille litterært lån. Måske en venlig hilsen.

Eller også er det bare, fordi de er så tæt på hinanden.

FORUM/21.12.98

Jette Hansen er skribent og debattør og medlem af bestyrelsen for Kvindeligt Selskab.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk