Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Respekt for det rablende raseri

 

Min nabo på landet hedder Anna. Når jeg skal på weekend, ringer jeg til hende om morgenen, og så går hun over og tænder for oliefyret, så huset er varmt, når jeg ankommer fredag aften. Den slags kræver gentjenester.

 
FORUM/4.12.98 Sidste vinter kom hun over, hver gang jeg var i huset alene (når jeg har mand, børn eller venner med holder hun sig tilbage) og undrede sig over mit forbrug af stearinlys. Det er stort: I november køber jeg for flere tusind kroner hvide stearinlys i alle størrelser, de er som regel væk i februar, så går jeg over til Netto-lys. Hendes undren gjaldt, at jeg kunne finde på at tænde op til fyrre stearinlys bare for at hygge mig og høre musik - helt alene! I år har jeg allerede to gange set, at hun tænder et stearinlys, når hun læser Kristeligt Dagblad - helt alene!

Anna har været vidt omkring: Født i Limfjordslandskabet, opvokset med indre mission, kom hun til København og var hos adskillige præstefamilier. Ingen præst så til den lidt mandhaftige Anna, så da hun var næsten fyrre, brugte hun sin opsparing til et seminarieophold og underviste siden i kristendomskundskab ved Vesterhavet i 26 år. Så købte hun et aftægtshus ved Limfjorden og lever i dag med sin Gud og genbrugsbutikken, der sælger varer til fordel for ydre mission. Pris sætter hun på Opel Kadetten fra 1968, som nok kan holde hendes tid ud, hvis hun rører den hver dag. Hun er dog holdt op med selv at køre til København, nu hvor hun er næsten firs.

Alliancen mellem Anna og mig er intens - sjældent har jeg oplevet mage til søstersolidaritet. Anna griner af min mand, som ikke kan sætte en loftslampe op, men som er god til brasede kartofler. Hun taler hen over hovedet på mine børn, som er vant til at blive behandlede som voksne og derfor bliver sure, når Anna kommer.

Hun taler til mig, for hende er der ingen tvivl om, at kvinden er familiens overhoved. Hun under mig hjerteligt, at jeg har uddannelse, at jeg kan klare mig selv - og også har familie og et seksualliv. Hun undersøger kyndigt vores dobbeltseng og er meget diskret lørdag eftermiddag, når min mand også er i huset. Annas mand er Jesus, hendes liv har været viet Gud og dog er hun som firsårig mere fjantet end min fjortenårige datter.

Når jeg kører hjem til Aarhus - væk fra Anna - så føler jeg stærkt, at Anna er solidarisk med mig, men at jeg og min generation har smidt hendes værdier ud med badevandet. Hun var en del af det, som jeg selv gjorde oprør mod: Autoritetstro, kristendom og en ydmyghed over for mænd, som er grænseløs.

Men i de få år, jeg har kendt hende, er hun også kommet til at repræsentere forbindelsen tilbage - til min mormor, til min forskolelærerinde Fru Abrahamsen. De var kvinder, som i mangt og meget underkastede sig deres mænd, deres naboer, deres Gud, men det var af dem, jeg lærte det overgivne, nihilistiske oprør. Når min mormor sad på trappestenen og snakkede med landsbyens ene bøsse om den bedste dag i hendes liv: Den dag min morfar døde - (de var gift i tredive år).
Når Fru Abrahamsen imiterede Hr. Førstelærer Abrahamsens mave og gangart og så sendte hele første klasse ud på legepladsen, hvor vi alle gik som førstelæreren, der havde gårdvagten i det frikvarter.

Det er først efter jeg mødte Anna, at jeg har husket disse kvinder født før århundredskiftet. Deres rablende raseri og ydmyge resignation troede jeg, at jeg levede ud i 1970ernes slagsmål mellem partier og køn. Men, kære venner, det var småting mod kræfterne gemt i de gamle kvinder. Når jeg bliver 50, springer jeg ud i deres billede. Whauw for en fremtid!

Karen Klitgaard Povlsen er forskningslektor på CEKVINA, Århus Universitet
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk