Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

DEN STORE MAND

 

 
FORUM/17.11.98 I TV2´s underholdningsprogram Den Store Klassefest får mennesker, der ellers altid sidder på livets bageste række, lov til at komme ind foran de snurrende kameraer helt oppe ved tavlen. Den eneste forudsætning er, at de har været klassekammerater med en person, der efter endt skolegang er blevet berømt nok til nu at kunne trække over en million seere hen foran skærmen.

Når man selv har været elev i en klasse af almindelig menneskelig metervare, må man nøjes med at forestille sig, hvordan det ville være at sidde dér i studiet sammen med den nu så berømte klassekammerat. Og tænk hvis det var en berømthed, man vitterlig beundrede, og hvis største talent ikke bare var evnen til at tiltrække mediernes opmærksomhed.

For eksempel en god forfatter. Tænk at sidde dér overfor en Tom Kristensen og forsøge at tiltuske sig bare en flig af æren for mandens vid og kløgt. Eller mens vi drømmer: Ernest Hemingway. Tænk at komme ind i studiet og få et ordentligt bjørneknus af Papa Hemingway, som man ikke har set siden 9.c´s afslutningsfest.

Men selv om klassekammeraterne får lov til at komme med op ved tavlen, er der aldrig tvivl om, hvem det er, der skal bruge kridtet. I en af konkurrencerne undervejs har klassekammeraterne aflagt nogle vidnesbyrd omkring berømtheden, hvoraf en del er rigtige og andre forkerte. Seerne tilskyndes hermed til at gætte med, inden berømtheden selv afslører (eller gætter på), hvilke der er i overensstemmelse med sandheden.

Lad os afprøve konceptet på Ernest Hemingway. En række vidnesbyrd: "Han var en dygtig bokser." "Han var stærk som en okse." "Han kunne lide at gå i kjoler." "Han fortalte opdigtede historier om sig selv."

Hvis Hemingways projekt er lykkedes, skal vi seere kun svare bekræftende på de to første. Det ville Hemingway selv gøre. Og hvis klassekammeraterne så afslørede, at de to sidste lå tættere på den virkelige knægt Ernest, kunne de godt skyde en hvid pind efter al kakao og boller og balloner, for Hemingway ville have forladt studiet med det samme. Hans image skulle der ikke pilles ved.

Udover det litterære projekt arbejdede Hemingway også på et andet: sig selv som mand. Han ønskede at rejse et monumentalt billede af sig selv som en rigtig mand. Det kan vi, der ikke har kendt ham endsige gået i klasse med ham, for så vidt være ligeglade med. Vi kender kun og skal kun forholde os til bøgernes Hemingway. Men der, hvor læseren ikke længere kan være ligeglad, er når Hemingway begynder at inddrage sit værk i sin selvmytologisering.

I Og solen går sin gang fra 1926 er hovedpersonen Jack impotent, mens hovedpersonen Harry i At have og ikke have fra 1937 er så potent, at det halve kunne være nok. Kvinderne falder for Harry, og i deres svime sammenligner de ham blandt andet med et dyr eller selveste Djengis-Khan! Hvor Hemingway i den første roman udelukkende koncentrerede sig om litteraturen, er han ved at miste grebet om denne i den anden, fordi han skal underbygge billedet af sig selv som macho-mand. (Et billede som Carlos Baker gentagne gange piller fra hinanden i sin biografi om Hemingway. For eksempel påstod Hemingway, at en øjenskade stammede fra hans professionelle boksekarriere. Baker påpeger, at den var medfødt, at Hemingway aldrig havde været professionel, og at han i øvrigt foretrak at bokse mod personer, der var mindre end ham selv.)

Hemingway er et iøjnefaldende eksempel på den tvivl, der kan ramme det moderne hankønsvæsen, der ernærer sig udelukkende ved sit intellekts kraft. En tvivlen på sin egen mandighed. Og en længsel efter at tage køllen på nakken og gå ud og nedlægge en mammut. Bare en tynd rem af huden der siger, at et rigtigt arbejde er et fysisk arbejde - og uden dette ingen rigtig mand. Så måske drømmer alle mænd af og til om at være en Djengis-Khan, og hvis ikke: så i det mindste have gået i klasse med én.

Jesper Wung-Sung debuterede i foråret med novellesamlingen To ryk og en aflevering (Samleren), som anmelder Jens Andersen på Berlingske Tidende kaldte en debut med format: "Tilsammen intet mindre end et stykke mandeforskning i en cyklisk novelleform, som konstant bevarer en fin, skær tone og dén let slørede form for realisme, man også finder i film af Niels Malmros og Søren Kragh-Jacobsen".
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk