Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Af en sumo-særlings bekendelser

 

 
FORUM/6.11.98 Internettet er en verden af muligheder, som læserne af dette blad syntes at være bekendt med. Myriader af tilbud, der bare kræver et enkelt klik eller to for at få adgang, for at blive indviet. Internettet rummer det hele, hvilket må siges at være et vægtigt argument for at hoppe med på vognen.

Men det er rent faktisk også et af de mest brugte argumenter imod. For dette, at der er noget for enhver smag, gør det ikke, at individer, der i forvejen har en aparte smag, blot bliver trukket yderligere i denne bizare retning og dermed længere væk fra os andre normale? At en sær snegl risikerer at blive endnu mere sær, fordi han kan trække sig ind i sin skærm og udelukkende kommunikere med tre andre snegle i Armenien, Costa Rica, og Burkina Faso, som deler den samme underlige interesse. Og at disse fire individer ender med et forvrænget billede af virkeligheden, hvor den vigtigste begivenhed er den nyeste forskning i Den Sydamerikanske Brune Tøndesnegls parringsakt …

Jeg undlader at afgøre om Internettets utallige tilbud også afføder utallige særlinge og nøjes med at henlede opmærksomheden på en Tv-kanal, hvor det aparte har været i højsædet i årevis: Eurosport. Her vil en empirisk undersøgelse af kanalens seere kunne give et fingerpeg om, om særegne interesser er med til at trække den enkelte væk fra det, vi før var enige om at kalde virkeligheden.

Eurosport er TV for særlinge. Nogle vil måske mene, at man skal være sær for at bryde sig om sport, men Eurosport byder på særlinge-sport. Udover normale sportsgrene som fodbold, tennis, og boksning, viser kanalen også en hel række andre, som får én til at spørge sig selv, hvem der mon interesserer sig for dette. Det eneste sikre er, at hvis der sidder en seer et eller andet sted i verden og ser på, så må det være en mand.

Lad os vælge et program fra Eurosport som eksempel: Formula Off Road (titlen indikerer hvor langt vi befinder os fra normalitetens gyldne middelvej). Det foregik på Island i et kæmpe hul i jorden. Et krater efter et meteor, der var faret af sted langs tangenten, hvis man er til poesi. Men i virkeligheden nok en grusgrav gravet udelukkende til formålet Formula Off Road. En stor sandkasse hvori en flok mænd kunne lege.

Det gjorde deltagerne i nogle jeep-agtige biler med hjul store som traktordæk. De mindede en hel del om sådan en fjernstyret størrelse, jeg havde som dreng, der kunne drøne ind i døre og stoleben uden at tage skade. Den skiftede bare retning og kørte videre. Det samme gjorde disse biler i Formula Off Road. De pløjede og fræsede sig vej gennem grus, jord, og vand. Rundt og rundt. Den afgørende disciplin gik i al enkelhed ud på at forsøge at køre op ad grusgraven nede fra bunden. Bil efter bil for så op ad de lodrette sider med jorden spruttende ud under hjulene. Nogle tippede bagover og væltede ned igen, mens andre nåede toppen med et virilt brøl fra motoren.

Programmet kan sammenfattes i denne smalsporede maskulinitet: fremad og opad!( Ligesom en anden smal-sport på Eurosport, Dart, hvor ølmavede mænd med Bundesliga-hår kaster pile med sikker hånd mod centrum af skiven, Bull´s eye, hvilket får en klokke til at ringe.)

Men inden min dyd fremstår alt for skinnende, må jeg krybe til bekendelse og indrømme også at være kommet på afveje. Jeg har tabt en del af mit hjerte og hjerne til en særlinge-sport, og endda den der, om nogen, er karakteriseret ved størrelsen: sumo-brydning. En af de faktorer, der gør sumo umiddelbart fascinerende er, at der, modsat anden kampsport, ikke findes vægtklasser. Det giver en mulighed for at leve den darwinistiske primitivitet ud, som ikke var tilladt i skolegården: De Store må godt slå på de Små.

I sumo er dygtigheden det eneste kriterium for, hvem der møder hvem. Når to sumo-brydere mødes, er der sjældent mindre en 250kg i ringen. Men tit er forskellen i størrelse og vægt enorm. En bryder på 220kg mod en på 120kg. Men David besejrer ofte Goliat. Et lille skridt til siden og kæmpen falder som et træ. Sumo er læsset med ritualer, teknikker, og psykologi, der udfoldes i kampe som er overstået på 10-15 sekunder. Jeg holder med den lille stormester Wakanohana, en splejs på 130kg (det ligner han, fordi man vænner sig til størrelsen. Ligesom man gør til farten i en bil: efter 100 km/t på motorvejen føles 50 km/t i byen som sneglefart) der behersker alle facetter.

Jeg kender ingen med hvem, jeg kan dele min begejstring for Wakanohana og sumo. Men de er derude. På nettet (?). Og i Japan. Her er hallen fyldt i Tokyo, når der er sumo. Og kameraets panorering ud over tilskuerne er et forsvar for min interesse. Ikke kun fordi det beviser, at jeg har mange at dele den med, men også fordi en meget stor del af disse er kvinder. Og disse kvinder går ikke til sumo, fordi bryderne ligner forvoksede blebabyer, der appellerer til deres moderinstinkt, men derimod fordi de tiltrækkes, drages, mod disse mænd.

Jeg tiltrækkes af den sære sport. Og måske er det dette som internettet også kan: vise én et anderledes syn på verden. Det åbner muligheden for at se det særlige i en sport som sumo, og det smukke ved en tyk mand.

Jesper Wung-Sung debuterede i foråret med novellesamlingen To ryk og en aflevering (Samleren), som anmelder Jens Andersen på Berlingske Tidende kaldte en debut med format: "Tilsammen intet mindre end et stykke mandeforskning i en cyklisk novelleform, som konstant bevarer en fin, skær tone og dén let slørede form for realisme, man også finder i film af Niels Malmros og Søren Kragh-Jacobsen".
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk