Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ikke mere penismisundelse

 

Med vat og tape i mandetrussen udfordres kønnets begrænsninger

 
FORUM/27.10.98 Det er for nyligt blevet påvist, at kvindens klitoris er langt større end først antaget, og at dens betydning for en kvindes seksualitet er af en langt vigtigere art end hidtil. Videnskaben bekræfter akkurat i disse tider en viden, som vi kvinder har haft hele tiden. Vi har noget væsentligt imellem benene kaldet for en klitoris, og den kan stille op til en hel del!

Slut med penis-misundelse? Jeg har aldrig rigtigt forstået penismisundelsen. I min tid som fritgående dragking har jeg stoppet mine mandetrusser til med både sokker, vat og bandage. På amerikansk har man et udtryk for det; getting packed. Det gælder om at fylde godt ud i bukserne for at understøtte sin dragkarakter. I mine tidligere amatørdage som dragking har jeg også haft plastikattrapper som fyld. De er svære at få til at sidde, som man gerne vil have det.

Jeg glemmer aldrig den første gang, at jeg gik på gaden som dragking med en stor, dum attrap i mandetrussen. Jeg spankulerede ivrigt ned af Istedgade, på vej til at deltage i en undergrundsperformance i en faldefærdig baggård i Viktoriagade, hvor jeg skulle spille (hold godt fast) en mand, der klædte sig ud som kvinde. Plastikattrappen skubbede sig nu frem og tilbage, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om den i næste øjeblik svuppede op af bukserne og landede midt på gaden. Eller hvad nu om jeg i den mundering blev kørt over eller lignende; så ville hospitalspersonalet få sig en overraskelse, når de skulle behandle mine skrammer. I dag ved jeg, at et stykke vat, der er viklet ind i bandage, er det mest velegnede til formålet.

Spørgsmålet om penismisundelse er rigtigt interessant fra en dragkings synsvinkel. Som drag skaber du akkurat en illusion. Du formgiver en karakter, der er 100 procent fiktion. Det kan for mange se ud som en konkret manifestation af penismisundelse, når en kvinde iscenesætter sig selv som dragking. Men motivationen bag iscenesættelsen behøver ikke at være at gå i substituttets eller misundelsens ærinde. Som dragking har jeg aldrig ønsket at blive opfattet som en ægte mand med bukserne fuld af penis.

For et stykke tid siden sad jeg i Wien på diskoteket Roxy sammen med et par andre dragkings. En yngre østrigsk mand henvendte sig til mig. Han så mig grundigt an. Spurgte først, hvorfor min stemme var så lys? Jeg forklarede, at den var medfødt. Vores samtale begyndte i næste øjeblik på hans foranledning at have karakter af at være man to man talking. Det var til at begynde med svært komplimenterende for min drag at blive opfattet som et ægte eksemplar af manderacen. Men snart fulgte der andet med i kølvandet. "Hvad mener du om hende der?", spurgte han og udpegede en kvinde på dansegulvet. Jeg tøvede. Han begyndte en længere enetale om kvinder. På et tidspunkt begyndte han sågar at lægge op til mig. "Vil du ikke med mig hjem? Jeg er parat til en homoseksuel oplevelse", spurgte han bramfrit.

Her måtte jeg omsider kapitulere. "Der er noget, jeg må fortælle dig", sagde jeg og lavede en lang filmisk pause: "Jeg er ikke nogen mand men kvinde!". Hans øjne flakkede fra side til side. I næste øjeblik tog han mig imellem benene. "Hvad er så det her?", spurgte han. Han henviste til min bule i bukserne. "Det er et stykke bomuldsvat med bandage omkring", svarede jeg tørt. Nu rørte han mig i ansigtet. "Hvad så med det her?". Jeg kradsede lidt i det påklistrede skæg, så der røg en tot af. "Kan købes i en spøg og skæmt forretning." Nu var det slut med morskaben. Han rejste sig voldsomt fra barstolen og veg fra mig, tydeligt rystet i sin grundvold. Jeg selv sad tilbage, fuldstændig blottet for penismisundelse.

Den slags er sikkert hverdagskost for mange transvestitter, der går efter mænd med hang til kvinder på diskotekerne. De længes efter at blive opfattet som en ægte kvinde dog uden at have trangen til at lade sig kastrere. De går rundt med hygiejnebind i underbukserne for at understøtte denne iscenesættelse af sig selv. Den værste, jeg har hørt i den forbindelse, var hvordan en transvestit sov om natten i et lukket værelse fuld af kemiske opløsningsmidler for at blive dummere og dermed mere kvindelig!?

Det, der optager mig som dragking, er, hvordan man kan fremhæve en side af sin egen personlighed samt at leve den ud og at vise den frem. Det bliver en slags undersøgelse af sin egen kønnethed. Det bliver et oprør imod at være begrænset i sit kønnede rum. Det er et udslag af lystig kreativitet.

For den unge østrigske mand på diskoteket Roxy var det en fuldstændig ukendt situation at havne i. Sådan er 90´erne, tænkte jeg. Man skal ikke vide sig for sikker. Virkeligheden er sjældent, hvad den giver sig ud for at være.

Gritt Uldall-Jessen er dramatiker og redaktrice af undergrundspublikationen Mohawk Beaver.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk