Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kønsforskningens paradokser og dilemmaer

 

 
FORUM/16.10.98 Efter mange års engageret arbejde med og læsning af kvinde- og kønsforskning står jeg tilbage med en fornemmelse af en besynderlig dobbelthed: Køn - det vil for det meste sige kvindekøn eller mandekøn - analyseres som et produkt af samfundet og kulturen. Som sådan indeholder analyserne et forandringsperspektiv og giver mulighed for politiske tiltag.

Samtidig med, at køn analyseres under forskellige historiske, sociale og økonomiske vilkår, forudsættes eksistensen af et kvindekøn eller mandekøn. Ved at betragte et køn som forudsætning for samfundets historiske udformninger, forudsættes også det ene køns forskellighed fra det andet køn.

De to køns begrænsninger og muligheder analyseres som biologiske, sociologiske, sociale og kulturelle karakteristika i og udenfor kønnet. Forandringsperspektivet og muligheden for politiske tiltag bevæger sig indenfor en ramme, der hedder tokønnethed.

Det er klart, at kvinde- og mandeforskningens analyser af det ene køn er med til at producere viden om det andet køn. Og ved at forudsætte en forskellighed mellem de to køn og skelne mellem dem, bidrager vi til at producere nye forskelle mellem kønnene. Vi reproducerer altså tokønnetheden. Denne tokønnethed reproduceres formentlig også, når det gælder politiske tiltag, hvilket er særlig problematisk, da forskellighed i vores kultur automatisk medfører hierarkisering.

Hvad nu, hvis tokønnethed var en historisk opstået "viden" om kroppe? Hvis det ikke var kønsforskellen, men denne "viden" om tokønnethed, der var grundlag for vore handlinger i vores forskning og politik, i vores parforhold, på arbejdspladsen og i samfundet som helhed. Et ocean af muligheder ville vise sig! Hierarkierne, som i dag betragtes som hierarkier mellem to køn, ville kunne afkønnes. En sådan afnaturalisering af hierarkierne ville medføre, at de mister deres legitimering. Både kønsforskere og politikere ville kunne benytte sig af det.

Vores opfattelse af køn og naturens dualistiske væsen, er et produkt af de moderne videnskabers barndomsår fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet. Her etableres en "viden" om, at menneskenes levevis ikke er historisk skabt, men udtryk for en naturlig orden.

I Making Sex (1990) hævder den amerikanske historiker Thomas Laqueur, at et ét-køns-system, blev suppleret af en viden om de to køns forskellige natur. Arbejdsdelingen i samfundet blev til et spørgsmål om en naturlig, biologisk forskel mellem kønnene, og der blev sat lighedstegn mellem fysiologi og sociale evner og rettigheder.

Den tyske historiker og sociolog Claudia Honegger (Die Ordnung der Geschlechter, 1991) mener, at vi stadig har dette synspunkt i dag - også inden for det humanistiske forskningsområde.

I The Man of Reason : 'Male' and 'Female' in Western Philosophy, (1984) viser Genevieve Lloyd, at køn i den præmoderne verden tjente til at formidle hierarkier. Mænd og kvinder blev ikke betragtet som forskellige, naturlige køn, men som éns og blot forskellige hvad angik grader af fuldkommenhed.

I kvindeforskningen skete der et afgørende gennembrud, da amerikaneren Gayle Rubins i 1975 indførte et skel mellem a sex og a gender, dvs. mellem biologisk og socialt køn.

Socialt køn bliver oftest betragtet som en kulturel udformning af kønsforskellen. Opfattelsen af, at køn var socialt betinget, kom til at supplere den ældre "viden" om biologisk tokønnethed.

Den danske historiker Bente Rosenbeck påpeger i Kvindekøn (1987), at opfattelsen af køn som social tillæring i Danmark i 1960erne, kom til at supplere opfattelsen af køn som biologisk natur, uden at de biologiske teorier helt blev afskaffet.

De nævnte historikere påpeger alle, at der skete et betydningsskift fra et ét-køns-system til et to-køns-system, og at kroppe, og dermed en naturalisering, afløste social position. Noget kunne tyde på, at et sådant betydningsskifte tjente til en naturalisering af samfundets hierarkier. Denne udvikling finder sted samtidig med udviklingen af lighedsidealer og opløsningen af absolutistiske statsformer til republikker og demokratier. Ved at naturalisere hierarkier legitimerer man deres eksistens og deres bevarelse.

Det paradoks, at køn er krop og samtidig et produkt af samfundet, findes også i den samfundsvidenskabelige kvinde- og kønsforskning. Dele af den samfundsvidenskabelige kønsforskning står i det dilemma, at samfundet fremstår som producent af tokønnetheden, samtidig med at tokønnethed fremstår som forudsætning for samfundet.

Siden der blev åbnet for en skelnen mellem a sex og a gender i 1970erne, har den samfundsvidenskabelige kvindeforskning gennemgået tre faser. Den tyske sociolog Angelika Wetterer har kortlagt faserne og har betegnet dem som: deficit (mangel), difference (forskel) og differentiering (Hierarchie und Differenz im Geschlechterverhältnis, 1992). Der er ikke tale om, at de forskellige faser afløser hinanden, men at faserne supplerer hinanden og eksisterer sideløbende.

Ved at tage udgangspunkt i en såkaldt mandlig normalbiografi blev kvinder på arbejdsmarkedet betragtet som mangelfulde mænd. Denne opfattelse af et kvindekøn som mangelfuld blev suppleret med en opfattelse af kvindekønnet som forskellig, anderledes. Kvinders livssammenhænge blev betragtet som særligt værdifulde, bl.a. ved en definering af reproduktion som arbejde.

Kvindekønnet og dets færdigheder og interesser var således stadig anderledes, men ikke længere mindreværdigt. Man arbejdede med for eksempel en særlig kvindelig arbejdsevne (Beruf und Hausarbeit. Die Arbeit der Frau in unserer Gesellschaft, Ostner 1978) og en særlig kvindekultur (Man marschiert als Frau auf Neuland. - Über den schwierigen Weg der Frauen in die Wissenschaft, Wetterer, 1986).

I slutningen af 1980erne blev differentiering vejen ud af den blindgyde, som difference viste sig at være. Analyser af for eksempel en særlig kvindelig arbejdsevne blev nu suppleret med analyser af det forskellige arbejde, der udføres af kvindekønnet i forskellige samfundsmæssige sammenhænge.

Men i Hierarchie und Differenz im Geschlechterverhältnis (1992) påpeger Wetterer, at alle tre faser insisterer på, at der findes to modsatte køn. Scott kalder det i Gender and the Politics of History (1988) en bipolar kønsdifference. Forklaringen på kvinders mangelfuldhed ligger - ligesom differentieringen mellem kvindes arbejdsevne - i differencen, forskellen.

Et godt eksempel på bipolar kønsdifference er arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsens undersøgelse af HK Ligeløn og personlige tillæg (1991). Han deler de ansatte HKere op i to køn, og analyserer deres respektive lønniveau. Ikke overraskende bliver forskellene i lønniveau begrundet i tokønnethed.

Ibsen formulerer undersøgelsens resultat sådan:

"....kvinder [er] på trods af samme uddannelse, arbejdsområde, jobfunktion og erhvervserfaring alligevel ikke i stand til at opnå de samme personlige tillæg som mændene på HK- funktionærområdet i den private sektor... [De] personlige tillæg [skal] som hovedregel forhandles individuelt mellem ledelsen og den enkelte HK'er. Det er altså i dette forhandlingsspil, at kvinderne bliver tabere i lønkapløbet" (Ibsen 1991: 25-26).

Ibsen benytter sig af ordet "kvinder" men refererer hermed ikke kun til det ene køns mangefuldhed som forhandlere. Fordi de to køn i vores kultur betragtes som hinandens gensidigt supplerende modsætninger, producerer han samtidig et udsagn om et mandekøn. Implicit siger Ibsen, at mænd som køn har forhandlingsevner, kvinder som køn ikke har.

Tokønnethed er en selvfølgelighed, der ikke kræver nærmere forklaring. Ved at analysere ulighed i løn som funktion af en forskel mellem to køn, forudsætter han forskel mellem de to køn. Han placerer lønforskellen i tillægsforhandlingerner og årsagen til forskellen kan ikke placeres andre steder end i kønsforskelle.

Ibsen fremlægger en modsætning mellem kvindekønnets evner og ligestillingsbestræbelserne. Ibsen henviser implicit til, at høj løn og høje tillæg ikke kun bygger på faglighed og forskellige slags kvalifikationer, men også på et mandekøn.

Ibsen formidler således indtrykket, at lønforskellene skyldes et helt køns manglende evne; at kvinder som køn er dårligere forhandlere. Sociale forskelle som lønforskelle og forskelle i sociale evner som forhandlingsevner placeres indenfor et tokønssystem.

Ved at markere kvindekønnets mangel lægges der op til, at en tokønnet difference er ligeså uforanderlig som dens sociale eller arbejdsmæssige konsekvenser. At de end ikke kan fjernes via den mest vellykkede ligestillingspolitik.

Sådanne undersøgelser, hvor sociale kønsuligheder bliver analyseret uden at dekonstruere deres dualistiske struktur og dens betydninger, har et problem, fordi de forudsætter en difference i stedet for at levere en analyse af sociale forskelle.

Der bliver ikke taget højde for forskelle kvinder og mænd imellem. Og endnu vigtigere, man ser ikke på de ligheder, der findes mellem folk på tværs af køn. På denne måde reproduceres køn i betydningen difference, komplementaritet og bipolaritet. Ulighed som sådan fremstår som uforanderligt. Forandringen kan så kun tænkes som ulighedens historiske differentieringer.

Spørgsmålet er, om der findes en vej ud af dette tokønnede dilemma? Problemet ligger ikke i kønnet, men i vores opfattelse af, hvad køn er, og hvad det betyder. Jeg mener, at vi i forskningen skal arbejde med at analysere, hvordan disse strukturer skabes, og hvilke betydninger de tillægges ved at kønne dem. Vi bør derimod ikke forstå køn som forudsætning for samfundets strukturer.

Hvordan mon Ibsens resultater ville se ud, hvis han betragtede forhandlingerne om løntillæg som forhandlinger om køn? Hvis han analyserede forhandlinger om løntillæg som et spørgsmål om, hvordan "doing gender" i denne konkrete situation ser ud?

Begrebet doing gender (West/Zimmermann i The social construction of gender, 1991) kan oversættes til kønsliggørelsens processer. Doing gender forstår jeg her ikke som doing tokønnethed, siden en sådan forståelse igen ville tage udgangspunkt i en fordiskursiv naturalisering af kønnene. Doing gender betegner her betydningsskabende og legitimerende processer. Disse processer bidrager til at skabe og til at kønne differencer og hierarki; differencer og hierarkier naturaliseres.

Men hvad vil det så sige? Det vil sige, at statistik om lønulighed ikke læses om udtryk for en kønsforskel, men som udtryk for at lønforskelle skaber differencer samt hierarkier. Og disse differencer og hierarkier får en legitimerende karakter af natur, idet Ibsen fører dem tilbage på tokønnethed.

En undersøgelse af eksempelvis køn, sprog og magt i forhandlingssituationen i lighed med Jann Scheuers (Den umulige samtale, 1998) analyse af ansættelsessamtaler til topledelsesstillinger ville sikkert kunne give en afklaring af spørgsmålet. Muligvis kan Scheuers resultater i den foreliggende form endog overføres på disse situationer, idet ansættelsessamtaler kan betragtes som en form for forhandlingssituation.

Ibsens data viser, at der også findes store forskelle i løntillægsniveauet inden for kønnene, altså blandt henholdsvis mænd og kvinder. En sammenligning på tværs af køn kunne give oplysninger om forskelle også i mænds forhandlingsevner og dermed modificere indtrykket af, at mænd som køn er gode forhandlere.

En sammenligning inden for kønnene ville så bl.a. have ført til det resultat, at der findes et tillægsniveau, hvor kvinder ikke længere er med. Og denne forskel kræver selvfølgelig en forklaring. Men forklaringen skal ikke findes i en kønsdifference, men i den betydning, vor kønsopfattelse får i og for de enkelte forhandlingssituationer.

Hvis vi betragtede disse forhandlingssituationer som forhandlinger om en rehierarkisering af lønmodtagerens position og arbejde, så ville lønforskellene ses i et andet lys. Hierarkierne, der står til forhandling, ville i så fald markeres via køn, som igen skabes via forskellige relationer og (tale)handlinger samt gennem fordelingen af tillæg i forskellige størrelser.

Jeg mener ikke, at naturlig tokønnethed findes. Men jeg mener, at der i vores samfund findes en "viden" om, at der findes to og kun to køn. Og at denne "viden" danner baggrund for vore handlinger, men også for de iagttagelser, vi gør os, når vi søger at forstå det omgivende samfund og måske også os selv.

Jeg argumenterer for, at vi er nødt til at skelne mellem køn som materie og mellem en kulturel "viden" om, at materielle kroppe er tokønnede.

Skellet mellem biologisk og socialt køn medfører, at essentialisternes overbevisning om samfundets kønsopdeling som noget, der har rødder i biologien, som naturligt bestemt, i sidste ende ikke fuldt ud kan tilbagevises: kvinde- og mandeforskningen er fanget i et dilemma.

Ved at tage tokønnethed for givet, bidrager vi i forskning og politik til opretholdelsen af en "viden" om, at de sociale uligheder kønnene imellem i sidste instans er baseret på et naturligt grundlag. Kvinde- og mandeforskningen ville i så fald være reduceret til blot at konstatere de forskellige sociale udformninger af en biologisk forskel.

Vi skal også skelne mellem en natur og vores "viden" om naturlige forskelle. Ved at histori sere selve naturbegrebet, er det muligt at påvise, at denne viden er kulturelt bestemt og som sådan underkastet historisk forandring. Det samme gælder for biologien (f.eks. G. Bock 1991).

Skellet mellem socialt og biologisk køn kan derfor betragtes som en falsk modsætning, idet mennesket selv producerer sin natur (Wetterer 1992b:225). Vor "viden" om biologisk tokønnethed er resultatet af vores kulturelt betingede kategorisering og tolkning af kroppe. A Sex eller biologisk køn er ikke modsat a gender, men en kulturel betydning af difference og som sådan en del af a genders. Derfor burde tokønnethed som en historisk betydningsgivende konstruktion gøres til genstand for analyse.

I forskningen, og også i den politik, der indtil nu er blevet kaldt for ligestillingspolitik, må vi tage højde for dette, hvis ikke vi fortsat vil bidrage til at reproducere de uligheder, vi vil af med.

Indenfor forskningen er en mulig vej for at undgå en fremtidig reproduktion af legitimerende kønsdifferencer, at kvinde- og mandeforskningen opgives og afløses af kønsforskning. Kønsforskning skal ikke forstås som et samlebegreb. Med kønsforskning mener jeg en forskning, der ikke tager udgangspunkt i en dualistisk forskel kønnene imellem, men som en forskning i de kulturelle betydninger, tokønnethed gennem tiden har skabt i forskellige kontekster. Denne forskning i tokønnethed som historie ville kunne suppleres med forskning i tokønnethed i historien.

Jeg mener, at vi er nødt til at opgive at arbejde med differencen mellem to køn, inklusive diskussionen om særart eller lighed. I stedet burde vi arbejde med, at difference og hierarki i vores samfund kønnes. Det vil sige, at de får en særlig betydning ved, at vi tillægger dem et køn.

Køn er ikke en tilstand, men en betydningsgivende praksis, en aktivitet. Disse betydninger skabes og genskabes gennem et utal af relationer. Går vi tilbage til det ovennævnte eksempel, så vil jeg foreslå at analysere lønforhandlingerne som en proces, hvorigennem der skabes differen cer og hierarkier. Og at lønforskelle skaber betydninger, som vi tillægger køn.

Lad os gå tilbage til eksemplet med lønforskelle på HK-området. Jeg argumenterede for, at der i forhandlingssituationen skabes køn. Ved at sørge for, at der i forhandlinger om løntillæg kun gives de højeste tillæg til personer, der kategoriseres som mænd, skabes der tokønnethed.

Der skabes desuden en "viden" om de højeste tillægs betydninger: Om at differencerne er naturlige, ikke til at argumentere imod, og at hierarkiet og dets bevaring på trods af ligestillingsbestræbelser er legitimt. Og om, at en naturlig forskel ikke kan besejres af de allermest velmente ligestillingsidealer.

Ligestillingsbegrebet tager jo udgangspunkt i en dualistisk difference mellem to køn. En ligestillingspolitik, der tager udgangspunkt i en dualistisk kønsforståelse, vil kunne bidrage til en differentiering og til en rehierarkisering indenfor differencen. Men den vil ikke kunne undgå også at reproducere denne difference selv og dermed en legitimering af hierarkierne.

Noget tyder på, at det er ved at ske indenfor lægevidenskab, hvor en høj andel af det, vi er vant til at betegne som kvindelige kandidater, ikke vil medføre en høj andel af kvinder indenfor de hierarkisk overordnede positioner. Et køn kvinde indtager specialiserede ekspert stillinger, et køn mand derimod bliver ved med at beholde størstedelen af chef- og forsknings stillingerne

Som et andet eksempel kunne der nævnes den strategi, der hedder kvinder i mandefag - eller mænd i kvindefag for den sags skyld. Den vil i bedste fald medføre en differentiering og rehierarkisering indenfor de henholdsvise fag. Det henholdsvis andet køn vil indenfor faget få specialiserede områder at tage sig af, som tillægges mindre betydning. Det vil ikke undgå at bidrage til en "viden" om, at arbejdsmarkedets struktur i sidste ende alligevel afspejler en naturlig og hierarkisk forskel mellem kønnene. En forskel, der så skal beskyttes for eksempel via særlige love.

Tokønnethed burde ikke længere være den aprioriske forudsætning for hverken analyser eller politiske tiltag.

Iris Rittenhofer er ph.d. og forskningsadjunkt under det tværrådslige projekt "Kønsbarrierer i de højere uddannelser og i forskningen" og tilknyttet FREIA, Aalborg Universitet.
E-mail: ir@i4.auc.dk
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk