Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kunstig indblanding

 

 
FORUM/18.6.98 Den 10. juni 1997 vedtog Folketinget en lov, der forbød enlige kvinder og lesbiske at modtage lægeassisteret kunstig befrugtning. Lovforslaget forbød ikke privatpersoner eller organisationer at sælge eller på anden måde levere sæd til enlige kvinder og lesbiske.

Den 3. april i år fremsatte en gruppe folketingsmedlemmer fra SF, Socialdemokratiet, CD, de Radikale, Enhedslisten og Fremskridtspartiet et lovforslag til ændring af loven fra 97, der vil ophæve forbudet.

Til afstemningen fredag den 19. juni er Folketingets medlemmer stillet frit af deres partier, da lovforslaget betragtes som et etisk fremfor et politisk spørgsmål. En gennemgang af indlæggene i forbindelse med førstebehandlingen af de nye lovforslag viser, at især argumenter imod er gennemsyret af såvel kønspolitik som familieideologi. Nogle af Folketingets politikere gøre sig til Gud og herre over skabelsen, ved at bestemme hvem, der har ret til at få børn. Men Folketingets politikere er ikke Gud.

På Folketingets website kan man læse lovforslaget, alle indlæg i første behandlingen, udvalgsbehandling og betænkninger og alle citater i artiklen er herfra.

Hovedargumentet mod igen at lovliggøre enlige kvinders og lesbiskes adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning er hensynet til barnets tarv. Barnet har krav på en far.

Ser man på dette hovedargumentet, skulle man tro, at modstanderne havde en klar definition på faderskabet. Men sådan er det ikke. Det er den enkelte politikeres individuelle moralbegreber og forestillinger, der tegner faderbilledet.

Margrethe Auken (SF) synes for eksempel at det biologiske faderskab er af overordentlig stor betydning. En sædklat er en far. Som følge deraf skal donoranonymitet ophæves, så barnet kan kende sine rødder. En far defineres gennem biologien, men ikke mere end, at barnet ikke skal være arveberettiget til donorfaderen.

Men hvis kendskabet til rødderne er så afgørende, som Auken plæderer for, så skulle man tro, at det gennemsyrede Folketingets øvrige lovgivningsarbejde. Men det gør det jo ikke, for så ville der jo være forbud mod donorinseminering, adoption og skilsmisser.

Andre politikere tillægger den sociale far større betydning end den biologiske. Preben Rudiengaard (V) taler om forestillingen om farens tilstedeværelse som identifikationsmodel, “Jeg er stadig af den opfattelse, at et samvær med, man kan sige et y-kromosom - en rigtig mandlig part, også ofte er af stor betydning for drengens identitet, og det er så baggrunden for min etiske holdning i denne sag.”

Problemet er bare, at hvis den sociale far er så betydningsfuld som Rudiengaard mener, så burde der f.eks. være en aldersbegrænsning for mænds adgang til at bekende sig til det, som forslagstilleren Vibeke Peschardt kalder 'pater est'-reglen, “Det er den regel, man har haft i dansk ret i mange, mange hundrede år, og som stammer helt fra romerretten. Den går ud på, at den person, der som mand står opført på vielsesattesten, er far til barnet, uanset om det måske er naboen, postbudet eller måske en kunstig befrugtning.”

Hvis den sociale far er så vigtig, så kan det da ikke nytte noget, at han dør, når barnet er helt lille.

Debatten er fyldt med manglende logik og konsekvens i argumentationen. Så hvis modstandernes synspunkter skal tages alvorligt, er der en del, der skal laves om i den danske lovgivning. Og det gælder uanset om man tillægger den biologiske far eller den sociale far størst betydning.

Tom Behnke (FP), en af forslagsstillerne, påpeger da også det uholdbare i "at enlige har fuld ret til at adoptere, men ikke kan få lov til at modtage kunstig befrugtning. Hvis argumentet om barnets tarv osv. skal have nogen holdbarhed, burde Folketinget jo aldrig have tilladt, at enlige kunne få lov at adoptere."

Det underlige er også, at der netop skal være restriktioner overfor enlige kvinders og lesbiskes ret til at blive insemineret af læger. Der er en klar diskrimination af udvalgte befolkningsgrupper, der skal straffes for deres livsstil. Det bestyrker naturligvis mistanken om, at hele virakken slet ikke handler om barnets tarv - men om kønspolitik og familieideologi. Den heteroseksuelle kernefamilie er truet.

Dansk Folkepartis Dora Rossen siger ligeud, “Det der sådan set ligger i forslaget, er en fuldstændig ændring af vores familietradition og familiemønstre. Og vi går ind for familierne i centrum.”

Her må man formode, at hun mener den heteroseksuelle familie, og at moderen og faderen skal være sammenknyttet på en ægteskabslignende måde, som det står i loven. Og hvad vil det så sige, ved ingen jo rigtigt.

Til gengæld ved vi, at Folketingets politikere med loven tegner et billede af Danmarks nye idealfar. Det er en heteroseksuel far i et heteroseksuelt kernefamilielignende forhold. Alle andre fædre dur ikke. Faderen kan ikke være heteroseksuel og bo et andet sted. Faderen kan ikke være bøsse og bo et andet sted. Faderen kan ikke være bøsse og bo sammen med moderen i et familielignende forhold.

Debatten om enlige kvinder og lesbiskes ret til kunstig befrugtning handler altså mere om forestillingen om familiens normalitet end om hensynet til barnets tarv. Og nogle politikere er åbenbart af den overbevisning, at deres individuelle normer skal være bestemmende for andre.

Et forbud mod lægeassisteret kunstig befrugtning af enlige kvinder og lesbiske er diskriminerende og udemokratisk. Og tilbage står spørgsmålet: Hvor går grænsen egentlig for, hvad Folketinget skal blande sig?

For Tom Behnke (FP) er der ingen tvivl, “Staten skal diktere så lidt som overhovedet muligt, og der er ingen tvivl om, at der her er et område, hvor staten absolut ikke skal diktere, hvilken levevis borgerne skal vælge. Det må være op til dem selv.”

Helle Bay er arkitekt, MAA og freelance arkitekturskribent.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk