Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Enquists perversiteter

 

 
FORUM/13.5.98 Hvis der er en forestilling denne teatersæson, man absolut måtte se, så var det "Billedmagerne", Per Olov Enquists stykke om Selma Lagerlöf. En enstemmig anmelderskare har berømmet stykket, instruktionen og skuespillerne. Og især Charlotte Bøving i rollen som Tora er blevet fremhævet som en ren sensation. Oh, dette uvejr af en kvinde!

Man går derfra med en dårlig smag i munden. Den dårlige smag over at være blevet fortalt - af anmeldernes vurderinger og af forfatterens måde at bygge sine personer i stykket op på - hvor grænsen går og hvad der, efter samme ærede autoriterers mening, overskrider grænsen. Vores grænse. I munden sidder den dårlige smag efter al den pænhed, vi derefter har fået proppet ned i kværken. Stene for brød!

"Skal dét være noget!", får jeg en afsindig lyst til at råbe op på scenen til en manieret skinger Bøving, der næsvist bander og afbryder og siger "du" til Selma Lagerlöf under publikums taknemlige fnisen: se hvor er hun fræk, men se, den berømte gamle dame, som alle de andre er bange for, kan slet ikke stå for hende...

Man mærker tydeligt, at Tora er tænkt som anarkistisk kvindelig naturkraft, naturbarnet, der med sin uimponerede spontanitet, sin autencitet og intuitive kraft går durk igennem den store dames forsvarsværker og opnår de privilegier, alle andre med deres leflen må kigge langt efter.

Men i Charlotte Bøvings skikkelse er hun bare en fjollet, irriterende tøs. Man er træt af at høre på hende, allerede inden hun har åbnet munden. Ingen nerve, ingen brudflader, ingen hemmeligheder, gåder, afgrunde. Ikke noget at blive nysgerrig på. Bare denne skingre råben op.

Man kan irritere sig over Charlotte Bøvings artige flinkeskolespil efter den maniske, evigt uinteressante Peter Langdals oppustede instruktion. Og man kan irritere sig over, at dét hos et enigt anmelderkorps skal få lov at gælde for en kvindelig lidenskab, der ryster og udfordrer konventionen.

Men når alt kommer til alt, ender det hele dog hos forfatteren. Hos Per Olov Enquist, som diverterer os med denne kliché om naturbarnet, der erobrer sig en plads i et tilknappet menneskes hjerte, uden i mindste måde at godtgøre Toras særlige format, som herefter er blot og bart postulat. Ligesådan angiver grænserne for Toras indsigt grænserne for Lagerlöfs format. Og heri gør Enquist sig opgaven alt for nem!

Vi skal tro, at Tora med sin blanding af snu naivitet og præcis intuition, får Lagerlöf ud i et sandt erkendelsesskred: at hun presses ud i at forstå, at hun med sit forfatterskab i virkeligheden ville fortælle verden, hvordan det var at leve med en far, der var alkoholiker. Fortælle om alkoholikeren, alkoholikerens hæslighed, alkoholikerens tyranni af omgivelserne, alkoholikerens på en gang anstødelige og dybt, dybt fascinerende enhed med den infantile drift.

Hun ville fortælle, at denne far fyldte så meget, at de andre i familien ikke så hinanden, at hun end ikke husker moderens ansigt. Fortælle hvordan de stod som i en ring omkring ham og så ind på det klynkende, gylpende, savlende, rablende spædbarn, dér i midten.

Fortælle dét. Men når det kom til stykket ikke kunne fortælle det i sin usminkede sandhed, fordi det gjorde for ondt. Fordi hun var for tæt forbundet med faderen - forbundet i skyld over at forlade ham, forbundet i skam, forbundet i dyb indlevelse!

Hun kunne ikke se andet end faderen. Alt hvad hun skrev handlede om denne fader.

Hun skrev faderen... Ikke som han var, men sådan som han selv gerne ville være, ville ses, ville idealiseres.

Det bliver Enquists påstand, at der er en fatal virkelighedsflugt i Selma Lagerlöfs kunst, det simple faktum, at faderen var en alkoholiker blev et tabu - i forfatterskabet og i Lagerlöf selv. Enquist anser, at det var et tabu for Selma Lagerlöf, at hendes fader drak, det var en realitet hun måtte benægte og fortrænge.

Men sagen er jo, at man godt vedblivende kan være bundet af ting fra sin barndom, uden af den grund at have et ubevidst forhold til det eller ikke magte at indrømme det for sig selv.

Og det er dette format Enquist frakender Lagerlöf.

Stykkets tolkning af Selma Lagerlöf, af forfatterskabet og - ikke mindst - af grænserne for Selma Lagerlöfs bevidsthed, gør hende egentlig helt forbløffende entydig, uspændende og usammensat. Det udtømmer hende - sådan som det også udtømmer sine øvrige personer i glat modsigelsesfrihed. Slutningen er næsten ubærlig, da hun tæmmet og fredelig sætter sig hen for omsider at se Victor Sjöströms film, med Toras frække arme slynget om sin hals og lader sig dette tilsige: "Du er den bedste og den sødeste lille humlebi, jeg nogensinde har mødt".

"Tak. Der er aldrig nogen, der har sagt noget så smukt til mig i hele mit liv", svarer den bistre, strenge dame sødt som saftevand. Hvor må Bodil Udsen, som har det format, hverken stykke eller instruktion besidder, dog græmme sig!

Enquist trivialiserer Selma Lagerlöf, gør hende mindre end hun er. Sandheden om den store dame og hendes kunst bliver, at hun var datter af en alkoholiker...

Er stykket på overfladen solidarisk med Lagerlöf i hendes lidelseshistorie med denne fader, så er det rigtignok kun på overfladen. Ved at se faderbindingen som "sandheden" om hendes kunst, gøres faderen større end Selma. Tekstens fetisch - og påstand - er den dybe fascination, Selma nærer af alkoholikeren.

Den skjulte perversion, som finder sin tilfredsstillelse hos Enquist, er fantasien om alt det, en alkoholiker kan gøre ved sine omgivelser. Det er lysten ved at se alkoholikeren som det egentlige centrum for en stor kvindes fascination, der dyrkes her.

Stor kunst bygger også på det perverse, på den polymorft perverse driftsverden. Men i stykket om Selma Lagerlöf tilfredsstiller Per Olov Enquist en perversion. Det er noget andet. Og det gør kunsten mindre!

Det er sæsonens største gåde, hvordan anmelderne så enigt kunne udråbe dette stykke til en indiskutabel succes. Hvordan kunne de så entydigt gå ind på stykkets præmisser og fromt følgagtigt reproducere dets egen selvforståelse?

Jette Hansen er skribent og debattør. Hun er mag.art. i nordisk litteratur.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk