Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sanselighed og ånd i Paris

 

 
FORUM/Paris 13.5.98 Wuaw, at se fotografier fra mellemkrigsårene taget af kvindelige fotografer, der alle kunne være mine oldemødre - og samtidig følelsen af at være så nært beslægtet med disse kvinders øjne, giver mig en skøn fornemmelse af kontinuitet på tværs af tid og rum.

Udstillingen Les femmes photographes de la Novelle Vision en France, 1920-1940 på Hôtel de Sully viser 80 værker af 21 kvindelige fotografer, der alle har opholdt sig i datidens metropol, Paris. Ikke kun franske fotografer er repræsenteret. Udstillingen indeholder også værker af kvinder fra andre europæiske lande og USA. Portrætter af Europas tænkere og kunstnere, blander sig med fotografier af byrum og objekter, collager og fotografiske studier af kroppe. Ikke mindst de meget erotiske fotografier af mandekroppen taget af Laure Albin Guillot bør nævnes. Der er ingen tvivl om, at damerne har været på rette sted og har været med til at danne og fortolke datidens visuelle blik.

Midt i den stille eufori, som jeg tydeligvis deler med udstillingens andre besøgende, registrerer jeg, at hovedparten af publikum er mænd. Mænd som ikke betragter fotografierne som kvindekunst - men kunst.

Videre ud i byrummet på Place des Vosges møder jeg et grågrønt blik, der suger mig hen imod denne smukke mand. Levende slanke fingre henover bassens strenge skaber med den øvrige kvartet livsglad musik i den stille regn. Blodet bruser af musik og nydelsen af disse smukke øjne er stor.

Til sidst hives jeg afsted af min rejsefælle, mens han grinende siger, nu må det være nok. I periferien af rusen får jeg fremstammet, at sådanne mænd ser jeg aldrig i Danmark. De må nydes i de kostbare sekunder man ser dem. Min vens ansigt ændres og bliver eftertænksomt. - Nej, den slags mænd ser vi ikke i Danmark.

På Bastillepladsen trænger jeg videre ind i musikkens tempel; en FNAC-butik. Mennesker bevæger sig ubesværet rundt i musikkens genrer, og kyndige folk holder af at besvare besværlige spørgsmål ud i musikkens verden. Der lyttes og flirtes. Som en kontrast kommer billedet af danske pladebutikker frem på min indre harddisk: narcissistiske drengerøve bag pladebutikkernes diske, der bestemt ikke ønsker at blive forstyrret i deres show-off.

Nå, men Frankrig er Frankrig, og Danmark er Danmark.

Med næsen nordpå finder vi ophold i Amsterdam. De ligner os jo, de hollænder. Eller gør de?

På Stedelijk Museum taler jeg 1½time med Alex, som jeg har mødt foran et russisk maleri. Ordene bevæger sig omkring kunst og subjektets opløsning set i lyset af Rosenkreutzernes fortolkning af biblen. Efter afskeden bevæger jeg mig videre ud i byen med samtalens ord i kroppen. Her går min veninde og jeg ind i et stort hus med bøger på alle etager - Arnold Busck og Politiken ligner jo rene bladkiosker til sammenligning.

Endnu engang oplever vi denne blanding af sanselighed og ånd, som vi gjorde så mange gange i Paris, og vi kan ikke længere blot lade det blive ved en undren. Det er tydeligvis en del af den maskuline selvforståelse i disse lande at interessere sig for kunst og kultur - og ikke mindst at vise interessen i en åbenhed mod en fremmed kvinde.

Til sammenligning synes Danmark som en kultur af åndspygmæer. Hvornår ser vi en lignende fotoudstilling i Danmark, der skaber så stor en omtale og interesse hos både mænd og kvinder, som førnævnte har gjort i Paris? Ligesom den maskuline selvforståelse i Danmark synes så anderledes end syd på.

Rigtige mænd i Danmark læser ikke bøger, næh de spiller fodbold og dyrker friluftsliv. Sportzkultur er al den kultur, vi behøver. For man skulle så nødigt blive kvindagtig, med åbenlyse interesser for bøger, musik og kunst og vise interessen i åbenhed mod kvinderne. Næh, man bør være arbejdsom og få frisk luft i lungerne.

Jeg trænger allerede til luftforandring.

Anita Frank Goth er cand.mag. i dansk og filmvidenskab. Hun er Oldfrue for Kvindeligt Selskab. Anita Frank er underviser.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk