FORUM/29.8.2007 Jeg vidste ikke, at det var så slemt.
Selvom jeg har levet omgivet af kvinder i mere end 50 år, så havde jeg ingen anelse om, at det var så slemt. Hvorfor har jeg ikke set noget som helst? Har jeg sovet i timen, har jeg bare ladet som ingenting? Det er spørgsmål, som der er mange svar på, og de hænger sammen. Jeg vil forsøge at give et billede af hele problemstillingen, set fra min horisont.
I min verden har kvinden altid været et objekt eller en vare. Lad så være, at jeg i det daglige måske ikke har tænkt på den måde, men det har absolut været et grundlæggende princip for mig. Det var en indstilling, jeg fik med mig fra barndommen, og den er aldrig helt forsvundet. Jeg må hver dag arbejde med den opfattelse, og det er ingen overdrivelse.
Jeg er kommet med spøgefuldheder om sex, været ironisk og brølet med i mandelatter – også når det ikke har været spor sjovt. Overset en kvindelig kollega, når jeg skulle til frokost etc. I kender alle de gamle numre. I al uskyldighed, har jeg tænkt og ment, men sådan oplevede kvinderne omkring mig det ikke.
Vi kommer alle dagligt i situationer, hvor ligestillingen er på spil, og hvor vi må tage et standpunkt. Men det er svært at sadle om, når man har spillet med i over 50 år. Spillet med – nej, jeg har ikke bare spillet med. Jeg har været mig selv, i bund og grund en “sexist”, som bare troede, at han var noget andet.
Jeg har tilbragt størstedelen af min hidtidige tilværelse i erhvervslivet, og i dag ved jeg ikke, om jeg har gjort mere skade end gavn. Jeg har i ansættelsessituationer mange gange været med til at fravælge kvinder med den bedste kompetence. Jeg har gjort det flere gange, end jeg egentlig bryder mig om at indrømme.
Jeg har ignoreret kvinder, som har taget ordet på møder. I andre situationer har jeg siddet og overvejet, om en given kvinde, hendes alder taget i betragtning, mon ville have et barn, og ladet denne vurdering indgå i bedømmelsen af hende. Jeg har ikke skænket det en tanke, at man er to om at få et barn.
Ikke at lytte
Det har aldrig slået mig, at der skulle ligge en undertrykkelse i ikke at lytte til kvinder. Jeg har følt, at jeg som mand kunne få det sidste ord, hvis jeg ville. Det har været en selvfølge. Og om ikke andet, så har det gjort livet lettere at leve – for mig. Vist har jeg lyttet til kvinder, men som regel af lutter høflighed. Jeg har lært at se ud, som om jeg lytter, bare for at slippe for bøvl. Når jeg er blevet træt af deres ævl, har jeg afbrudt dem og fortalt dem, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.
Det går lettere her i livet, hvis kvinderne holder deres mund, og det går hurtigere, hvis mændene (det vil sige jeg) bestemmer. Når kvinder skal være med til at bestemme, tager alting længere tid, bliver mere kompliceret, og så skal der altid tales om følelser. Sådan har jeg tænkt og reageret, men i dag kan jeg se, hvor forkert det har været.
Det kræver altid mere tid, hvis man vil diskutere følelser og få folk i en gruppe til at trives, sådan er det bare. Vi mænd mener, at det på militærisk facon er bedre at vise retningen med hånden. De, som ikke er med, er imod. Det er imidlertid en dårlig strategi, som blot fører til magtkampe og konflikter, det er en mandlig måde at tænke på, og den er grundlæggende forkert.
Kvinder vælges fra
Kvinder vælges ofte fra, blot fordi de er kvinder, ikke mindst, når det drejer sig om chefstillinger. Jeg har konsekvent ansat en mand frem for en kvinde, når jeg har haft valget. En mand kan ikke blive gravid, han får ikke menstruation – en bemærkning, der nu og da dukker op – og mænd behøver ikke tage sig af syge børn. I dag tør jeg ikke tænke på, hvor mange kvinder jeg har været med til at blokere for i løbet af de seneste 25 år.
Rationalet er baseret på fordomme og til dels på erfaring. Kvinder, som har børn, har jo altid dobbelt arbejde, og derfor fravælger man ofte unge kvinder, når det drejer sig om chefstillinger. Det koster meget at have en upålidelig chef, som måske ikke dukker op hver dag. Hvis en kvinde under en ansættelsessamtale fortæller, at hun og hendes mand deles om ansvaret for hjem og børn, har jeg og den pågældende arbejdsgiver kikket på hinanden og efter samtalen sagt noget i stil med:
“Det er da en værre tøffelhelt, hun er gift med!” – eller: “Det er sgu hende, der har bukserne på. Hende ville jeg nødigt være gift med!”
Sådan kan tonen være i dagens erhvervsliv. Det er ikke noget, der kommer frem i det offentlige rum, men det høres bag lukkede døre. Og desværre er det ikke ualmindeligt. Det skal dog tilføjes, at der opstår modreaktioner; der findes mænd, som siger fra, ligesom der findes kvinder, som reagerer og anmelder de groveste tilfælde. Især i universitetsverdenen har man oplevet mange anmeldelser af mandschauvinisme. Det er friske reaktioner på et sygt samfund, og de lover godt for fremtiden.
(...)
Eksempler fra hverdagen
For nogen tid siden sad jeg i et møde med en direktør og en informationschef, begge født i 1960'erne. Mændene var rørende enige om, at der ikke fandtes nogen kvinder, der ville satse på karrieren.
“Der findes måske nok enkelte dygtige, men hvad bliver der egentlig af de bedste?”
“Der findes mange kompetente kvinder,” indvendte jeg og undgik bevidst ordet dygtige. Jeg fik et vist medhold.
“Jo måske, men de allerfleste ønsker ikke at blive chefer. Kvinder vil hellere blive hjemme eller arbejde på halv tid.”
For nogle år siden ville jeg selv have sagt noget lignende eller bare erklæret mig enig. Sådan er tonen ofte blandt mænd i alle aldre. I går, i dag og højst sandsynligt også i morgen. Også jeg falder i fælden. Jeg må konstant være bevidst om, hvad jeg siger, og være fokuseret på min væremåde. Kommentarerne sidder i rygmarven.
For nylig fortalte jeg min kæreste om en direktør, der ikke kunne tage med på restaurant efter et bestyrelsesmøde.
“Han bliver sikkert holdt i stram snor derhjemme,” tilføjer jeg.
“Hvad snakker du om? Ved du overhovedet noget om den mand og hans familie?” spørger Greta – med rette.
Min kommentar må være udsprunget af en formodning om, at den pågældende direktør helst ville være fri for at tage hjem til konen og børnene og i stedet være sammen med kollegerne på jobbet. At ville tage hjem til familien må derfor være et tegn på en dominerende kone. “Holdt i stram snor?” Hvad mente jeg egentlig med det? Kommentarerne sidder som sagt i rygmarven.
En dag bliver jeg ringet op af en 32-årig kollega, som fortæller om et salgsmøde, han lige har afsluttet.
“Vidste du, at de har en pige som direktør? Hun lignede Dolly Parton. Hun var meget sød, men grimmere end Dolly, og så havde hun selvfølgelig mindre bryster! Hun var kraftigt sminket og en smule ældre, men ret hyggelig.”
Hvad skal man sige det til den slags? “Kom der en forretning ud af det?”
På et bestyrelsesmøde brager det løs med bøsse- og kvindevittigheder. Jeg græmmes. For første gang i 50 år siger jeg fra.
“Hør, er vi ikke blevet lidt for gamle til den slags vitser?”
“Jo, det kan du måske have ret i,” er der en, der siger efter et øjebliks tavshed.
I den bestyrelse er der ikke siden blevet fortalt vitser om homoseksuelle eller kvinder.
Efter mødet var jeg stolt af, at jeg havde taget stilling, selvom det egentlig ikke burde være noget at prale med. Det burde tværtimod være en selvfølge at sige fra, når nogen går over grænsen. Men dette eksempel siger en del om, at vi mænd må agere og tage ansvar, for at der skal ske noget konkret for ligestilling derude i virkeligheden.
Til gengæld skal man være forberedt på at møde modstand, når man gør det. Også fra uventet hold. Ved et møde med bestyrelsen i en forening, som arbejder med kvindespørgsmål, blev jeg kritiseret af to bestyrelsesmedlemmer, fordi jeg havde interesseret mig for ligestillingsproblematikken. Den ene kvinde er docent, den anden professor. De kunne ikke forlige sig med, at en mand, helt på egen hånd, skrev om og tænkte på kvinder og ligestilling.
Mærkeligt, at spørgsmål om ligestilling skulle være noget, det var forbeholdt kvinder at reflektere over. Men det viser, at det ikke bare er vi mænd, som hænger fast i gamle tilvante mønstre og ubevidst kæmper for at opretholde status quo. Jeg blev hårdt angrebet på det møde, og det var ganske nyttigt for mandschauvinisten i mig.
Sengevejen til toppen
Hvor mange historier har jeg ikke hørt om kvinder, som skal have taget sengevejen for at få en udnævnelse. Jeg har ikke den mindste anelse, om alle disse historier er sandfærdige, formentlig er det ikke tilfældet. Fortæller jeg den slags videre? Ja, det har jeg gjort. Ikke som en aktiv strategi, men som sladder, mest for sjov, en slags mandesnak. Men måske har det alligevel været en strategi, en reaktion på, at jeg som mand er kommet til kort, at disse kvinder har haft større succes end jeg selv.
Flere af de kvinder, jeg har interviewet i forbindelse med denne bog, ler genkendende af de rygter, der har omgivet dem angående forbindelser med deres chefer. Der udbredes altid rygter om kompetente kvinder, og hensigten er naturligvis at skade dem og at forhindre flere i at kæmpe sig op gennem hierarkierne.
Du har sikkert også hørt den slags beretninger.
Herskerteknikker og kollektivt ansvar
For nogen tid siden udførte jeg en række konsulentopgaver for et af vores største forsikringsselskaber. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville se nærmere på et tilfælde af sexchikane. Det viste sig, at en af cheferne havde et team af yngre mænd under sig, og disse havde en taktik, der gik ud på at chikanere en kvindelig kollega. De ignorerede hende under frokosten, og de sendte hende pornobilleder via mails. Det virkede så grotesk på mig, at voksne mænd sendte pornobilleder til en kollega, at jeg havde svært ved at tro på, at historien var sand. Men det forholdt sig faktisk sådan.
Efter at jeg var kommet til bunds i sagen, blev min konklusion, at man måtte fyre den hovedansvarlige. Men så fik jeg at vide, at det var alt for ømtåleligt. Denne mand var for stærkt etableret i firmaet og havde været en af den tidligere koncernchefs “drenge”. Koncernchefen var ganske vist gået af, men det spillede ingen rolle. “Du forstår godt, Lars, at man ikke bare kan fyre sådan en mand.”
Jeg forstod faktisk ikke, hvorfor man ikke kunne afskedige nogen, som havde opført sig så katastrofalt i forhold til organisationen, kollegerne og hele stemningen på arbejdspladsen. Min opfordring løb ud i sandet, der skete intet som helst. Fagforeningen måtte ikke indblandes, og på alle niveauer blev der jo begået fejl af den ene eller den anden karakter. Det piner mig den dag i dag. Tanken om det nager mig stadig, og jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg nok gjorde for lidt ud af det. Jeg fik heldigvis ikke flere opgaver for det pågældende forsikringsselskab.
“Tag nu kærligt fat om musen”
Fra min periode i en af verdens førende it-virksomheder mindes jeg tydeligt en pinagtig historie i forbindelse med en ansættelse. Økonomichefen tog imod en kvindelig ansøger, som søgte en stilling på chefniveau i koncernen. Jeg deltog i mødet, og vi hilste på hinanden i receptionen. Økonomichefen, som ønskede at ansætte en mand i netop denne stilling, bad kvinden om at føre sine data ind på den computer, som vi havde stående i receptionen. Han tog musen i hånden, så kvinden lige i øjnene, smilede og sagde:
“Annika, var det ikke Annika, du hed? Se nu her. Tag kærligt fat om musen og kild den lidt med fingrene, lige så stille. Føl rigtigt på den og tag det roligt, ingen hurtige bevægelser. Så trækker du en finger langsomt op og klikker på den.”
Sådan fortsatte han et stykke tid, mens han smågrinede. Hverken kvinden eller jeg anede, hvordan vi skulle reagere. Jeg husker ikke, om jeg grinede med, men jeg håber ved Gud, at jeg ikke var så fej. Kvinden fik jobbet og var nøjagtigt lige så dygtig, som hun havde påstået. Hun var stærk. Mange ville have opgivet ævred efter den begyndelse.
På et af it-virksomhedens kontorer i USA var der en gruppe ansatte, som kæmpede imod sexchikane. Sådan en gruppe havde vi ikke på det europæiske hovedkontor, for vi mente ikke, at vi havde den slags problemer. Men i den europæiske styringsgruppe havde vi en kollega, som havde for vane at bedømme kvinders udseende efter, hvor meget sprut han behøvede at hælde i sig for at give sig i lag med dem.
Da vi fik en kvindelig informationschef i selskabet, var modstanden fra flere sider massiv. Nogle lavede grin med det, ironiserede og aflyste møder med hende, umiddelbart inden de skulle finde sted. Vi andre, heriblandt jeg selv, lo sammen med de værste, uanset om vi forstod deres vitser eller ej. Ingen støttede hende, og ganske rigtigt varede det ikke længe, før hun sagde op. Det var nøjagtigt, hvad vi mænd havde kæmpet for, og vi havde altså held med det.
Eskortservice og forretningsmøder
I de år, jeg boede i Paris og London, lærte jeg, hvor almindeligt det er at købe kvinder gennem den såkaldte eskortservice. Overalt, hvor virksomheder holder konferencer, blomstrer denne særlige branche. Jeg kunne ikke se, at der var noget mærkeligt i, at selskabscheferne købte kvinder til sex. Det var fuldt ud accepteret, og mange gjorde det. Jeg kan huske, hvordan vi på en konference i det sydlige Frankrig morede os, når en af herrerne ville have to kvinder ad gangen. Jeg lo også, sandsynligvis fordi jeg fornemmede, at jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved situationen. Den var dybt forankret i virksomhedskulturen og dens spilleregler.
I dag kan jeg godt se, at jeg burde have sagt, hvad jeg mente. Jeg skulle have sagt, at det her vil jeg ikke være med til. Jeg kunne være taget hjem – det gjorde jeg ved andre lejligheder, hvor det drejede sig om betydeligt mere banale foreteelser, som når jeg for eksempel var udsat for elendig kursusledelse.
Svenske virksomheder
Men er eskortservice også et problem i svenske virksomheder? Det er svært at sige. Det er ikke så udbredt i Sverige, men fænomenet forekommer, når mændene er ude at rejse for deres firmaer. Et af Sveriges største investeringsselskaber havde, hed det sig, i 1980'erne og 1990'erne den praksis altid at invitere nyansatte fyre på bordel eller tilbyde dem eskortservice. Det var en måde at gøre dem loyale på.
Sveriges Television har haft sine skandaler, og i et opgør mellem en kendt studievært og en sexchikaneret kvinde var det kvinden, der måtte kvitte jobbet. Studieværten blev derimod forfremmet.
Det virker, som om mændene altid er uskyldige. De får lov til at blive eller får udleveret faldskærme, så de i hvert fald kan klare sig nogle år. Mændene påstår altid, at det hele var en misforståelse. Og kvinderne fremstilles som labile følelsesmennesker.
Mænd har et kollektivt ansvar, når det drejer sig om mandschauvinisme (sexisme), chikanerier, prostitution og voldtægt. Alle grupper med magt har et fælles ansvar, sådan forholder det sig altid. Vi har jo også et fælles ansvar for børn, fattigdom, sult og miljø. Spørgsmålet om ligestilling er ingen undtagelse. Enhver kamp for at opretholde menneskerettigheder må være rigtig at udkæmpe.
|
|
Mød forfatteren
|
En mandschauvinists bekendelser udkommer på dansk på forlaget Aschehoug i september.
Mandag den 10. september afholder KVINFO i samarbejde med forlaget debatarrangement med Lars Einar Engström |
| |
| |
 |
Lars Einar Engström |
Uddannet psykolog,
har arbejdet med personaleudvikling og rekruttering for store virksomheder i Paris, Stockholm og London.
I dag konsulent med egen virksomhed. Har gennem sin karriere siddet i en halv snes ledergrupper.
|
|
Kvindekilder
Dansk kvindebiografisk leksikon
Tidsskrifter 1885-1920
Årstalslister
Valgret 100 år
Mentornetværk
Den usynlige succes
Nye mænd i Danmark
