Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 

Skriveguide

Vi modtager her på Forum for køn og kultur mange gode ideer og forslag til artikler og tak for det! 

Hvis du har en ide, så er det bedst at kontakte os inden du går igang med at skrive. Måske har vi allerede en artikel undervejs om samme emne, eller måske skal ideen lige vrides en omgang for at passe til vores blad. Hvis ideen er god, hjælper vi både med at vinkle historien og med redigering, hvis det er nødvendigt.

 
 
Hvad er historien?
Inden du mailer eller ringer med et artikelforlsag, så stil først og fremmest dig selv spørgsmålet: Hvad er historien? Hvad er det jeg vil fortælle, og hvorfor er det relevant for andre at læse om?

Det lyder enkelt, men er en ret afklarende øvelse!

Vi beskæftiger os først og fremmest med formidling af kvinde- og kønsforskning. Men derudover har vi også personlige kommentarer, interviews, kulturartikler, portrætter og globalt stof. Hvis du vil se bredden i stoffet og artikeltyperne, så klik ind på Forum under overskriften arkiv, hvor alle publicerede artikler er tilgængelige.

Det skal være journalistisk formidlet
Selv om vi har meget forskningstof, er det vigtigt at holde sig for øje, at artikler om forskning skal være journalistisk formidlet. Dvs. at pointen i artiklen meget gerne skal præsenteres i starten af artiklen og ikke gemmes til sidst. Vi lægger også vægt på, at sproget er flydende uden alt for meget fagjargon.

Hvis du har lyst til selv at formidle noget om din egen forskning, må du meget gerne lade dit personlige engagement skinne igennem. Andre har måske aldrig hørt om den særlige sommerfugleart, forfatter, eller politiske system, du forsker i, og netop den personlige energi og glød, kan også gøre andre interesserede.

Konkrete historier om konkrete problemstillinger
Undgå "noget om" historier. Altså historier som vil sige en hel masse bredt om f.eks. "kvinder i Afrika" eller "amerikansk litteratur". De bliver i vores erfaring oftest alt for generaliserende og siger for lidt. Led i stedet efter en konkret historie, et bestemt forskningsprojekt og lignende. Vi er ikke dagsaktuelle, men historien må gerne knytte an til aktuelle problemstillinger eller temaer.

Skriver du artikler fra 3. verdenslande, så undgå de rene offerhistorier, som kun handler om stakkels undertrykte kvinder vs. undertrykkende, patriarkalske mænd. Virkeligheden er som regel mere kompleks, og mange mænd har også en kritisk holdning til de kønssystemer, de indgår i. Her gemmer der sig mange interessante historier.

Undgå også "noget om kvinder". Vi bringer ganske vist, hvad der andre steder hedder "kvindestof". Men det betyder ikke, at bare man interviewer en kvinde, og så er det spændende. Det betyder heller ikke, at kvinder kun skal udtale sig om "kvindeting". Har man f.eks. fat i en latinamerikansk miljøekspert, vil vi gerne høre hvad hun siger om f.eks. international miljølovgivning, og ikke bare om, hvordan bæredygtigt miljø påvirker kvinder.

Væk med de fastlåste kasser
Undgå de brede kategoriseringer, generaliseringer og stereotyper som f.eks.: "kvinder er meget målbevidste på nettet, mens mænd leger", "alle kvinder med tørklæde er undertrykte" eller "den danske mand er en hængerøv".

Vi satser på artikler, der udfordrer de kategorier, der hersker så rigeligt i mainstream medierne, både når det gælder køn, etnicitet, klasse og seksualitet. Vi er interesseret i de nuancer og den kompleksitet, der ofte gemmer sig bag kategorierne.

Vi satser på artikler, der går et spadestik dybere og på artikler, der kan give nye eller skæve vinkler på vores stofområde.

Vi kan ikke love at hverken bringe eller betale for en artikel, førend vi har set den. Antager vi artiklen, betaler vi selvfølgelig også honorar for den.
 
 
 
Til inspiration

Læs forskellige artikler til inspiration.
Check fx FORUMs forskerportrætter og features...

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk