Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Lisbeth Balslev (1945 - )
Balslev, Lisbeth

*1945, operasanger.

*21.2.1945 i Åbenrå.

Forældre: kriminalkommissær Jørgen Nørholt (*1917) og Adda Jensen (*1919).

~7.6.1969 med journalist Kim B., *1.4.1946 i Kbh., s. af prokurist Erik B. og Birgit Næss Schmidt.

Børn: Rikke (1970), Rasmus (1982).

LB voksede op i Århus i et musikinteresseret og socialt engageret hjem. Begge forældre havde glimrende sangstemmer, og man musicerede ofte i familiens skød. Under sin uddannelse til sygeplejerske sang LB ved forskellige arrangementer, hvor hun vakte opmærksomhed med sit rige stemmemateriale. Hun blev rådet til at videreudvikle sit talent, men valgte at gøre sin sygeplejerskeuddannelse færdig først, og i 1968 tog hun sin eksamen fra Århus Amtssygehus og fik arbejde i Esbjerg. Sideløbende tog hun undervisning på en musikskole i musikteori og klaver, og i 1969 blev hun optaget på Vestjysk Musikkonservatorium. Her studerede hun med Vagn Thordal som sanglærer indtil 1973, da hun kom ind på Det Kgl. Teaters Operaskole. Tre år senere forlod hun definitivt sygeplejegerningen efter sin opsigtsvækkende debut som Jaroslavna i Fyrst Igor i 1976 på Det Kgl. Teater. Efter debuten blev hun engageret ved teatret for de næste tre år, men forlod det allerede i 1978 i protest mod dets kunstneriske linie.

Mens LB endnu var ved nationalscenen, sang hun bl.a. Senta i Den flyvende Hollænder, og denne præstation blev den indirekte årsag til hendes internationale gennembrud ved Wagnerfestspillene i Bayreuth 1978. Her sang hun Senta i østtyskeren H. Kupfers iscenesættelse af operaen, et parti, der var som skabt til hendes stærke sceniske udstråling. Gennembruddet i Bayreuth førte til et engagement på statsoperaen i Hamburg 1979-83, og siden har LB virket som freelancesanger, bl.a. ved Den Jyske Opera (DJO). Her har hun sunget mange af operarepertoirets tungere, højdramatiske partier, fx Isolde og Sieglinde, og da DJO i 1996 genopførte hele den omfattende Nibelungens Ring, var det med LB som Brünnhilde. En præstation ingen ville have forudsagt, da hun som ung sang koloratur- og bel cantopartier. Med sin intense nerve i spillet og en stemme af højdramatisk kraft, krydret med en varm lyrisk klang og klokkerene toptoner, har hun tilført enhver rolle en ekstra dimension, der har gjort hendes præstationer unikke. Hun har sunget næsten alle højdramatiske partier i operaer af Wagner og Richard Strauss, herunder Elsa i Lohengrin, Chrysothemis og titelpartiet i Elektra, kejserinden og farverkonen i Kvinden uden skygge og Kundry i Parsifal, ligesom repertoiret også omfatter fx titelpartiet i Puccinis Tosca.

Ildsjælen LB har gennem hele karrieren fundet uvurderlig støtte hos både ægtefælle og nære venner. Det menneskelige og sociale aspekt er blevet prioriteret højt, og familien har tillige haft overskud til at engagere sig i humanitært arbejde, bl.a. ved fra 1990 at tage imod og arbejde for rumænske børnehjemsbørn. LB modtog i 1996 Operaens Venners Pris for sin fremragende præstation i DJOs opsætning af Nibelungens Ring og har desuden modtaget andre hædersbevisninger og legater, deriblandt Elisabeth Dons’ Mindelegat 1976 og Tagea Brandts Rejselegat 1989. I 1993 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen, og i 1999 var hun den første modtager af den nyindstiftede hæderspris Årets Reumert.

Foto i KB.

Lilo Sørensen

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
 
Emneord
Sang · Opera · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Sønderjyllands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon