Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Dagmar Andreasen (1910 - 1991)
Andreasen, Dagmar Jensine Sofie

1910-91, fabriksarbejder, skuespiller.

*28.12.1910 i Preetz, Tyskland, †10.5.1991 i Kbh.

Forældre: smed Wilhelm Davidsen (1874-1929) og Dora Klint (ca. 1880-ca. 1910).

~24.8.1935 (b.v.) med sømand, skibsværftarbejder Villy Karlo A., *28.5.1911 i Århus, †13.11.1994 i Kbh., s. af banearbejder Anders A. og Marie Nikoline Nielsen.

Børn: Ritta (1934), Aksel (1943).

DA blev født i Preetz nær Kiel som datter af en dansk fader og en tysk moder. Mens datteren endnu var spæd, døde moderen. DA fik dog snart en stedmoder, da faderen giftede sig igen. Første Verdenskrig medførte store vanskeligheder for familien. Faderen, der havde sin egen smedje, blev isoleret i den lille by og mistede kunder, fordi han ikke ville være tysk soldat. I 1917 flyttede han med kone og børn til Kbh., hvor han indrettede et cykelværksted på Østerbro. Det gik imidlertid dårligt, og der fulgte nogle urolige år, hvor familien flyttede en del rundt. Til sidst boede de i et haveforeningshus i Vigerslev. Som 14-årig kom DA ud at tjene i Charlottenlund. Da hun var 18 år, begyndte hun på en lampefabrik og blev organiseret i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 5, men var så to år i huset i Sønderjylland. I 1932 flyttede hun tilbage til hovedstaden, hvor hun arbejdede på forskellige pensionater.

Gennem en kæreste fik DA kontakt til Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) teatergruppe Revolutionært Teater (RT). Først fulgte hun blot prøverne fra salen, men snart blev hun en af teatrets frivillige medarbejdere og virkede som skuespiller ved siden af sit daglige arbejde, bl.a. som rengøringsassistent. I 1933 blev hun selv medlem af DKP. Året efter giftede hun sig med Villy A., som hun havde lært at kende på teatret. RT var en modernistisk, politisk teatergruppe under ledelse af skuespilleren og instruktøren ◊Per Knutzon. Teatret var i midten af 1930’erne en slags forsøgsscene for de moderne teatertanker, som kom til Danmark fra Tyskland. Dramatikeren Bertolt Brecht var en af de tyskere, der flygtede til Danmark under indtryk af nazismen, og da RTs nye leder •Ruth Berlau lærte ham at kende, satte hun hans stykker op på teatret. DA spillede med i flere af disse opsætninger, således havde hun i 1935 hovedrollen i Moderen, og senere var hun med i opførelserne af Undtagelsen og Reglen og Den hellige Johanna. I 1937 spillede hun titelrollen i Fru Carrars Geværer, som blev opført af en trup bestående af folk fra både RT og det socialdemokratiske Arbejdernes Teater. Stykket, som Brecht havde skrevet her i landet, var en hyldest til den spanske folkefront mod fascismen. Tematikken må have haft en særlig betydning for DA; den ene af hendes to brødre, der begge var engagerede på den radikale venstrefløj, faldt som Spaniensfrivillig. Selv var hun under Besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen.

Efter Anden Verdenskrig tog DA arbejde på Toms Fabrikker og blev organiseret i KADs afdeling 1. Siden hen fik hun job som metalarbejder og blev derfor flyttet til afdeling 5. Hun var i en periode tillidskvinde og medlem af afdelingens bestyrelse, hvor den navnkundige ◊•Inger Gamburg var formand, og hvor også den kommunistiske politiker ◊•Ragnhild Andersen var aktiv. Da Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK) blev dannet 1948, blev DA aktiv her. Formålet med forbundet, som var en afdeling af den internationale sammenslutning Fédération Démocratique Internationale des Femmes, var at organisere kvinder bl.a. i arbejdet for freden. DDK var formelt et uafhængigt, tværpolitisk forum, men reelt knyttet til DKP og i høj grad bundet til partiets fredsarbejde i 1950’erne. I 1970’erne tog DA igen det kvindepolitiske arbejde op i forbindelse med ligelønskampen og knyttede forbindelse til rødstrømpebevægelsen.

DAs erindringer om sin tid som fabriksarbejder, fortalt til journalisten Kika Mølgaard og samlet i bogen Fabriksliv, 1973, fik stor betydning som en konkret formidling af almindelige arbejderkvinders liv. Den blev siden fulgt af endnu to erindringsbøger Teaterarbejder, 1980, der også blev udgivet sammen med Mølgaard, og Midt i verden, 1988, som baserede sig på samtaler med Torben Bjerg Clausen. Med sine bøger og sine bramfri taler vandt DA et stort ry som kvindepolitisk agitator og blev noget af en kultskikkelse. En kulturbus på Vesterbro blev opkaldt efter hende, og i 1988 blev hun tildelt Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen for sin indsats for fred og socialisme. Også efter systemskiftet i Østeuropa 1989 bekendte hun sig til kommunismen: “Idéen er der sgu ikke noget i vejen med,” erklærede hun i et interview året før sin død, men medgav, at “administrationen” var slået fejl.

Foto i ABA.

Morten Thing

 
Professioner
Skuespillere · Fabriksarbejdere
 
Organisationer
Danmarks Kommunistiske Parti · Revolutionært Teater
 
Emneord
Teater · Politisk teater · Kvindepolitik · Arbejderkvinder
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon