Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Patricia Asbæk (1945 - )
Asbæk, Maria Patricia Tonn

*1945, galleriejer.

*3.5.1945 i Casablanca, Marokko.

Forældre: direktør Niels Edgar Tonn Petersen (1914-84) og Paulette Couette.

~6.4.1968 med galleriejer Jacob A., *9.9.1943 i Hammel sg., s. af ingeniør Siegfred Pedersen og Agnete Asbæk.

Børn: Thomas (1972), Martin (1975), Johan Philip (1982).

Som en af landets førende gallerister er PA blevet betegnet som et kraftværk og en kæmper med gåpåmod nok til et helt kompagni soldater. Karakteristisk for hendes temperamentsfulde person er et liv, der tilsyneladende aldrig har stået stille, men altid har været i bevægelse. Af og til har hun været i voldsomme storme, som hun dog altid har formået at stå igennem med ukuelig livsoptimisme.

PA blev født i Casablanca i Marokko. Faderen var dansker og udstationeret for et dansk firma, og moderen, som døde, da PA var ganske lille, var korsikaner. Familien flyttede meget rundt, og PA nåede således at skifte skole 13 gange, før hun som ung flyttede til Danmark. I 1969 blev hun mag.art. i fransk fra Århus Universitet. I studieårene mødte hun sin kommende ægtemand Jacob A., som læste medicin og arbejdede som billedkunstner. De flyttede i 1974 til Kbh., og samme år åbnede de Galerie Asbæk, deres første kunsthandel med tilhørende café i den centrale bykerne. Senere flyttede de til den mere mondæne adresse i Ny Adelgade, hvor deres galleri i 1980’ernes heftige kunstboom blev toneangivende i dansk kunstliv. I samme periode åbnede PA selv et galleri i Baron Boltens Gård, Galerie Patricia Asbæk, hvor hun koncentrerede sig om den helt unge kunstscene, som gennem alle årene har været hendes hjertebarn. Men efter den næsten eksplosive kunstinteresse i 1980’erne, hvor malerierne blev solgt, før de var tørre, fulgte år med svigtende salg. PA måtte i 1993 lukke sit eget galleri, og Galerie Asbæk skiftede igen adresse, nu til store lokaler i Bredgade, hvor der både var plads til kunst og til restaurant. På trods af at det var de mere etablerede og salgssikre navne, heriblandt en stor del af de største danske navne fra 1980’erne, der kom til at præge profilen, har PA vedvarende lagt kælderrum til helt anderledes unge og uetablerede navne. Hun har aldrig været bange for at forsvare kunstens suverænitet, og således var hun en af dem, der stod fast og påpegede dobbeltmoralen, da Wonderful Copenhagen i 1994 først gav de to unge kunstnere Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen frit spil på Kongens Nytorv for dernæst at kræve deres kunstværk bestående af skrottede biler og busser fjernet. Gennem tiden har PA haft mange betydelige kunstnere knyttet til galleriet, bl.a. ◊Carl-Henning Pedersen fra den ældre generation, Peter Bonde, Erik A. Frandsen og Doris Bloom fra 1980’erne, og blandt de yngre videokunstnere Søren Martinsen. Også væsentlige udenlandske navne som den amerikanske konceptkunstner og skulptør D. Oppenheim har været tilknyttet Galerie Asbæk.

Gennem årene har PA siddet i en række afgørende danske og internationale bestyrelser. Hun har bl.a. været formand for Dansk Galleri Sammenslutning 1990-94 og i den forbindelse været med til at indføre en dansk kunstmesse. Senere har hun været blandt de gallerister, der har valgt at boykotte kunstmessen på grund af et stadigt faldende kvalitetsniveau. Siden 1994 har hun været formand for International Danish Galleries, som består af de syv gallerier, som sammen repræsenterer Danmark i New York gennem det statsejede DCA Gallery. Sammen med sin mand har hun gennem flere år arbejdet på at etablere et kunstrefugium på Mallorca.

Mai Misfeldt

 
Professioner
Akademikere · Galleriejere
 
Organisationer
Galerie Asbæk · Galerie Patricia Asbæk · Dansk Galleri Sammenslutning · International Danish Galleries
 
Emneord
Romansk filologi · Gallerier · Billedkunst
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1970'erne · 1980'erne · 1990'erne
 
Regioner
Marokko
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon