Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Oda Nielsen (1851 - 1936)
Nielsen, Oda Laurenze Helmine

1851-1936, skuespiller.

*7.8.1851 Liepaja, Letland, †11.9.1936 i Vedbæk sg.

Forældre: skibsfører, reder Jens Larsen (1820-85) og Caresia Møller (1822-74).

~24.6.1871 med telegrafist, afdelingschef Jens Petersen, *13.1.1843 i Sandby sg., Maribo amt, †23.1.1880 i Paris, s. af husmand Hans Pedersen Graver og Karen Hansen.

~31.5.1884 med skuespiller ◊Martinius Valdemar N., *23.1.1859 i Kbh., †10.7.1928 i Fredensborg, Asminderød sg., s. af lysestøber, købmand Christian N. og Kirstine Marie Petersen.

Børn: ◊Kay (1886).

ON debuterede i 1870 anonymt på Casino som Thora i ◊Erik Bøghs Et enfoldigt Pigebarn. Debuten kom i stand, fordi det var lykkedes den teatergale pige med de store udtryksfulde øjne at overtale den populære skuespiller ◊Carl Wulff, der boede i samme ejendom som kaptajn Larsen og hans familie, til at lade hende optræde i en beneficeforestilling. Anonymiteten betingede hun sig både af hensyn til forholdet til forældrene og for det tilfælde, at debuten blev en fiasko. Men selvom ON aldeles manglede teateruddannelse, gik det over al forventning. Hun viste sig ikke alene at have sceneydre, men også en naturlig ynde og en ganske udmærket sangstemme, og allerede i den følgende sæson fik den helt uerfarne skuespillerinde tildelt et par hovedroller. I 1871 giftede hun sig med en afdelingschef i Store Nordiske Telegrafselskab og fulgte ham til Frankrig, hvor han var udstationeret. Tilsyneladende vinkede hun farvel til en lovende teaterkarriere, men hun benyttede den tid, ægteparret boede i Paris, til at følge teatrenes repertoire og til at lure de store divaer kunsten af. Da hendes mand døde i 1880, kun 37 år gammel, vendte hun hjem til Danmark med en air af verdensdame, der imponerede det kbh.ske borgerskab. Og i 1881 genoptog hun sit engagement på Casino. Her spillede hun bl.a. titelrollen i V. Sardous Dora og opnåede ligefrem at blive sammenlignet med den franske skuespiller Sarah Bernhardt, hvis kunst hun uden tvivl også havde studeret nøje.

ONs succes var så stor, at hun fik tilbudt et engagement ved Det Kgl.Teater, og det tog hun imod. Til trods for at hun fik flere gode roller som fx Jeanne i E. Paillerons salonkomedie Hvor man keder sig, så følte hun, at nationalscenen ikke kunne byde hende de rette udfoldelsesmuligheder. Hun var ingen egentlig ensemblekunstner. Hun var divaen i dansk teater, vel at mærke en diva i dansk aftapning, der kombinerede en robust djærvhed med fransk raffinement og pikanteri. I 1883 vendte hun tilbage til privatteatrene, først en kort overgang til Casino. Året efter gik hun til Dagmarteatret, hvor hun opnåede en stor folkelig succes som den sprælske klosterfrøken i operetten Frk. Nitouche, en rolle, hun kom til at spille i alt 500 gange. Som Florizel i ◊Edvard Brandes' Et Besøg demonstrerede hun, at hun også mestrede at give liv til samtidsdramaets psykologiske kvindeskikkelser, og ikke kun til vaudevillernes og operetternes mere skabelonagtige figurer eller salonkomediernes fejende primadonnaroller.

I 1884 giftede ON sig med skuespilleren Martinius N., og sammen fik ægtefællerne i 1886 engagement ved Det Kgl. Teater. Selvom ON aldrig fandt sig rigtig til rette på teatret, så blev hun der dog i seks år og fik lejlighed til at udfolde sig i en bred vifte af roller, der modnede hendes kunst og rakte fra ◊Adam Oehlenschlägers heltinder Valborg, Thora og Dina, der dog ikke harmonerede med hendes naturel, over de poetiske og skælmske unge piger i vaudevillerne og ◊Ludvig Holbergs Leonoraer til det litterære dramas kvinder. Hendes Rita Almers i Henrik Ibsens Lille Eyolf blev et gribende studie i en kompliceret kvindesjæl. Da Martinius N. i 1889 gik til Dagmarteatret, hvis leder han var 1897-1909, kom ON mere og mere i opposition til nationalscenens ledelse, og i 1902 tog hun frivilligt sin afsked efter at have spillet en af sine glansroller, hetæren i G. d'Annunzios efterromantiske melodrama La Gioconda. Hun var altid sin ægtefælle en trofast støtte, og da det begyndte at gå galt for ham, efter at han i 1902 havde forenet Dagmarteatret og Casino under en fælles ledelse, blev hun tillige en glødende forsvarer. Efter hans afgang fra posten i 1909 forsøgte hun sig en kort tid selv som direktør for at redde den scene, som hendes mand havde gjort til Det Kgl. Teaters konkurrent, især når det gjaldt den nye dramatik, men forsøget mislykkedes.

ON udvidede måske i disse år ikke sit repertoire væsentligt, men hun fejrede stadig triumfer på scenen, fx som Napoleons slagfærdige vaskepige i Sardous Madame Sans-Gêne, som hun spillede på Casino med Martinius N. som Napoleon. Derimod fandt hun i visesangen en helt ny genre. Hendes skarpt pointerede viseforedrag, der kunne minde om den franske visesangerinde Yvette Guilberts, skabte hende et stort publikum, ikke kun i Danmark og de nordiske lande, men også blandt USAs dansk-amerikanere. Efter nederlaget på Dagmarteatret havde hun ingen faste teaterengagementer, men turnerede i provinsen i sine gamle roller og gæstede sporadisk de kbh.ske scener. En af hendes største succeser i de senere år var Grevinde Danner i ◊Svend Leopolds Hos Grevinden, som hun spillede første gang på Betty Nansen Teatret i 1919 og senere genoptog til sit 60-års skuespillerjubilæum på Folketeatret i 1930. Som næsten 80-årig turnerede hun endnu i provinsen med denne rolle på repertoiret. Nægtes kunne det dog ikke, at der var kommet noget vist bedaget over ONs spil, og hun forstod at drage konsekvensen. I de sidste mange år af sit liv optrådte den tidligere feterede primadonna som elskelig gammel bedstemoder, der i sort silkekjole og med kyse og hvide hængekrøller sang børnesange og læste eventyr. Som sådan var hun kendt og elsket af børn over det ganske land. Hun engagerede sig også i velgørenhedsarbejde, og som anerkendelse af dette skænkede et biografteater hende en årlig afgift, ligesom hun fra 1925 fik æresbolig i Fredensborg. Hun tildeltes i 1910 Ingenio et arti, og i 1920 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld.

Tegn. fra 1882 af H. Nik. Hansen. Tegn. fra 1909 og 1941 af Kay Nielsen i KB. Mal. af Paul Fischer. Foto i KB.

Olaf Fønss: Danske Skuespillerinder, 1930. Robert Neiiendam: Det kongelige Teaters Historie 1874-1922, 1921-30. Sven Lange: Meninger om Teatret, 1929. P. Hansen: Den danske Skueplads, 1889-96. Teatret 19/1920.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Kela Kvam

 
Professioner
Skuespillere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater · Casino · Dagmarteatret
 
Emneord
Teater · Turnéteater · Udlandsophold · Sang · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1870'erne · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Letland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon