Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Charlotte Norrie (1855 - 1940)
Norrie, Helga Charlotte

1855-1940, sygeplejerske, kvindesagsforkæmper.

*12.10.1855 i Altona, Holsten, †19.12.1940 i Kbh.

Forældre: generalmajor ◊Johannes Wilhelm Anthonius Harbou (1810-91) og Louise Ulrikke Mariane Hellesen (filantrop •Louise Harbou 1833-97).

~6.5.1885 med stabslæge ◊Gordon N., *6.5.1855 i Helsingør, †11.10.1941 i Kbh., s. af skibsklarerer William Gordon N. og Fanny Thea Marie Wright.

Børn: Johannes William (1886), •Edith (1889), Inger (1892).

Som ung kvinde noterede CN i sin dagbog, at dronning ◊•Margrete 1., der samlede Norden med Kalmarunionen 1397, var hendes ideal. Tidligt var hun bevidst om sig selv som en viljestærk og magtsøgende kvinde. Moderen, den senere fremtrædende filantrop Louise Harbou, gik i rette med sin ældste datter for at være herskesyg, for heftig og til tider ude af stand til at forstå, at mennesker med andre meninger end hende selv også kunne have ret. Stærkere end sine tre søstre •Dagmar (g. Hjort), ◊•Alvilda (g. Harbou Hoff) og Inger (g. Wickström) følte CN sig forpligtet over for forældre og familietradition. Som søstrene ville hun gerne have en uddannelse, hvilket også blev nødvendigt, da faderens karriere som officer efter krigen i 1864 led et afbræk, der fik økonomiske følger.

1877-80 arbejdede CN som privatlærerinde hos familien Langkilde på den fynske herregård Juulskov. Men allerede på dette tidspunkt ønskede hun sig en fremtid som lærerinde i elementær sygepleje og nødhjælp. Gennem kursusvirksomhed ville hun forberede både vordende hospitalssygeplejersker og kommende husmødre. Uden fast løn og egentlig ansættelse satte hun sig 1880 ind i sygepleje på Almindelig Hospital under overlæge ◊L.I. Brandes’ auspicier. 1881-82 supplerede hun sin uddannelse på Dronning Louises Børnehospital. Efter i adskillige år at have været forelsket i lægen ◊E.A. Tscherning traf hun på Almindelig Hospital sin senere ægtefælle. Med Gordon N. etablerede hun i 1885 et kammeratskabslignende og velfungerende ægteskab, der for begge parter blev kombineret med betragtelige ambitioner og mange udadrettede aktiviteter. Ægtefællen kom til at indtage en stabil og medlevende rolle som hendes rådgiver og fungerede undertiden også som hendes medskribent. Sammen drev de fra 1883 og i en årrække kurser i elementær sygepleje og nødhjælp. Mere end 500 kvinder gennemgik kurserne, bl.a. frivilligt arbejdende kvinder fra hendes moders filantropiske foretagender.

Allerede i 1880’erne påpegede CN, at sygeplejersker i Danmark var en mangelvare, og hun kritiserede de eksisterende hospitalsuddannelser for at være utidssvarende og utilstrækkelige. Hun tog også til orde imod Dansk Røde Kors’ (DRK) manglende effektivitet på uddannelsesfeltet. DRKs indsats var for ringe, mente hun, i forhold til at uddanne den type sygeplejersker, som i krigstid kunne medvirke i felten og i fredstid og under epidemier assistere kommunalt ansatte kolleger og læger. Til fremme for sygeplejesagen ønskede CN private sygeplejeskoler oprettet som betalingsskoler. De skulle drives af frivillige foreninger med supplerende statsstøtte og fungere som en udvidelse af hospitalstilbuddene på uddannelsesområdet. I Ugeskrift for Læger offentliggjorde hun 1888 sin plan for en sygeplejerskeskole, men først i 1910, da Rigshospitalet åbnede, fik landet sin første egentlige sygeplejerskeskole. Hensigten bag CNs fremsynede planer var desuden at gøre sygepleje til en mere acceptabel levevej for borgerskabets unge kvinder.

I CNs opvækst gik forældrenes frisindede konservatisme i spænd med et udtalt filantropisk engagement, der satte sine dybe spor hos hende. Hun bistod sin moder i arbejdet med at få åbnet børnesanatorier og var hendes højre hånd som cheforganisator af den filantropiske og hygiejniske afdeling i tilknytning til Kvindernes Udstilling 1895. CN kom også i bestyrelsen for De gamles Spisehuse, Louise Harbous sidste filantropiske udspil i 1896. Inspireret af sin moder gik CN ind i repræsentantskabet og bestyrelsen for foreningen Kvindernes Bygning. Tanken bag Kvindernes Bygning var at samle kvindesagens, arbejderbevægelsens og filantropiens kvinder i et fælles kvindehus i Kbh. CN blev en dygtig pengeindsamler og kredsopbygger i provinsen, men forlod 1899 denne aktivitet i protest. Ikke ubegrundet mente hun, at •Louise Hansen, ◊•Emma Gad og ◊•Sophie Holten var ved at forlade den oprindelige idé og erstatte den med initiativerne Kvindernes Køkken og foreningen Hegnet for kvindelige handels- og butiksansatte.

I Dansk Kvindesamfunds (DK) Kbh.s-kreds fungerede CN fra 1898 som bestyrelsesmedlem, fra 1900 som næstformand indtil 1901, hvor hun ikke stillede op til genvalg. 1899 stod hun sammen med den engelskfødte Elly Nienstædt bag oprettelsen af Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd (DKN). DKN var en dansk afdeling af International Council of Women (ICW), stiftet 1888. Formålet med DKN var nationalt at samle alle kvindeforeninger og sammenslutninger med kvindelige medlemmer under en og samme paraply. Denne samlingstanke og idé om kobling af danske kvindeorganisationer til udenlandske havde længe været diskuteret i DK. Men først med DKN blev den realiseret i året for ICWs første kongres i Europa, hvor Danmark blev et af de tidligst tilmeldte europæiske medlemslande. CN blev 1899-1904 DKNs første sekretær, men fungerede i praksis som formand, da den formelle leder ◊•Ida Falbe-Hansen var stærkt sygdomssvækket. 1906-09 overtog hun officielt formandskabet. 1898 var hun medstifter af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg (DKV), fra 1904 Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, der fik •Louise Nørlund som første formand. Forgæves slog hun til lyd for, at DKV blev en underorganisation under DKN, men blev bl.a. modarbejdet af udvalgets socialdemokratiske fagforeningsrepræsentanter, som ikke ville ind i dette rådsregi. Hun var fortaler for, at ikke alene skattebetalende, selverhvervende kvinder, men også forsørgede hustruer uden erhvervsarbejde burde have stemmeret.

Som delegeret ved ICWs kongres 1899 i London blev CN medstifter af International Council of Nurses (ICN). Før afrejsen var hun begyndt at samle kbh.ske hospitalssygeplejersker omkring tanken om organisering for at hævde standens status og forbedre dens arbejds- og uddannelsesforhold. Men en kraftig sygeplejerskeopposition, ledet af bl.a. ◊•Cecilie Lütken, ◊•Henny Tscherning og •Thora Knudsen, blev dannet i protest mod CNs rolle. Hun måtte efter få måneder renoncere på formandsposten i det nydannede Dansk Sygeplejeråd (DSR), da hospitalssygeplejerskerne ønskede en fuldt uddannet sygeplejerske som leder. Hendes planer om at få de nyorganiserede sygeplejersker tilmeldt såvel DKN som den internationale sygeplejerskeorganisation vandt heller ikke opbakning. Dybt skuffet kappede hun forbindelsen til DSR, men fastholdt ikke desto mindre stædigt og selvbevidst sin rolle som dansk delegeret i ICN og sin interesse for elementær sygepleje som kvindelig værnepligt. 25 år efter stiftelsen af DSR blev hun 1924 udnævnt til æresmedlem af organisationen.

I 1904 rejste CN med veninden Dagmar Schmiegelow til Berlin og var her med til at stifte International Woman Suffrage Alliance. I samarbejde med bl.a. Højrekvinden, grosserer •Wilhelmine Rerup blev hun medstifter af den kbh.ske kvindevalgretsklub Valgerda, tilknyttet DKV. Kvindevalgret og anden kvindesag begyndte at glide i baggrunden fra 1907, hvor CN blev den energiske initiativtager til Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Som formand indtil 1915 udfoldede hun her med stort held sine effektive organisatoriske evner og gjorde sig gældende som en af DKFs flittigste provinsagitatorer. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, hvis dannelse blev udløst af de langvarige forsvarspolitiske forhandlinger samt frygten for Tysklands voksende militære styrke og det øgede spændingsforhold imellem stormagterne. CNs strategi var at samle kvinder på et partineutralt og tværsocialt grundlag for at styrke forsvarsviljen og presse partier og regering til med militærsagkyndig rådgivning at øge bevillingerne til det danske forsvar. Trods sin erklærede upolitiske karakter arbejdede CN og andre i DKF på at få indvalgt forsvarsvenlige Højre- og Venstrekandidater i Rigsdagen. I 1912 var landet gennemorganiseret med lokalafdelinger og med en medlemsskare på ca. 50.000. DKF havde en større magnetisk virkning på kvinder end de samtidige kvindevalgretsorganisationer nær deres kulminationspunkt. Selv mente CN, at hun netop med DKF på allerbedste vis havde gavnet den danske kvindesag. I 1915 blev hun væltet fra formandsposten, endnu en gang på grund af de mange personstridigheder hendes karriere var så rig på. Året efter meldte hun sig ud af DKF i skarp protest mod den nye formand ◊•Agnes Slott-Møller, som hun offentligt anklagede for at bryde foreningens partineutrale linie.

1915 startede CN sammen med bl.a. den senere rådmand •Anna Johanne Frydensberg Kvinde-Vælger-Klubberne (KVK), hvis formand hun blev indtil 1920. KVK var et forsøg på at samle Højre- og Venstrekvinder til et politisk oplysningsarbejde, som skulle gøre dem bedre egnede til at afgive deres stemme og kandidere ved valgene, efter at valgretten var blevet vundet 1915. Det politiske arbejde havde længe optaget CN, og allerede 1903-06 sad hun i hovedbestyrelsen for Kbh.s Venstreforening.

1920-27 genoptog CN sin pædagogiske linie med Ejra-Skolen, der gav undervisning i sygepleje og nødhjælp. Det skete ud fra en idé, hun allerede i 1880’erne var begyndt at slå til lyd for: kvinders værnepligt. CN lagde vægt på, at med kvinders fordringer om lige rettigheder fulgte også tilsvarende pligter over for stat og samfund. Hun mente, at kvinder som medborgere burde tage del i forskellige former for ulønnet og frivillig samfundstjeneste uden at gå de professionelle sygeplejersker i bedene. Denne samfundstjeneste skulle være en pendant til den militære værnepligt, som hun i 1919 også gerne så udstrakt til at omfatte kvinder.

CN var en sjældent flittig, energisk og initiativrig kvinde. Hendes ledertalent blev dog svækket af hendes gentagne problemer med at indgå kompromiser og sikre sig medarbejdere, der kunne følge med i hendes dynamiske fremfærd. Som selvbevidst handlingsmenneske synes hendes selverkendelse og psykologiske indsigt ikke at have stået mål med hendes udprægede behov for at manifestere sig som en krigsheroisk generalmajors datter.

Mal. fra 1916 af Knud Larsen i Fr.borgmus. Relief fra 1926 af Johannes Hansen. Foto i KB.

Esther Petersen: Fra opvarter til sygeplejerske, 1988. Kvinnovetenskaplig tidskrift 4/1992. Husmoderens Blad 33/1896.

Privatarkiv fælles med ægtefællen i RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tinne Vammen

 
Professioner
Sygeplejersker · Fagforeningsformænd · Kvindesagsforkæmpere · Agitatorer
 
Organisationer
Venstre · De gamles Spisehuse · Kvindernes Bygning · Dansk Kvindesamfund · Dansk Kvinderåd (se Danske Kvinders Nationalråd) · Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg (se Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund) · International Council of Nurses · Dansk Sygeplejeråd · International Woman Suffrage Alliance · Valgerda · Danske Kvinders Forsvarsforening · Kvinde-Vælger-Klubberne · Københavns Venstreforening · Ejra-Skolen
 
Emneord
Sygepleje · Undervisning · Fagforeningspolitik · Kvindepolitik · Gamle kvindebevægelse · Stemmeret · Politik · Forsvarssagen · Filantropi
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne · 1920'erne
 
Regioner
Holsten
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon