Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ingeborg Hansen (1886 - 1954)
Hansen, Ingeborg Cathrine

1886-1954, landsretssagfører, politiker.

*17.2.1886 i Kbh., †5.8.1954 i Vedbæk sg.

Forældre: ølhandler Anders H. (ca. 1838-1911) og Christiane Nielsen (1850-1927).

~18.2.1934 med gårdejer Hans Jørgen Madsen, *25.9.1880 i Højby sg., Odense amt, †21.7.1964 i Dalum sg., s. af gårdejer Frederik M. og Ane Marie Hansen.

IH, der var det sjette barn i en søskendeflok på otte, stammede fra et konservativt, kbh.sk borgerhjem. Gennem sit arbejde blev hun imidlertid overbevist socialist og feminist. Hun havde som ung pige en drøm om at blive skuespiller, men det fandt faderen upassende. I stedet tog hun i 1902 almindelig forberedelseseksamen, og efter et par andre ansættelser havnede hun på sagførerkontor. Arbejdet her inspirerede hende til at uddanne sig til jurist, og 1912 tog hun studentereksamen fra Wedels Kursus, hvorefter hun begyndte at læse jura. Hun fortsatte med at arbejde under studierne, men måtte holde pause med begge dele i et halvt år, da hun fik tuberkulose. I 1919 tog hun embedseksamen fra Kbh.s Universitet, og tre år efter fik hun sagførerbestalling. I 1924 blev hun Danmarks første kvindelige landsretssagfører, og 1933 viste hun sig også i anden henseende som pioner, da hun som den første procederede for Højesteret uden at være højesteretssagfører. Hun åbnede egen sagførervirksomhed og fik i forbindelse med skilsmisser og abortsager indblik i mange ulykkelige kvindeskæbner, hvilket påvirkede både hendes politiske og kvindesaglige engagement.

Oprindelig havde IH betragtet kvindesagskvinderne som blåstrømper, hvis sag ikke vedrørte hende. Men efter at være blevet kandidat indfriede hun et løfte til en veninde og meldte sig noget modstræbende ind i Dansk Kvindesamfund (DK). Da hun lærte organisationen at kende på nært hold, blev hun overbevist feminist, og resten af sit liv kæmpede hun aktivt for kvindernes ligestilling på alle felter. 1921-23 var hun formand for DKs Kbh.s-kreds, og 1924-26 var hun medlem af fællesstyrelsen. Hun havde derudover en række tillidshverv i andre dele af kvindebevægelsen, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening 1922-27 og for Kvindelige Akademikere 1928-46. Som medlem af Komitéen til Opførelse af Kvinderegensen 1929-32 gik hun med ildhu ind i virkeliggørelsen af projektet, og fra 1929 sad hun i Komitéen for Kvindernes Bygning. 1929-39 var hun medlem af hovedbestyrelsen for International Woman Suffrage Alliance.

IHs sociale engagement vaktes, da hun som ung jurist deltog i arbejdet i Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede. Her fik hun for alvor økonomisk nød og andre sociale problemer ind på livet. Det 14-årige medarbejderskab ved retshjælpen påvirkede hendes politiske tænkemåde, og efter mange overvejelser meldte hun sig 1929 ind i Socialdemokratiet. I første omgang førte medlemskabet til en omfattende foredragsvirksomhed for partiet, dog udelukkende af juridisk karakter. Senere blev hendes politiske overbevisning mere grundfæstet, og i 1932 opfordrede socialdemokratiske kvinder hende til at lade sig opstille til Landstinget, hvor hun var medlem 1936-53. Hendes faglige baggrund gjorde hende til et oplagt medlem af Forfatningskommissionen og Toldrådet, ligesom hun sad i Landstingets finansudvalg, 1948-50 som formand. Hun var desuden partiets faste ordfører vedrørende skattelove for told- og forbrugsafgifter. Fra 1936 fik hun sæde i Rigsretten, og 1932-36 var hun medlem af Svangerskabskommissionen. Hun gik varmt ind for at tillade abort af sociale årsager, men måtte senere med stor beklagelse erfare, at der ikke kunne skabes flertal for dette synspunkt i Rigsdagen. Hun var loyal over for Socialdemokratiet, men hun havde samtidig sine meningers mod og ved enkelte lejligheder indtog hun særstandpunkter. På baggrund af sine erfaringer som jurist gik hun imod sit partis forslag om, at fosterdrab ikke skulle behandles ved en nævningedomstol. Hun betragtede et nævningeting som en ekstra beskyttelse af den sigtede og mente, at nævningedomme bedst repræsenterede befolkningens retsopfattelse, som hun skønnede mindre konservativ end dommernes. Under debatten 1945 om retsopgøret efter Besættelsen gik hun skarpt imod genindførelse af dødsstraf. Også i Forfatningskommissionen indtog hun et særstandpunkt i forbindelse med ændringen af tronfølgeloven, der indførte kvindelig arvefølge, men således at søn går forud for datter. IH ønskede også på dette område fuld ligestilling mellem kønnene, således at den ældste, uanset køn, blev tronarving.

Da ◊K.K. Steincke i 1950 blev udnævnt til justitsminister, blev IH valgt til formand for Landstinget. Hun blev hermed den første kvindelige parlamentsformand i verden. I 1951 vendte Steincke tilbage til Landstinget og overtog formandsposten, men da han i 1952 igen trådte ud, blev hun atter hans afløser. Det var karakteristisk for IH, at hun uanset sine personlige interesser hilste forfatningsændringen i 1953 velkommen, fordi hun i virkeligheden var tilhænger af etkammersystemet. Efter tiden som parlamentariker fik IH nye opgaver, hvor hendes erfaringer og faglige indsigt blev udnyttet. Allerede i 1953 var hun blevet valgt til formand for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Endvidere blev hun medlem af det juridiske udvalg under Europarådet, der skulle behandle spørgsmål i forbindelse med den kommende europæiske konvention om menneskerettigheder.

Som 48-årig havde IH giftet sig med en ungdomsven, en gårdejer fra Fyn. Men da hun havde egen sagførerforretning i Kbh. og ægtefællen sin fynske gård at passe, blev hun boende i Kbh. Det blev et lykkeligt ægteskab, hvor ægtefællerne besøgte hinanden i ferierne, og hvor den kbh.ske sagfører i kortere perioder var landbokone, med hvad dertil hører af forpligtelser. Men hun var og blev københavner, og selv sit otium ønskede hun at tilbringe i hovedstaden og ikke på Fyn. Det skulle hun dog ikke komme til at opleve. En pludselig indtrådt hjertelammelse afbrød 1954 et sjældent politisk, kvindepolitisk og socialt engageret virke.

Mal. fra ca. 1952 af Arnoff Thomsen i Folketinget og af Carla Colsmann Mohr smst. Foto i ABA, KB.

Ellen Strange Petersen (red.): Kvinderne og valgretten, 1965. Danske Kvinders Aarbog, 1947. Frie Kvinder 4/1947.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Karin Sandvad

 
Professioner
Landsretssagførere · Akademikere · Landstingsmedlemmer
 
Organisationer
Dansk Kvindesamfund · Kvindelig Læseforening · Komitéen til Opførelse af Kvinderegensen · Komitéen for Kvindernes Bygning · International Woman Suffrage Alliance · Socialdemokratiet · Landstinget · Forfatningskommissionen af 1951 · Toldrådet · Rigsretten · Svangerskabskommissionen af 1932 · Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse · Europarådet
 
Emneord
Jura · Kvindepolitik · Abort · Feminisme · Politik · Kvindebevægelse
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon