Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Agnes Friis Schmitto (1875 - 1953)
Schmitto, Agnes Emilie Friis

1875-1953, dyreværnsforkæmper.

*14.12.1875 i Hammel sg., †24.1.1953 i Kbh.

Forældre: manufakturhandler Niels Michael Peter Friis (*1841) og Anne Margrethe Eriksen (*1847).

~18.11.1907 med ingeniør Fritz S., *11.7.1874 i Frederiksdal, Lyngby sg., Kbh.s amt, †21.5.1940 i Gentofte sg., s. af sagfører Friedrich Carl Wilhelm S. og Augusta Olivia Elisabeth Larsen. Ægteskabet opløst 1926.

På Nørrebros Teater foredrog skuespilleren ◊Osvald Helmuth i 1924 revyvisen Ølhunden glammer af ◊Poul Henningsen og gjorde hermed “fru Agnes Schmitto, som beskytter den mindste moskito”, til allemandseje. AFS mente, at dyr var i besiddelse af en sjæl ligesom mennesker, og hun brugte fire årtier af sit liv på dyreværnssagen. Hendes hjem i Valby lignede Noahs Ark med hunde og katte, aber og papegøjer, som hun havde opkøbt som redningsaktion og selv trivedes iblandt, trods den ravage de undertiden skabte i gardiner og møbler. Den jyske købmandsdatter kom til Kbh. i 1903 med erfaringer som provinsjournalist i bagagen. Da hun fire år senere blev gift, lagde hun sit job som assistent ved de Kbh.ske Sporveje bag sig. Hun kastede sig over dyrebeskyttelsesarbejde og tilsluttede sig Foreningen til Værn for værgeløse Dyr, der var blevet stiftet 1898. Hovedsigtet med foreningen, som AFS 1918-24 blev formand for, var at gøre en indsats for herreløse dyr, især hunde og katte. Hendes energi bidrog væsentligt til, at foreningen i 1923 kunne åbne et internat med plads til ca. 100 dyr på Peter Bangsvej. Arbejdet for internatets oprettelse sikrede hende et æresmedlemskab af foreningen.

1924 redigerede AFS antologien Dyrenes Bog med skønlitterære og essayistiske bidrag fra dyrevenner i ind- og udland. Samme år tiltrådte hun som Dyreværnsforeningen Svalens formand, en post, hun først forlod 1949. AFSs formandskab genoptog traditionen for kvindeligt lederskab i foreningen, hvor tidligere Svalens stifter •Camilla Eegholm og efterfølgeren •Malvina Mehrn havde virket, kort afbrudt af sagfører August Dedenroth-Berg 1920-24. I Svalen fremmede AFS mere moderne og mediebevidste aktionsformer, og hun anlagde en aggressiv stil for at skabe og vedligeholde offentlighedens opmærksomhed. I foreningens organ Svalen anlagde hun, uden autoritetstro og persons anseelse, en ofte kras linie over for navngivne personer, der var mistænkt og grebet i dyremishandling eller vanrøgt. Hun skærpede tilsvarende tonen i forhold til vivisektion af dyr som grundelement i dansk forskning. I hendes formandsperiode blev Svalen Danmarks mest velkendte og dynamiske dyreværnsforening, hvis guldmedalje hun 1932 blev beæret med.

AFSs placering som komisk figur i Poul Henningsens fuldemandsvise og Helmuths strålende tolkning kom udpræget til at dominere over de seriøse civilisationskritiske elementer i AFSs forsvar for dyrene og de mange spirer til økologisk indsigt, som kan spores i hendes ofte ukonventionelle og kompromisløse adfærd og dybe empati med plagede dyr.

Foto i KB.

Ole Aagaard: Hjemløse dyr i 85 år, 1985. Dyrets Værn 256/1953. Svalen, april 1953. Politiken 25.1.1953. B.T. 1.11.1944.

Tinne Vammen

 
Professioner
 
Organisationer
Foreningen til Værn for værgeløse Dyr · Dyreværnsforeningen Svalen
 
Emneord
Dyrebeskyttelse · Dyreværnsforeninger
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1910'erne · 1920'erne · 1930'erne · 1940'erne
 
Regioner
Århus Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon