Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ingeborg Trier Hansen (1868 - 1904)
Trier Hansen, Ingeborg

1868-1904, højskolelærer.

*3.5.1868 i Vallekilde sg., †28.2.1904 smst.

Forældre: højskoleforstander ◊Ernst Johannes Trier (1837-93) og Nathalie Marie Abel (højskolemoder •Marie Trier 1845-73).

~28.9.1889 med avlsbestyrer Niels Hansen, *2.4.1860 i Sødinge, Ringe sg., †1.8.1940 i Vallekilde sg., s. af gårdejer Hans Poulsen og Mette Kirstine Elisabeth Hansen.

I 1884 viste et hold karle for første gang i Danmark den svenske gymnastikpædagog P.H. Lings øvelser på Vallekilde Højskole. Og fra det tidspunkt blev ITHs liv også gymnastikken. Hun var den ældste af forstander Ernst og Marie Triers fire døtre. Moderen døde, da hun var fem år gammel, og kort efter døde to af hendes søstre af hjernebetændelse. Da hun ofte led af hovedpine, var faderen bange for, at han også skulle miste hende. Derfor blev hun skånet for boglige pligter og i stedet sendt ud i naturen for at styrke og hærde sin krop. På den måde udviklede hun både sine fysiske kræfter og en stor kærlighed til naturen. Faderen giftede sig igen, men også dette ægteskab blev kort, og stedmoderen døde, da ITH var 13 år gammel, og den unge pige måtte nu være sin faders støtte.

Trier, der var en ildsjæl og en foregangsmand på mange områder, havde startet sin højskole i 1865. Da to af hans lærere, ◊Andreas Bentsen og ◊N.H. Rasmussen, i 1882 kom hjem fra en nordisk gymnastikfest i Stockholm og begejstret fortalte om Lings nye gymnastik, forstod Trier, at den svenske gymnastik kunne være et led i “folkeopdragelsens tjeneste”. Han lod opføre et øvelseshus på højskolen, tegnet af arkitekt ◊Martin Nyrop, hvori de unge karle kunne øve deres gymnastik. Men også pigerne skulle ifølge Trier have mulighed for at dyrke denne gymnastik, og i sommeren 1884 begyndte den svenske gymnastiklærerinde Sally Högström at undervise pigerne på højskolen, herunder ITH. Da det på dette tidspunkt stadig virkede provokerende, at kvinder lavede gymnastik, modtog Trier trusselsbreve, der lovede ham bål og brand. Alligevel bad han Högström om at komme tilbage året efter, og denne gang skulle hun også undervise et lille hold i kommando og teori. ITH var med på holdet sammen med bl.a. •Charlotte Bonnevie, der fra 1887 kom til at undervise i gymnastik på N. Zahles Skole, og ◊•Ingeborg Schrøder (g. Appel), der overbeviste sin fader, forstander ◊Ludvig Schrøder om, at Högström måtte til Askov Højskole og undervise sommeren efter. Vallekilde kom derfor til at mangle en gymnastiklærerinde i sommeren 1886, og ITH fik kun 18 år gammel overladt hvervet, der egentlig kun var tænkt som en midlertidig ordning. Men undervisningen gik over al forventning, og hendes begejstring for og kærlighed til gymnastikken var så brændende, at det gik som en leg. Hun blev således den første danske kvinde, der ledede en Lingsk gymnastik, og hun gjorde det til sin død med en tro på, at gymnastikken kunne bruges i en dannelse af det hele menneske. Da Overbestyrelsen for De danske Skytteforeninger begyndte at afholde delingsførerkurser på Vallekilde, overværede hun som den eneste kvinde undervisningen. Her udbyggede hun sit kendskab til Lings gymnastik, kom dybere ind i teorien og var med i den tilpasning af de svenske kommandoer og øvelsesstof, der de første år var nødvendig for at finde et fælles dansk udtryk. Hver vinter kom ca. 40 unge piger fra omegnen til gymnastik hos ITH på Vallekilde, og sæsonen sluttede med en lille privat opvisning for særligt indbudte.

I 1885 blev Niels Hansen, broder til ◊Povl Hansen, der var lærer på skolen og senere giftede sig med ITHs søster ◊•Sigrid T.H., ansat som havekarl på højskolen. Snart forlovede Niels Hansen og ITH sig, og det var meningen, at det unge par skulle købe gård, og ITH begyndte at indstille sig på en kommende tilværelse som gårdmandskone. Men da faderen ikke kunne undvære hende på højskolen, overtalte han parret til at slå sig ned der. Niels Hansen blev avlsbestyrer og holdt også enkelte foredrag på højskolen om landbrugsemner. Ægteparret flyttede ind i et rummeligt hus, kaldet Hytten, som Nyrop også havde tegnet. Her åbnede ITH dørene både dag og aften, og skulle en elev sidde i fred og ro og skrive brev eller læse, søgte han eller hun over i Hytten om dagen. Aftenerne rummede mange aktiviteter: håndarbejde, brevskrivning, skakspil og husflid, men først og fremmest sang, oplæsning eller samtale om dagens foredrag. Der kunne være et halvt hundrede elever til stede i stuerne på en almindelig aften. Især efter faderens død i 1893, hvor Sigrid T.H. og Povl Hansen overtog ledelsen af højskolen, så ITH det som sin opgave at få samlet op på dagen. Var der noget, der trængte sig på, så var det hos hende, at tingene blev vendt. Stor var derfor sorgen, da hun døde i 1904 i en alder af kun 35 år. Ved hendes begravelse i Vallekilde Korskirke deltog op mod 1.000 mennesker, der ville vise hende den sidste ære.

Buste fra 1907 af Johs. Kragh på Vallekilde Højskole. Foto i KB.

Fra Vallekilde Folkehøjskole, 1965. Kristen A. Lange: Den lingske Gymnastik i Danmark 1884-1909, 1909. Povl Hansen: Ingeborg Trier Hansen, 1906.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Klara Aalbæk Korsgaard

 
Professioner
Lærere
 
Organisationer
Vallekilde Højskole
 
Emneord
Gymnastik · Højskoler · Idræt
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1880'erne · 1890'erne · 1900'erne
 
Regioner
Vestsjællands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon