Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Ellen Gilberg (1914 - 2007)
Gilberg, Ellen

*1914, pianist.

*1.8.1914 i Fredensborg, Asminderød sg.

Forældre: organist Thorvald G. (1886-1969) og Dagny Bertha Vilhelmine Nielsen (1888-1972).

Fra hun var seks til ti år, lærte EG grundlæggende klaver- og nodelæsningsteknik hos komponisten •Tekla Griebel Wandall. Imidlertid havde EG allerede fra fireårsalderen spillet efter gehør og improviseret, og hun havde et skarpt absolut gehør. Hun lærte også orgelspil hos sin fader, der var organist, og vikarierede undertiden for ham i Fredensborg Slotskirke. Hendes anden klaverlærer blev Max Rytter, der førte hende op til en lovende debutkoncert i 1933, og med mellemrum fik hun også undervisning og opbakning af pianisten og vennen ◊Georg Vásárhelyi. Det lykkedes hende i Paris at blive elev hos den verdensberømte I. Philipp, som hun studerede hos hver vinter frem til 1939, og hun optrådte i disse år såvel i Danmark som i Frankrig. Under Anden Verdenskrig spillede hun med Tivolis Koncertsals Orkester og var solist ved flere torsdagskoncerter. Hun nåede endvidere et meget bredt publikum, da hun et utal af gange spillede R. Addinsells Warszawakoncert, der var uhyre populær i 1940’erne.

Efter krigens afslutning i 1945 satsede EG for alvor på at erobre en position i udlandet og optrådte i Norden, Frankrig og Tyskland, ofte med dansk musik på programmet. Hun fik sin engelske debut i Wigmore Hall i London i 1950 og spillede i BBC. I 1950’erne gennemførte hun flere turnéer i USA og Canada, og hun optrådte to gange i Carnegie Hall i New York. Her havde hun allerede under sit første besøg truffet Philipp, der under krigen var flygtet fra Frankrig, og som nu var gammel og svækket. Hun tog sig af ham og hjalp ham med at forsøge at vende tilbage til Frankrig, hvor han imidlertid ikke længere kunne trives. Samtidig vikarierede hun for ham på et konservatorium i Montreal og fandt ud af, at hun kunne lide at undervise og havde evner for det. I Danmark var hun docent ved Det Jyske Musikkonservatorium 1964-74 og engagerede sig i flere lovende unge kunstneres karrierer, bl.a. akkompagnerede hun sangeren E. Islandi i Europa og USA. I 1983 fejrede hun sit 50-års jubilæum som pianist, dels med en koncert i Århus til fordel for Red Barnet, dels med en koncert i Odd Fellow Palæet i Kbh. samt en timelang radioudsendelse.

EGs spil var lyrisk, klangskønt og syngende. Hendes improvisatoriske evner kom bl.a. til udtryk ved en koncert i Falkonercentret, hvor hun uden forudgående planlægning spillede sammen med jazzpianisten Duke Ellington. EG fik endvidere stor betydning som pædagog, og med sin internationale koncertvirksomhed og udbredelse af interessen for dansk musik medvirkede hun til at sætte Danmark på det musikalske verdenskort. Hun fik Ingrid Jespersens Legat i 1954 og Tagea Brandts Rejselegat i 1958.

Foto i KB.

Berlingske Aftenavis 1.2.1949.

Inge Bruland

 
Professioner
Pianister
 
Organisationer
Tivolis Koncertsals Orkester · Det Jyske Musikkonservatorium
 
Emneord
Musik · Udlandsophold
 
Tidsperioder
1900-tallet · 1930'erne · 1940'erne · 1950'erne · 1960'erne · 1970'erne · 1980'erne
 
Regioner
Frederiksborg Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon