Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Sophie Amalie (1628 - 1685)
Sophie Amalie

1628-85, dronning.

*24.3.1628 antagelig i Herzberg, Hannover, †20.2.1685 på Amalienborg, Kbh.

Forældre: hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg (1582-1641) og Anna Eleonora af Hessen-Darmstadt (1601-59).

~1.10.1643 med kong ◊Frederik 3., *18.3.1609 på Haderslevhus, †9.2.1670 på Kbh.s Slot, s. af kong ◊Christian 4. og ◊Anna Cathrine af Brandenburg.

Børn: ◊Christian 5. (1646), ◊Anna Sophie (1647), ◊Frederikke Amalie (1649), ◊Wilhelmine Ernestine (1650), ◊Jørgen (1653), ◊Ulrika Eleonora (1656).

SA kom fra en familie af politikere, således styrkede hendes fire brødre fyrstemagten og samlede slægtens spredte landområder i kurfyrstendømmet Hannover. Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse. Frederik sad som ærkebisp i det nærliggende Bremen, mens hans ældre broder, den svagelige og barnløse prins ◊Christian, var dansk tronfølger. Brylluppet stod 1643. Bruden var 16 og brudgommen 30 år gammel. Kort efter invaderede svenskerne Danmark, og Frederik valgte at deltage i forsvaret af Jylland. I 1645 besatte svenskerne Bremen, og året efter måtte ægteparret tage ophold i Flensborg under særdeles beskedne vilkår, ifølge Christian 4. “uden et lagen”. Her fødte SA sit første barn. Da prins Christian døde i 1647, lykkedes det Frederik at blive valgt til konge, og i 1648 blev det nye kongepar kronet. Det skete med delvis nye og kostbare regalier og i overværelse af talrige højadelige, hvoraf mange belønnedes med ordener og smykker. Også ved datteren Frederikke Amalies dåb 1649 mødte adelen talstærkt op. Dermed var der lagt op til fremtidigt samarbejde.

De første skildringer af SA stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det. Til forskel beskrives Frederik 3. som en indesluttet og fåmælt natur med boglige interesser. Han havde svært ved at træffe beslutninger og var uvillig til at inddrage andre, herunder SA, i sine overvejelser, som han også kun nødtvunget betroede til papir. Kongeparret supplerede således hinanden, og derved blev SA det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der nu foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester ◊Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

Tronskiftet i 1648 var også et generationsskifte. For første gang siden dronning ◊Anna Cathrines død i 1612 havde Danmark atter en dronning og en kgl. børneflok. Taberne blev Christian 4.s døtre med ◊•Kirsten Munk og deres adelige ægtefæller, der så at sige havde udfyldt tomrummet og bl.a. ved korruption kunnet anlægge en livsstil, som fremkaldte den øvrige adels misundelse. Da ingen af parterne var villige til kompromis, blev midlerne mudrede, især i forholdet mellem kongeparret og rigshofmesterparret ◊Corfitz Ulfeldt og ◊•Leonora Christina. Således kendte SA officeren ◊Jørgen Walter, der i 1650 anklagede Ulfeldt for at have planlagt et giftattentat mod kongen, og efter Ulfeldternes flugt til Sverige i 1651 fik SA demonstrativt Hørsholm, rigshofmesterens tidligere len. Parallelt hermed forberedte Frederik 3. en undersøgelse af Ulfeldts embedsførelse.

Antagelig rådede en lignende forståelse mellem ægtefællerne i bestræbelserne på at begrænse adelens magt og i ønsket om revanche mod Sverige. Følgerne blev krigserklæringen 1657, tabet af Skåne, Halland og Blekinge og indførelsen af Enevælden i 1660-61. I disse forhold har danske historikere tidligere tillagt SA den udfarende kraft, men uden egentligt bevis. Derimod har hendes indsats under Svenskekrigene, især hendes mod og evne til at indgyde tillid under Kbh.s belejring i 1659, kaldt på enig ros. Det er givet, at SA billigede den nye enevældes hårde fremfærd. Det viser dels konfiskationen 1662 af adelsmanden ◊Kai Lykkes ejendomme, fordi han i et privat brev havde antydet, at SA lå i med sine lakajer, dels beslaglæggelsen af Ulfeldternes kostbarheder, hvoraf hovedparten endte i SAs eje, og endelig fængslingen i Blåtårn 1663 af Leonora Christina, hvis frigivelse hun modsatte sig. Enevælden gav således SA afløb for personlig hævntørst og tillige en økonomisk gevinst, der tillod hende at bygge lystsædet Dronninggård i Søllerød 1661 og at anlægge en fransk have ved det nuværende Amalienborg, hvor hun senere opførte sit enkesæde Sophie-Amalienborg. Dog skal pragten ikke overdrives. Det fremgår af to dagsjournaler, ført af sachsiske gæster, over livet ved det danske hof 1663 og 1665. De viser en langt mere beskeden dagligdag, end de officielle fester i anledning af børnenes ægteskaber lader formode.

Formodentlig gav Enevælden Frederik 3. større muligheder end SA ønskede. I al fald kølnedes deres forhold efter 1664-65, da SA hverken fik plads i et eventuelt formynderstyre eller kendskab til Kongeloven, Enevældens nye forfatning. Medvirkende var dels SAs ønske om passende partier for døtrene, fx Ulrika Eleonoras ægteskab med Carl 11. af Sverige, og hendes forkærlighed for prins Jørgen på kronprinsens bekostning. Dels spørgsmålet om, hvorvidt SAs mål bedst lod sig realisere ved samarbejde med Frankrig eller med den tysk-romerske kejser, hvis Danmark samtidig skulle generhverve Skåne, Halland og Blekinge. Resultatet blev en zigzagkurs, der endte med SAs nederlag, da Christian 5. allierede sig med kejseren og startede den Skånske Krig i 1675. Da havde SA været enke i fem år. Som livgeding, dvs. enkegods, overtog hun krongodset på Lolland-Falster. Hun opholdt sig ofte på Nykøbing Slot, Hørsholm og Dronninggård, men boede dog det meste af tiden på Sophie-Amalienborg, hvis brand 1689 berøvede SA et fornemt kunstnerisk eftermæle. Christian 5. frigjorde sig efterhånden næsten helt for hendes indflydelse, og med svigerdatteren ◊•Charlotte Amalie lå hun i stadig strid om forrangen. SA havde indsat prins Jørgen som enearving, men efter hendes død omstødte Christian 5. testamentet, der var deponeret hos familien i Hannover.

Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge ◊Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.

Miniature fra 1655 af Alexander Cooper i Rosenborgsaml. Voksbuste fra ca. 1670 måske af Antoine Benoist smst. Portræt fra ca. 1680 tilskrevet Abraham Wuchters smst.

Steffen Heiberg: Enhjørningen, 1993. Jørgen Hein: Sophie Amalie, 1986. H.C. Rosted: Fra adelsborg til kongeslot, 1957. Ellen Jørgensen: Danske Dronninger, 1910.

Privatarkiv i Kongehusets arkiv i RA.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Jørgen Hein

 
Professioner
Dronninger
 
Organisationer
 
Emneord
 
Tidsperioder
1600-tallet
 
Regioner
Tyskland
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon