Home
spacer spacer
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Emilie Ulrich (1872 - 1952)
Ulrich, Emilie

1872-1952, operasanger.

*26.11.1872 i Freerslev sg., †31.1.1952 i Kbh.

Forældre: læge Otto Christian Haaber Boserup (1841-1923) og Anna Thomine Faaborg (1848-1930).

~21.7.1899 med oberstløjtnant Kay Justus Sigismund U., *21.12.1866 på Juellinge, Hellested sg., †18.7.1926 i Kbh., s. af forstinspektør Georg Alexander U. og Doris Kemp.

Børn: Aase (1900), Birthe (1913).

Den feterede, danske verdenstenor ◊Vilhelm Herold blev en gang spurgt om, hvad der gjorde EU til den store kunstner, hun var. Han svarede: “Stemmens Skønhed, – jeg har ikke hørt den skønnere ude i Verden, – saa hendes dramatiske Skaberkraft, og saa at hun er saa velsignet Menneskelig i alt.” Sammen med Herold og barytonen ◊Helge Nissen dannede EU en stjernetrio, der i begyndelsen af 1900-årene var et trækplaster, der skaffede Det Kgl. Teater store indtægter. Med sin “varme skønhedsmættede” stemme var hun den første danske Mimi i La Bohème. Blandt de grammofonindspilninger EU har efterladt sig, er der flere duetter med Herold. Særlig fin er havscenen fra Faust.

EUs liv og karriere formede sig i usædvanlig grad harmonisk. Hun voksede op omgivet af en stor søskendeflok i et “godt dansk” hjem, fyldt med musik. Moderen havde en prægtig sangstemme og var datter af ◊Christian Faaborg, der i mange år havde været en fremtrædende dramatisk tenor på Det Kgl. Teater. Som 15-årig begyndte EU at få undervisning hos ◊•Sophie Keller. Stemmematerialet var en bred lyrisk-dramatisk sopran. Siden supplerede hun sin uddannelse hos H. Goetze i Leipzig. Hun debuterede ved en koncert i Cæciliaforeningen, hvor hun ofte siden var en kær og skattet gæst. På Det Kgl. Teater fik hun sin dramatiske uddannelse hos skuespillerne ◊Emil Poulsen og ◊Peter Jerndorff. Hun debuterede i 1894 som Margrethe i A. Boitos Mefistofeles og sang i de næste 24 år et stort og meget afvekslende repertoire. Yderpunkterne var Rosina i Barberen i Sevilla og Senta i Den flyvende Hollænder. Især synes Wagners lyriske roller, Elsa i Lohengrin og Elisabeth i Tannhäuser, at have ligget for hende, og hun må have været en meget lyrisk Isolde. Hun legemliggjorde romantikkens ungpigeideal, og samtiden talte om “den ejendommelige og inderlige Poesi”, der lå over alt, hvad hun sang. De danske roller omfattede bl.a. Aase i ◊Peter Heises Drot og Marsk og Mikal i ◊Carl Nielsens Saul og David. Sangligt kunne hun gennem årene have “visse Intonationsvanskeligheder”, men de synes aldrig i nævneværdig grad at have skygget for virkningen af hendes kunst. Hendes sidste store rolle blev marskalinden, som hun forlenede med “et varmt poetisk Skær” ved den danske premiere på Rosenkavaleren i 1916. Forfatteren ◊Herman Bang har bemærket, at EU var lige så naturlig på scenen, som hun var det i livet. Efter sin ret tidlige afgang fra teatret i 1917 helligede EU sig familien og privat pædagogisk virksomhed. Hun blev udnævnt til kgl. kammersangerinde i 1906 og modtog Ingenio et arti i 1917.

Mal. fra 1920 af Gabriel Jensen på Teatermus. Mal. fra 1924 af Walther Meinhardt smst. Silhuet fra 1927 af Kirsten Wivel i KB. Foto smst.

Illustreret Tidende 34/1917.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Sten Høgel

 
Professioner
Sangere
 
Organisationer
Det Kgl. Teater
 
Emneord
Sang · Opera · Hædersbevisninger
 
Tidsperioder
1800-tallet · 1900-tallet · 1890'erne · 1900'erne · 1910'erne
 
Regioner
Vestsjællands Amt
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon