Home
spacer spacer
KVINFO Nyt
Biblioteks Nyt
Forord til DKL Online
Søgevejledning
Brugernes bidrag til DKL
Om den trykte udgave
Enkel søgning
Avanceret søgning
 

Nyt og aktuelt om køn

Hold dig ajour med den nyeste viden om ligestilling, køn og forskning

Klik dig ind på KVINFO Nyt

KVINFOs ekspertdatabase

Find navne, når der skal udpeges medlemmer til råd, nævn, udvalg og bestyrelser. Find navne, hvis der er brug for en ekspertudtalelse. Det er gratis, den er opdateret.

Søg

Caroline Walter (1756 - 1826)
Walter, Caroline Friedericha

1756-1826, skuespiller, operasanger.

*5.2.1756 i Kbh., †17.11.1826 i Stockholm.

Forældre: fænrik Christian Frederik Halle (*1730) og Johanne Christine Hansdatter (*ca. 1730).

~4.10.1774 med musikinstruktør, komponist ◊Thomas Christian W., *1749 i Kbh., †18.11.1788 i Tranquebar, s. af klædekræmmer Thomas Saur og Edele Margrethe Walter. Ægteskabet opløst 1780.

~28.5.1780 med violinist, koncertmester Christian Friedrich Müller, *28.12.1752 i Brandenburg, †21.12.1827 i Stockholm.

Børn: Caroline (1791).

CW havde stor betydning for dansk musikdramatiks opblomstring i 1770’erne og var antagelig århundredets største scenekunstnerinde herhjemme. Digteren ◊Johannes Ewald hyldede hende, og den første danske teaterkritiker ◊Peder Rosenstand-Goiske skrev: “Den Ild og den Følelse, hun forstaaer at give sin Action, røber det medfødte store Genie.” ◊Jens Juel har fastholdt hendes træk i to af sine dejligste portrætter. Efter sit andet giftermål 1780 blev hun under navnet Carolina Müller en uundværlig primadonna på Gustav 3.s opera, for hendes sang var “fuld af Udtryk og tillige af den Beskaffenhed at den rører Hiertet og lokker Taarer frem”, som en anonym skribent formulerede det i Lommebog for Skuespilyndere, 1786. Privat ejede hun en sjælden civil kurage, altid parat til at forsvare sine rettigheder i en tid, hvor skuespillerinderne rangerede på linie med gadens prostituerede. Men hun gjorde ikke krav på at være intellektuel, og hun skrev ingen memoirer, hvad der formodentlig er en af årsagerne til, at hun er så lidt kendt uden for fagkredse.

CW var født på samfundets bund og uden for ægteskab. Hendes stedfader Thomas Jespersen, som havde et bijob ved maskineriet på Det Kgl. Teater, fik hende ind ved balletten, da hun var seks år, og snart spillede hun også barneroller på teatret. Skuespilleren ◊Iver Als, der havde øje for hendes talent, skrev, at “den arme Unge” mange gange “i Vinterens Sne og Slud, gik med Sko uden Saaler og en tynd kattuns Saloppe til exercitierne, og der fik dagligen Spark og Spænd, dog hun altid var af en lystig naturel og lærte det, hvilket de Andre vel skulde lade være at gjøre hende efter”. Gennem danseundervisningen lærte CW en mimik og en plastik, der siden kom hende til nytte. Det Kgl. Teater rådede dengang endnu ikke over en egentlig skuespillerskole, men ledelsen sørgede for, at hun både blev undervist i deklamation af dramatikeren ◊•Dorothea Biehl og i dramatik af skuespillerinden ◊•L.C.A. Rose, hvis roller hun efterhånden overtog. Som 13-årig fik hun sin egentlige debut som Pernille i ◊Ludvig Holbergs Den Stundesløse og blev hurtigt teatrets ledende soubrette i kraft af sit overdådige humør og en virtuos replikbehandling, der ifølge teaterkritikeren ◊Knud Lyne Rahbek var præget af “den idelige Afvexling af de letteste og sødeste Modulationer”. Senere skulle hendes langt yngre halvbroder ◊Ferdinand Lindgreen i øvrigt også gøre sig gældende som en betydelig Holberg-skuespiller. I 1771 udførte hun den kvindelige hovedrolle i ◊Giuseppe Sartis Tronfølgen i Sidon, en elskerinderolle med krævende sopranarier. Hendes sangstemme var ikke “af høieste Fuldkommenhed og Styrke,” noterede Rosenstand-Goiske, men “hun ved at bøie (den) saaledes, at hun aldrig forfeiler at giøre det sande Indtryk paa Tilskuerne.” I 1773 startede den første danske syngeskole med ◊Michel Angelo Potenza som lærer. Her udvikledes hendes stemme, så den kunne honorere kravene i de yndede franske syngespil, ligesom hun med held kunne deltage i hofkoncerterne.

CW udførte i sin danske karriere mere end 124 roller, der rakte fra soubretterne over syngespilselskerinderne til de store tragediers heroiner. I 1773 havde hun forladt sit barndomshjem, da moderen mishandlede og udnyttede hende, og fik i stedet logi hos sufflør Lars Knudsen. Året efter giftede hun sig med sekretær Thomas Christian W. Han var af god familie, og da man nærede forhåbninger til hans musikalske talent, fik han ansættelse som teaterets “musikdirektør”, en slags musikalsk instruktør og arrangør. Ægteskabet blev mislykket, og han forlod hende allerede 1775 og rejste til udlandet. Formelt blev ægteskabet dog først opløst i 1780. I mellemtiden var den tidligere Jomfru Halle blevet til publikumsmagneten Madam Walter, elsket og beundret af høj og lav. Digterne hyldede hende, ikke mindst medlemmerne af Det norske Selskab, som hun havde et nært forhold til. Men hendes position truedes nu i form af en nederdrægtig intrige. 1777 var general ◊H. H. von Eickstedt blevet præses for Overtilsynskommissionen for Det Kgl. Teater. For at protegere sin elskerinde, det nyopdukkede sangtalent ◊•Catharine Møller (g. Frydendahl), iværksatte han en veritabel hetz mod CW, og den rolle i Ewalds Fiskerne, som var skrevet for hende, blev tildelt “lille Møller”. Derpå forhindrede han, at CWs kæreste, den tyske violinvirtuos Christian Friedrich Müller, blev ansat i orkestret og beordrede ham landsforvist. I 1780 rejste Müller til Sverige, og få måneder efter flygtede CW om natten “i Mandfolke-Klæder” for at følge ham. Samme aften havde hun for sidste gang udført en af sine fineste syngespilsroller, Louise i Desertøren. Blot nogle dage inden havde CW opnået skilsmisse fra Thomas Christian W. og kunne nu gifte sig med Müller.

Parret slog sig ned i Stockholm, hvor de begge fandt beskæftigelse ved Gustav 3.s opera. CWs stemme havde i de sidste københavnerår udviklet sig i retning af den dramatiske sopran, hvilket var kommet hendes Nanna i Balders Død til gode. Hendes første rolle på Kungliga Theatern i Stockholm blev titelrollen i Glucks Alceste. Hun havde nu fået herredømme over den høje stil, og til trods for sit gebrokne svensk sejrede hun stort. “I går gret jag i 2 hela timmar på Operan, da Alceste för första gången spelades: Fru Müller debuterade. Man kan säga att man förut hvarken har sett något specktakel eller någon Actrice i Sverige,” skrev digteren J. H. Kellgren. Succesen var sikret, men allerede det følgende år var ægteparret atter på flugt, efter at CW havde vakt den svenske konges vrede. Årsagen var en strid, hun havde haft med hoffets pager. Kongen, der var lidenskabeligt optaget af sin opera, kunne imidlertid ikke undvære sin nye stjerne. Parret var endt i London, hvor CW optrådte, antagelig som den første dansker, og ifølge Rahbek fik betydelig succes. Via den svenske ambassadør blev der nu sluttet et forlig i form af en gunstig kontrakt, og 1783 vendte ægteparret tilbage til Stockholm. Undervejs besøgte CW Kbh., men fik kun tilladelse til at opholde sig nogle få timer uden for voldene. Hun arbejdede herefter ved den svenske opera, indtil den blev nedlagt i 1806. Hun sang i alt 18 roller af svenske, franske, italienske og tyske komponister. Især Glucks heltinder, Armida og Iphigenie på Thauris, lå godt for hende. Uforglemmelig blev også hendes præstation som Christina Gyllenstierna i ◊Johann Gottlieb Naumanns Gustav Wasa, der havde tekst af Kellgren og Gustav 3. og opnåede status af Sveriges nationalopera. I 1810 optrådte hun en sidste gang i denne rolle for tronfølgeren Carl Johan Bernadotte ved en festforestilling og trak sig herefter endeligt tilbage fra scenen. I stedet blev hun elevinstruktrice og underviste bl.a. den fine svenske skuespiller L. Hjortsberg. Hun omgikkes desuden med billedhuggeren J.T. Sergel, der har tegnet og modelleret hende, med komponisten ◊Edouard Du Puy, der var forvist fra Danmark, og sandsynligvis også med C. M. Bellmann. CW døde som 70-årig i sit hjem på Djurgården efter en usædvanlig kunstnerbane i sit andet fædreland, hvor hun opnåede rang af hovsångerska og var medlem af det kongelige svenske musikakademi. Gennem de mange år var hun kun én gang mere i Danmark, nemlig i 1791 i forbindelse med, at hun skulle føde. Hun blev hyldet af sine venner ved en fest på Skydebanen og overværede en beneficeforestilling på Det Kgl. Teater for sin gamle lærerinde L.C.A. Rose.

CW besad et mod og en handlekraft, der var usædvanlig for en kvinde i hendes stilling. Hun gjorde oprør mod sit hjem, satte sig ud over både intriger og beskyldninger for løsagtigt levned og viste ved sin flugt først til Sverige og siden til England, at hun var parat til at kaste sig ud i uvished om sin økonomiske fremtid. Hun havde aldrig lært at stave, så hendes breve fremtræder med en besynderlig ortografi. Men rørende er hendes brev til Rahbek fra 1822: “Jeg ælsker min konst aaver ald i Værden og skal dæt glæde mig at fende dæn i fuldkommenhed i de tæmpel, dær ieg sæl ær aapammet ... Hælse alle mine lansmæn saam ær saa god og paaminder sig Carolina; bed dem tro at uagtet ieg ær i Sværrie, ær og bliver min hele siæl daag dansk.”

Tegn. af Peter Cramer i Teatermus. Mal. fra 1791 af Jens Juel i Nationalmus., Stockholm.

Klaus Neiiendam: Caroline Walter, 1983.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Sten Høgel

 
Professioner
Skuespillere · Sangere
 
Organisationer
Gustav 3.s Opera · Det Kgl. Teater · Kungliga Theatern
 
Emneord
Sang · Opera · Teater · Udlandsophold · Internationalt arbejde · Emigranter
 
Tidsperioder
1700-tallet · 1800-tallet
 
Regioner
Københavns Kommune
Digital udgave © Copyright 2003 KVINFO
Tilbage til resultatliste  |  Ny søgning



Printer ikonspacerPrint     Forstør teksten     Formindsk teksten

Tegnforklaring

* = født
† = død
~ = gift
◊ = optaget i Dansk biografisk leksikon
• = optaget i Dansk Kvindebiografisk leksikon